Kan ikke få det ud af hovedet og kroppen

brevkassespørgsmål

Kan ikke få det ud af hovedet og kroppen

brevkassespørgsmål af
S.B.
18 år
Oprettet 3 måneder 2 dage siden

Hey! Jeg er en pige på 18, som for ca. halvanden uge siden så en film som indeholdte nogle meget ubehagelige scener som involverede incest og pædofili. Jeg havde egentligt lyst til at slukke den flere gange men havde alligevel set så meget at jeg ligeså godt kunne se den færdig og se hvordan den endte, men den blev bare værre og værre og klammere og klammere. Dagene efter følte jeg virkelig meget ubehag og lede og kunne ikke glemme det. Jeg kan stadig nu halvanden uge senere ikke glemme det, og det påvirker mig næsten hele tiden. Jeg får glimt fra filmen når jeg prøver at sove og drømmer om det om natten og flere gange i løbet af dagen får jeg billeder og følelser fra filmen tilbage imod min vilje. Men nu til det mest mystiske og måske også værste at det hele, når jeg skal have sex med min kæreste, kommer billederne også op og jeg tænker på det mens vi har sex, og på samme tid med at jeg får et smertefuldt sus igennem kroppen af lede og vrede over filmens indhold, er det som om at disse tanker også gør mig mere tændt og får mig til at komme meget hurtigt. Det irriterer mig virkelig og jeg får det skidt med mig selv over at have de her tanker og utrolig dårlig samvittighed over at tænke på det under sex. Hvordan kan noget så klamt og som jeg virkelig har det skidt med og er led ved komme ind i mine tanker når jeg har sex? Og hvordan får jeg det ud af hovedet? Venlig hilsen S.B.

Svar: 

Hej S.B.

Jeg er glad for at du skriver, for det lyder som en rigtig ubehagelig og forvirrende oplevelse. Men selvom det er forvirrende og man kan blive flov, vil jeg gerne starte med at fortælle dig, at jeg synes dine reaktioner er helt naturlige. Det er der flere grunde til, og jeg vil gerne prøve at forklare hvorfor.

Jeg tror de fleste mennesker kender det, at vores nysgerrighed får os til at se på ting, som vi bagefter ønsker at vi ikke have set. Som for eksempel når man læser om uhyggelige forbrydelser eller fortsætter med en film, som man egentlig synes er alt for ubehagelig, sådan som du har gjort. Det kan være skræmmende og det kan godt tage lidt tid at ryste oplevelsen af sig bagefter.

Du fortæller at du drømmer om filmen og ser glimt fra den mod din vilje, og det lyder rigtigt ubehageligt. Samtidig giver det god mening, fordi du er blevet skræmt og har fået overskredet dine grænser. Når vi har skræmmende minder og tanker, som vi gerne vil slippe af med, kan vi let komme til at give tankerne rigtig meget opmærksomhed, fordi vi hele tiden tænker på at de ikke må dukke op. Men vi kan desværre ikke altid kontrollere hvad vi tænker på, og ved at give tankerne den opmærksomhed, får vi dem faktisk til at blive ved med at vende tilbage.

Så i stedet for at prøve at slippe af med tankerne, er det bedre at forsøge at acceptere at de dukker op, og så vende din opmærksomhed mod noget andet. Det kan godt være svært, men måske bliver det mindre skræmmende, hvis du ved, at det er naturligt at tankerne dukker op, fordi du er blevet bange og at de snart forsvinder igen. Jo mindre skræmmende du kan gøre dem i dit hoved, jo mindre vil de dukke op. Det kan måske også hjælpe at vide at, at selvom tanker kan være virkelig skræmmende, så er de ikke farlige og de betyder ikke at der er noget galt med dig. Alle mennesker har indimellem underlige eller ubehagelige tanker, det er bare ikke noget vi taler så meget om.

Når tankerne dukker op mens du har sex og måske endda tænder dig lidt ekstra, tror jeg det handler om at skræmmende seksuelle oplevelser godt kan være meget forvirrende. Noget som normalt er super dejligt, bliver blandet sammen med noget virkeligt væmmeligt, og så bliver det hele lidt kompliceret. Derfor tænker jeg, at det er meget naturligt at du kommer til at tænke på filmen når du har sex med din kæreste. Selvom situationen er en helt anden, er der jo stadig nogle seksuelle ting som minder om hinanden.

Samtidig er der også en rent kropslig del af sex og ophidselse, som vi ikke selv har så meget kontrol over. Så selvom du virkelig ikke bryder dig om hvad du har set, kan det godt få din krop til at reagere ved at blive ophidset, simpelthen fordi den bliver mindet om sex. Det er også derfor, at nogle ofte for seksuelle overgreb kan opleve at få orgasme, selvom de bliver udsat for noget de på ingen måde at har lyst til. Det kan føles meget grænseoverskridende og ubehageligt, men det er desværre ikke noget man rigtigt kan kontrollere -lidt som at vi heller ikke kan kontrollere om vi skal gabe eller om vi rødmer. Og det er vigtigt at vide, at det ikke betyder, at du I virkeligheden har lyst til de ting.

Når du får orgasme hurtigere, tror jeg også det kan handle om flere ting. Den ene er at din krop på en måde bliver mindet om sex hver gang du får de ubehagelige tanker, så på den måde er den måske ekstra klar til at blive ophidset og få orgasme, når du er sammen med din kæreste. Også selvom du slet ikke tænder på den ubehagelige del af det du har set. Den anden er, at selv de mest grænseoverskridende, ubehagelige seksuelle film, kan indeholde elementer af noget man tænder på. Der er for eksempel mange mennesker der fantaserer om at deres sexpartner kontrollerer dem. Så der er også den mulighed at lidt af det du har set, minder om noget du godt kan lide, og på den måde kan du føle at du tænder på det. Men det betyder altså ikke at du i virkeligheden tænder på incest og pædofili, det er simpelthen fordi tingene bliver blandet sammen.

Jeg håber at nogle af mine forklaringer giver mening for dig, for jeg tror nemlig det bedste du kan gøre for at slippe det, er at prøve at se det som en naturlig kropslig reaktion, der ikke er farlig. Jo mere du kan se det på den måde, jo mindre vil det dukke op i dit hoved. For vi tanker som hverken er skræmmende eller behagelige, holder vores hjerne som regel hurtigt op med at bruge energi på.

Mange hilsner

Marie

cyberhusdittes billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program