Kære du,

Tak fordi du skriver. Det kræver mod at sætte ord på noget, der føles så tungt. Når jeg læser dit brev, får jeg en klar fornemmelse af, at du føler dig meget alene – også selvom du bor sammen med din familie. Og ja, det er helt muligt at føle sig ensom midt i sit eget hjem.

Men du har allerede gjort noget vigtigt: Du har prøvet at sige det højt. Det viser, at du mærker dig selv og gerne vil have det anderledes. Det gør en forskel – selvom det ikke føles sådan lige nu.

Jeg kan godt forstå, du føler dig overset, især når dine forældre bare siger, at "det er normalt i teenageårene". Det kan komme til at lyde som om, dine følelser ikke tæller – men det gør de. Det her handler ikke bare om hormoner. Det handler om at mangle kontakt og blive set.

Du er ikke alene om at have det sådan. Mange unge oplever det samme, og det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Du rummer meget mere end den ensomhed, du føler nu.

Hvad kan du gøre?

- Skriv det ned til dine forældre måske gennem et brev.. Nogle gange kan det være lettere at blive hørt, hvis man skriver sine tanker ned og giver det til dem. Det kan give dem tid til at læse og forstå uden at afbryde eller bagatellisere.

- Tal med en anden voksen du har tillid til. Det kan være en lærer, en pædagog, en nabo eller en vens forælder. Det er ikke kun forældre, der kan give én følelsen af at være set.

- Lav små pauser til dig selv, hvor du gør noget, der giver dig ro eller glæde. Det kan være musik, at skrive dagbog, tegne, læse, eller noget helt andet. Det er ikke en løsning i sig selv, men det kan være en måde at skabe plads til dig selv på i hverdagen.

Du har allerede taget første skridt ved at række ud. Det er stærkt, og det viser, at du ikke har givet op. Der er håb og du kan godt få det anderledes.

Varmeste hilsner,

Samara fra Cyberhus