Mangel på livsgejst

brevkassespørgsmål

Mangel på livsgejst

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 1 år 2 måneder siden

Hej cyberhus. Mit problem er, at jeg generelt synes jeg mangler energi og livsgejst i hverdagen.. Ikke på sådan en "deprimeret" måde, for føler mig ikke sådan specielt trist, men det er heller ikke fordi jeg er decideret træt, jeg har bare ikke energi, hvis det giver mening. Jeg vil enormt gerne være sådan en person der altid giver sig 100% og er energisk og sjov at være sammen med, men selv når jeg prøver at fake det, så kan jeg ofte bare ikke fordi jeg føler mig for energiforladt. Jeg er ret sikker på det ikke skyldes søvn, da jeg oftest får de 8 timer man skal have. Dog spiser jeg nok ikke mega nærende mad, så det kan selvfølgelig godt være det, men samtidig har jeg før prøvet at ændre mine madvaner og spise mere energigivende mad, hvor jeg bare ikke rigtig kunne mærke den store forskel. Jeg ved selvfølgelig også at mennesker har forskellige energiniveauer, og nogle derfor har mere energi end andre. Men synes bare det er irriterende altid at have så lidt energi, og vil rigtig gerne ændre på det hvis jeg kan. Har i nogle råd?

Svar: 

Kære dig

Det kan virkelig være frustrerende at være der, hvor du er lige nu. Hvor du gerne vil have mere energi, men simpelthen bare ikke har det. Det lyder som om, det sætter en masse tanker og følelser igang i dig, hvilket er helt forståeligt. Du er ikke ene om at undre dig over noget ved dig selv. Det har vi alle prøvet.

Du nævner selv nogle ting, der kan være årsag til det og jeg tænker, at du sagtens kan bruge noget tid på at undersøge kost mm. Måske kunne det også være en god ide at tage forbi din læge, så du kan finde ud af, om du fx mangler nogle vitaminer i din krop. Det kan nemlig godt gøre én virkelig træt.

Derudover har jeg bare lyst til at sige til dig, at måske er det bedste for dig - altså lige nu - at acceptere at være lige præcis der, hvor du er. Hvor du ikke er den 100% energiske person, det lyder som om, du gerne vil være? Som du selv nævner, så er alle folk forskellige. Også med hensyn til energi. Mon du har hørt om betegnelsen introverte og ekstroverte? For det kan også være, du er en introvert person, som betyder at du bruger mere energi på at være 'på' og har mere brug for at 'lade de sociale batterier op', end en ekstrovert. Mindhelper har lavet en rigtig god artikel om at være introvert, som du måske kan have glæde af at læse: https://mindhelper.dk/identitet/indadvendt-det-er-cool-nok/

Hvis jeg lige skal tænke højt, så kan det måske også stjæle energien at prøve at være en type, du ikke er? Jeg har virkelig stor forståelse for, at bestemte typer virker mere anerkendte end andre og at det nemt kan virke kedeligt at være den 'afdæmpede (eller hvad du er). Men det du er er 100% som du skal være.

Det kan godt være, det lige tager et stykke tid at finde ud af, hvad der virker for at forstå din mangel på energi og det er fuldstændig naturligt og helt normalt. Så fortvivl ikke, hvis du bliver utålmodig. Måske kan du få mere energi, hvis en undersøgelse viser at du faktisk mangler vitaminer. Måske handler det om at du bedre forstår egne behov. Jeg er sikker.

Jeg håber mit svar har givet dig lidt at arbejde videre med.

Jeg sender dig et stort knus

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program