Væk hjemmefra
Væk hjemmefra
Jeg kan ikke holde ud at bo hjemme længere. Min far og stedmor skændes hele tiden og det går også ud over mig. De har helt urealistiske forventninger til mig. De truer med at smide mig ud hvis jeg ikke tager mig sammen men jeg aner ikke hvad det er jeg skal tage mig sammen med for klarer det fint i skolen. Det er bare lidt som om alt skal gå ud over mig fordi de selv fucker alting op. Det har været sådan siden jeg var 12 og jeg orker ikke mere nu. Jeg overvejer at stikke af. Kan man få hjælp til at få et sted og bo af kommunen for kan ikke bo ved min mor. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre????
/Den anonyme
Kære dig,
Tak for dit brev. Hvor er du bare sej, at du rækker hånden ud for at få hjælp. Det kræver rigtig meget mod.
Det lyder virkelig ikke rart, at der er mange skænderier hjemme os jer – og du oplever, at det går ud over dig. Du skriver, at din far og stedmor truer med at smide dig ud. Det tænker jeg kan føles stressende og utrygt ikke at vide, om man har et sted at sove. Når man er under 18 år, har ens forældre ansvaret for at skabe nogle rammer, så man har et trygt hjem. Sådan lyder det ikke til at være hjemme hos dig lige nu.
Du skriver, at det har været sådan hjemme hos dig, siden du var 12 år. Jeg kommer til at tænke på, om der mon skete noget anderledes hjemme hos jer. Noget der gjorde, at det ligeledes pludselig ændret sig? Jeg kommer også til at tænke på, om der er nogle voksne omkring dig, der er opmærksom på, hvordan du har det? En som du kunne tænke dig at tale med. Det kan eksempelvis være et nært familiemedlem, en lærer eller en voksen fra klubben? Når jeg skriver det til dig, er det fordi, du fortæller om nogle meget svære ting der sker i dit liv, som du ikke skal gå rundt med alene – derfor synes jeg også, det er så godt, at du har haft mod til at skrive til os.
Der er flere forskellige måder, at få hjælp på, når det er svært derhjemme. Det er kommunen, der vurderer i samarbejde med den unge og familien, hvilken hjælp der kan tilbydes. I tilfælde af, at kommunen vurderer, at den unge ikke længere kan bo hjemme, finder de et sted, hvor den unge kan blive anbragt.
I Herlev finders der en Ungerådgivning, hvor man kan komme helt anonymt og få talt om det, som man har på hjertet. De kan hjælpe med at kontakte kommunen, hvis man har brug for det. Hvis forældre og børn har lyst, tager de også snakke med dem omkring de ting, der kan fylde derhjemme - og forsøger at hjælpe med hvordan det kan blive anderledes. De har åben hver torsdag mellem kl. 15.00-18.00 og holder til i Herlev Bygade 50C. Man kan komme uden at have bestilt en tid. Man er også velkommen til at ringe til dem eller sende en sms på 51 70 67 86.
I tilfældet af at du kommer til at stå i en akut situation, hvor du er blevet smidt ud hjemmefra, er der et børne-ungekrisecenter, Joannahuset, hvor børn og unge, der har brug for hjælp, døgnet rundt kan ringe eller møde personligt og få omsorg, rådgivning og husly. Deres telefonnummer er 25 75 75 58. Adressen er Store Søndervoldstræde 2, 1419 København (Christianshavn)
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber der bliver fundet en løsning, der kan give dig mere ro i hverdagen.
Masser af gode tanker fra Ungerådgiveren