Hvad skal jeg?

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg?

brevkassespørgsmål af
Tanja
21 år
Oprettet 2 år 1 måned siden

Hej. Jeg har længe gået med tanker om jeg skal prøve at skrive herind og få et godt råd. Så det prøver jeg nu. Jeg er 21 år, holder sabbatår hvor jeg arbejder fuldtid. Jeg bor i egen lejlighed med min kæreste, så jeg er økonomisk afhængig af mit arbejde. Problemet er, at jeg det sidste halve årstid har haft svært ved at overskue mit arbejde. Jeg arbejder med mennesker, og det er mit 2. sabbatår jeg holder. Hver søndag aften har jeg ondt i maven, har tankemylder og ender tit med at sidde på sofaen og græde, fordi jeg ikke synes jeg kan overskue tanken om, at skulle op og på arbejde. Jeg har søde kolleger på arbejdet, så intet der - men det handler om mit eget selvbillede. Jeg prøver konstant at finde mine egne fejl, er meget selvkritisk, dvæler meget ved den mindste ting og tager tit ting personligt. De andre på mit arbejde, ved ikke at jeg har det sådan, da udadtil virker smilede og pligtopfyldende (det har jeg fået af vide). Men det fylder meget for mig - jeg ved ikke om jeg burde gå ned i tid, skifte job eller bare 'blive i det'? Jeg vil gerne søge på uddannelse til september, så der er alligevel en del tid for mig, at arbejde i herude endnu. Hilsen Tanja.

Svar: 

Kære Tanja

Mange tak for dit brev. Jeg er glad for at du fik lyst til at skrive herind efter en længere overvejelse. Jeg har nemlig lidt forskellige tanker og overvejelser, som jeg gerne vil dele med dig.

Du skriver, at du søger et godt råd til, om du burde gå ned i tid, skifte job, eller blive i dit nuværende. Det ville for mig være svært at sige, at du burde gøre det ene, andet eller tredje. Den beslutning stoler jeg absolut på, at du selv kan træffe.

Når det så er sagt, så er der flere ting i dit brev, som jeg lægger særligt mærke til. Du fortæller først, at du har svært ved at overskue dit arbejde. Men grunden til det, synes jeg er lidt uklar, ud fra dit brev. Du skriver ikke noget om, at arbejdets indhold for eksempel er for hårdt for dig, eller at arbejdsmiljøet er dårligt. Du nævner endda at have gode kollegaer, som ofte roser dig, hvilket jo er positivt.

Derimod så fortæller du om dit selvbillede: at du prøver at finde fejl ved dig selv, er selvkritisk, tager ting personligt og så videre – og at dette fylder meget på en negativ måde for dig. Så, hvis jeg skulle tolke på dit brev, så tror jeg nærmere at det er din vurdering af dig selv, der skaber nogle udfordringer for dig, fremfor selve jobbet.

Måske er det derfor dit selvværd vi skal fokusere på, fremfor dit job? Du skriver, at du hver søndag aften har ondt i maven og tankemylder ved tanken om at skulle på job. Sådan synes jeg faktisk ikke du skal have det.

Selvværd er en beskrivelse af den generelle vurdering, vi laver af os selv som mennesker, hvor man i bund og grund vurderer, om man kan lide sig selv, og om man er god nok. Selvværd kan blandt andet knyttes op på forskellige parametre, fx om man gør det godt i skolen, som kæreste, som håndboldspiller, eller hvad det nu kan være. Ud fra dit brev, så tyder det for mig på, at du har problemer med et lavt selvværd. Det kan heldigvis forandres, og der er visse ting, du selv kan prøve. Jeg tænkte i øvrigt på, om du taler med din kæreste eller venner om de følelser du har omkring dig selv? Måske din kæreste kunne hjælpe dig på vej til at tænke en smule anderledes om dig selv.

Noget, der måske kunne hjælpe er, at udfordre de tanker, der af og til kan dukke op. Altså, at du kan stille spørgsmålstegn ved, om det egentlig er 100% sådan det er, når du laver en negativ vurdering af dig selv. Måske andre – din kæreste fx - ville vurdere dig anderledes? Jeg tror personligt, at vi ikke altid skal stole på det vi selv tænker. Vi mennesker har nemlig af og til en tendens til at være meget upræcise, når vi skal vurdere os selv. 

Hvis du har en tendens til at finde mange fejl hos dig selv, kunne du eventuelt også træne dig i at lede efter dine styrker. Dem er jeg helt sikker på, at du også besidder mange af, selvom det til tider kan være svært, selv at få øje på. Det er selvfølgelig noget man skal øve sig på. Mindhelper har lavet en ret god artikel med nogle gode råd til hvordan man kan arbejde med sig selv: https://mindhelper.dk/identitet/lavt-selvvaerd/

Jeg ved godt at jeg ikke svarer dig på hvad du skal gøre, i forhold til arbejdet. Men som jeg skriver, så forstår jeg din situation, som noget der handler om mere og andet end dit arbejde, og derfor tænker jeg også løsningen skal findes et andet sted.

Jeg håber at svaret kunne bruges. Hvis der er noget du kommer til at tænke yderligere på, er du meget velkommen til at skrive herind igen. Pas på dig selv.

Mvh Jeppe 

cyberhusebbes billede
Jeppe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program