Flere venner?

brevkassespørgsmål

Flere venner?

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 5 måneder 2 uger siden

Hej Cyberhus. Jeg står i hvad jeg ville mene er en lidt træls situation som jeg håber i kan give lidt gode råd til. Jeg er en meget festglad person. Jeg elsker ALT hvad der har med fest og farver at gøre, omend det er en tur i byen, eller en lille såvel som stor privatfest. Men jeg føler bare at jeg fester alt for lidt i mit liv. Festede en del med en fast vennegruppe jeg har i starten af gym, men det er nogle år siden og på det seneste er det gået hen og blevet virkelig dødt på den front. Ingen tager initiativer til noget længere. Derfor har jeg besluttet at være den, som holder festerne fra nu af. Dog er der et par udfordringer ved dette. Det første "problem" er at der er opstået en del kærestepar indenfor vores gruppe - 3, for at være helt præcis. Det betyder at ved de seneste par fester vi har holdt, er stemningen desværre gået hen og blevet en del kærestekedelig. Det andet problem består i, at der internt i gruppen også har været et par konflikter, og det er derfor ikke alle der er lige tætte med hinanden længere. Vi er i alt 10 mennesker i gruppen, og med både kedelige kærestepar og interne konflikter, så føler jeg bare ikke rigtig vores fester er det samme længere. Da jeg som sagt er meget festglad, så elsker jeg jo også at gøre noget ud af de fester jeg holder, oftest i form af et sjovt tema eller lign. Og så synes jeg bare det ødelægger det lidt, at man lægger så meget energi i noget og så er stemningen bare lidt træls når festen endelig kommer. Så jeg har virkelig et behov for et friskt pust, og få nogle nye mennesker ind. Optimalt kunne jeg jo godt tænke mig at invitere til en større fest, da stemningen altid bliver lidt mere lettet, jo flere mennesker der er. Men problemet er, at jeg simpelthen ikke kender mange andre på min egen alder end den ene vennegruppe. Så mit spørgsmål er: hvor/hvordan møder man nye mennesker man kan feste med? Jeg har overvejet både evt. at inkludere kollegaer, fætre og kusiner eller endda gamle klassekammerater, men de fleste af disse er mennesker som jeg ikke er mega tæt med og føler derfor det er lidt mærkeligt pludseligt at invitere dem til ens privatfester? Har også overvejet helt fremmede som eksempelvis folk man har matchet med på tinder eller lign, men det er jo også bare lidt risky når det er nogen man ikke kender? Så hvad gør man helt præcist i sådan en situation??

Svar: 

Hej med dig. Og tak for dit brev!

Du skriver i dit brev, at du er en person, som er meget glad for fest og farver. Du beskriver også, at du for nogle år siden, festede rigtig meget sammen med en vennegruppe fra gymnasiet. Hvor lyder det bare skønt!

I dit brev skriver du også, at i ikke fester lige så meget længere og, at jeres fester har ændret sig efter der er opstået flere kærestepar i vennegruppen. Det kan jeg godt forstå må være frustrerende, når man er så glad for fester, som det virker til, at du er. 

Du slutter dit brev med at spørge, hvordan du kan få flere venner, så i kan holde nogle gode fester. Det vil jeg gerne prøve at svare dig på. Men jeg får også lyst til at dele nogle tanker med dig omkring de fester, som du holder med din nuværende vennegruppe.

Vennegrupper ændrer sig

Først og fremmest har jeg lyst til at fortælle dig, at det du oplever er helt normalt. Rigtig mange unge oplever, at deres vennegrupper og deres omgangskreds generelt ændrer sig i årene efter gymnasiet. Det kan være, at nogle af ens venner flytter for at studere, får kærester eller andre ting, som ændrer i de vennegrupper, som man er vant til. 

Det kan godt være rigtig svært, hvis man var meget glad for den vennegruppe, man havde i gymnasiet. Jeg synes, det lyder rigtig dejligt, at i trods alt stadig holder fast i hinanden og holder fester, selvom festerne måske har ændret sig lidt. 

Det lyder til, at du allerede er rigtig god til at være den, der sætter gang i festerne. Og jeg kan godt forstå, at det er frustrerende, hvis du så ikke oplever, at de andre er helt så meget i festhumør, som du selv er. 

Nu kender jeg jo ikke dine venner, og jeg ved ikke, om det her giver mening for dig/jer. Men måske kunne du prøve at forslå de andre, at i hver især står for en leg og eller en drink til den næste fest? På den måde bliver de andre en mere aktiv del af festen, og det kan måske sætte lidt mere gang i stemningen?

Hvordan får man nye venner?

I dit brev skriver du også, at du godt kunne tænke dig at få flere venner, så du kan holde nogle større fester.
Hvis man gerne vil have nye venner, er man nødt til at komme ud og møde nye mennesker. Det gør man fx ved at starte på et studie, begynde til en fritidsinteressere, få et arbejde hvor der er andre unge ansat eller ved at opsøge fællesskaber på andre måder. 

Du skriver i dit brev, at du har overvejet at invitere gamle klassekammerater og kollegaer med til dine fester. Det synes jeg faktisk lyder som en rigtig god idé. Selvom det måske kan føles lidt akavet i starten, er det jo en rigtig god mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Måske kan du foreslå dine kollegaer, at i holder en fest bare jer, inden du inviterer dem til en fest med dine andre venner. 
Jeg tænker, du har helt ret i, at det er risikabelt at inviterer nogen, som du slet ikke kender. Derfor synes jeg, at du skal starte med at forsøge at invitere nogle af dem, du allerede kender. 

Hvis du godt kunne tænke dig at møde andre festglade unge mennesker, kan du måske overveje, om der er bestemte steder, du selv synes det er fedt at være, hvor du kunne møde dem? Måske kan du få et arbejde, hvor du står bag baren et sted? Det kan også være, du kan melde dig som frivillig på en festival, hvor du kan møde andre festglade unge. 

Højskole

Der er også mange unge, som er glade for at tage på højskole. Her finder de fleste rigtig mange nye venner. Og på mange højskoler, bliver der også holdt masser af fester. 

Der sker også rigtig meget på en højskole, og selv når der ikke er fest, er der som regel gang i en masse forskellige sjove ting, som man kan lave sammen med andre unge. 

Måske det kunne være noget for dig?

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget. Du er altid velkommen til at kontakte os igen. 

Vh Laura fra cyberhus

Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program