Hej.

Tusind tak fordi du deler alt det her. Jeg får næsten en knude i maven, når jeg læser dit brev. De følelser du fortæller om, de oplevelser du har været i... Jeg tror alle ville blive påvirket af dem. Men det jeg bliver ramt mest af, er virkeligheden tankerne du får om dig selv. Jeg kan næsten allerede mærke at du vender øjnene, som jeg skriver det her. “Jeg skriver jo bare sandheden” eller ”du kan ikke se mig, du ved ikke jeg har ret” kan jeg næste høre dit svar komme allerede. Og nej, jeg kan ikke se dig. Men jeg tror heller ikke på du har helt ret. Sandhed er subjektiv, og jeg kan mærke jeg bliver ramt, af det du har taget på dig som sandheden for hvordan du ser ud. Jeg ved godt du skriver det er grundet i andres reaktioner på dig, men vi er ALTID vores egen værste kritiker i de her situationer. Så fra en kvinde til en anden, ville jeg genre tage dig i hånden, og sige at du fortjener at være sødere mod dig selv. De hårde selvbilleder vi ser i os selv, er en gave fra skønhedsidealer og modeverden. Og det er kun noget vi selv kan kæmpe imod.

Jeg ved godt det ikke rigtig var det du spurgte indtil, jeg kunne bare ikke stoppe mig selv, når jeg læste dit brev. Så tilgiv mig for lige at tage den start med, og lad mig så skrive lidt mere ind i hvad jeg opfatter du spørger ind til og gerne vil snakke om.

Når man igen og igen bliver mødt af afvisning, kommentarer, sammenligning, og oplevelsen af at være “den sidste, der bliver valgt”, så sætter det sig. Det sætter sig i sin selvtillid, i sin selvforståelse, i sine knogle og i måden man omgås med verden. Men jeg vil meget gerne understrege, at intet i dit brev for mig til at tænke at du er ”for sent på den” eller ”bagud” på nogen som helst måde. Det eneste jeg læser, er en ung kvinde, der længes efter noget smukt, men som er blevet så såret af verden, at hun ikke tør tro på, at hun fortjener det. Hvis jeg er helt ærlig, synes jeg ikke 21 er så sent. Jeg ved dating kultur siger noget andet, men VIRKELIG mange mennesker har først romantiske oplevelser eller sex i deres 20’ere. Det er virkelig ikke så unormalt. Vi snakker bare ikke om det.

Ud fra dit brev får jeg en følelse af, at du oplever dig meget alene i den her skam over at være noget foruden. Men det tror jeg ikke du er. Jeg tror mange går med en skam over at være “den, der aldrig har prøvet noget”. En følelse af at alle andre er længere fremme i livet, at man står alene på perronen og ser togene køre uden en. Den får os til at føle os små og alene. Hvilket i virkeligheden er virkelig ærgerligt, når så mange går med den. Det kan selvfølgelig handle om mange emner. ”Jeg var den eneste der ikke bestod gymnasiet”, ”jeg er den eneste der ikke kan få et job”, ”jeg var den eneste der ikke blev inviteret”, eller, ”jeg er den eneste der ikke har haft en romantisk oplevelse endnu”. Og den bliver ALITD efter fulgt med ”der er noget galt med mig”. Det er der ikke.

Det, du har oplevet i byen, er så menneskeligt hårdt og kan føles decideret uretfærdigt. At blive offentligt fravalgt på udseende… det sætter ar. Og det giver god mening, at det har gjort noget ved måden, du tør række ud på i dag. For det der er med ar, det er at de bliver. Når man længe nok har fået signaler om, at man er “den mindst ønskede”, så begynder man at tro på det. Jeg tror ikke på det er sandt. Jeg mærke dit hjerte og din sjæl i dit brev, og den virker såret men unik og rar. Men jeg forstår de ord ikke kan gøre meget for at hjælpe. Men jeg håber du tager dem lidt til dig alligevel.

Det rammer mig, at du næsten undskylder for at være dig og at være til stede. Som om du allerede på forhånd forsøger at aflytte verden for at finde ud af, hvem der måske kunne tåle at se noget i dig. Det er nogle gange nemmere at gøre os selv mindre på forhånd, undskylde på forhånd, så vi kan undgå oplevelsen af at blive afvist senere. Jeg forstår det. Jeg har selv oplevet det. Mange har. Men det gør det ikke sandt.

Når du beskriver din ven på studiet, giver det mig mange følelser. Jeg bliver lidt nervøs på dine vegne, jeg bliver spændt og jeg bliver nysgerrig. Jeg kan mærke den der blanding af håb og selvkritik. Af “måske?” og “selvfølgelig ikke…”. Også mister jeg pusten lidt. For jeg ser det her mønster igen med dine tanker og skønhed igen. ”Liga”. Hvem er smukke nok til at være sammen med hvem. Jeg forstår hvad du mener, selvfølgelig, men jeg tror ikke på sådan en findes.  Der findes mennesker, der ser forskelligt ud, og mennesker, der tiltrækkes af forskellige ting. Jeg ved det føles kliché, og at det kan være frustrerende at høre, efter så mange år hvor din opfattelse af tiltrækkelse er blevet bekræftet igen og igen. Så lad mig tale til din akademiske side, nu hvor jeg ved du går på universitet 😉

Studiet handler om en psykologisk mekanisme, der kaldes mere-exposure-effekten. Det handler om, at vi automatisk kommer til at kunne bedre lide mennesker, vi ser ofte. Bare det at være i samme rum eller støde på hinanden gentagne gange gør, at personen føles mere velkendt og tryg.

Når noget føles velkendt, tolker hjernen det som sikkert, og derfor stiger vores sympati, komfort og tiltrækning. Det er også grunden til, at mange venskaber og forelskelser opstår i skolen, på arbejdet eller i andre fællesskaber, hvor man ses regelmæssigt. Over tid bliver relationen dybere, simpelthen fordi gentagen eksponering skaber positive følelser. Altså, vi bliver mere tiltrukket af mennesker, vi ofte er i nærheden af, fordi hjernen forbinder gentagelse med tryghed. Studiet hedder ”Attitudinal effects of mere exposure” og blev skrevet af Zajonc, R. B. i 1968. Siden da er der blevet lavet mange flere studier på dette, som bekræfter hans tekst.

Så, hvorfor bringer jeg overhovedet det her op? Det gør jeg fordi, jeg ret sikker på at den ”liga” du snakker om, så holder op med at tælle det øjeblik det er nogen vi ser ofte. Den findes ikke i venskaber. Og selv hvis den stadig er der, bliver i hvert fald meget mere ligegyldig. Hvis i ses ofte, kan lide at tale sammen og er godt tilpas i hinandens selskab, så finder han dig allerede mere tiltrækkende end en tilfældig person på gaden. Og ud fra den måde du har skrevet om dig selv, så tænker jeg også han tænker pænere om dig end du gør om dig selv.

Så, hvad gør man så herfra? Der er flere muligheder. Du behøver ikke skubbe nogle grænser. Jeg kan jo ikke sige om han kan lide dig, og jeg vil ikke påstå andet. Men i kunne måske blive venner til at starte med? Det er en måde at dyppe tåen i vandet, uden at hoppe i med begge ben og måske blive såret. Spørg om han vil arbejde på en opgave sammen, læse en tekst sammen, drikke en øl eller sodavand efter studiet. Der er masser af måder at gøre det på, som er mindre skræmmende.

Det er sådan de fleste kærlighedshistorier starter i virkeligheden. Ikke med store tilståelser, men med små muligheder man giver sig selv. Og hvis du bliver afvist? Så gør det ondt, ja. Jeg vil slet ikke underminerer dine følelser omkring den del. Men det gør ikke dig forkert. Det er sårbart at komme ud i verden og dele ens tanker og følelser, med dem vi godt kan lide, men hvis ikke det var sårbart ville det jo ikke betyde noget for os.

Der findes mennesker, der vil synes du er smuk. Der findes mennesker, der vil blive forelskede i dig. Jeg ved det føles som lidt tomme ord nu, men jeg tror på dem. Dating bliver mindre overflødisk som vi bliver ældre, så selv HVIS du har ret og er helt forfærdelig at se på (hvilket jeg ikke helt tror på, men lad os nu bare lege ind i tanken), så kommer det altså også til at betyde endnu mindre senere. Det sker hver eneste dag for mennesker, der heller ikke passer ind i idealerne. Og det kan ske for dig.

Jeg er virkelig glad for at du skrev ind, og at jeg fik muligheden for at svare. Jeg håber du tager nogle af mine ord til dig, og jeg håber især du giver dig selv bare en lille smule mere medlidenhed.

De bedste hilsner og held og lykke,
Juni fra Cyberhus