Kære du

Tak for dit brev her i brevkassen. Når jeg læser dit brev, så får jeg på fornemmelsen, at der er to ting, som du egentlig er i tvivl om. Det ene er, hvordan du kan tale med din far om, hvordan du har det, men jeg får også en fornemmelse af, at du efter snakken med din far også er i tvivl om, hvordan du kan vide, om det her er en fase eller ej. Derfor vil jeg prøve at svare lidt på begge dele, og jeg starter med at dele lidt af mine tanker omkring det her med "faser" først.

Det er rigtigt, at der er nogle transkønnede, som gennemgår en "detransition", og altså på et tidspunkt igen identificerer sig med det køn, de fik tildelt ved fødslen. Men der er også mange, og af hvad jeg ved så er det faktisk flertaller af transkønnede, som ikke gennemgår en "detransition". Når begge ting kan ske, så kan jeg godt forstå, at man kan komme i tvivl, om det bare er en "fase", man selv gennemgår. Desværre tror jeg ikke, at man kan vide det. Ingen af os ved, hvordan vi har det, hvad vi laver, eller hvordan vi identificerer os om 5, 10, eller 15 år. Vi er alle mennesker, og vi udvikler os hele tiden. Vi bliver klogere på os selv, på andre og på verden hver eneste dag, og derfor tror jeg ikke, at vi kan vide os helt sikre på noget omkring os selv.

Når det så er sagt, så tænker jeg alligevel, at det er misvisende at kalde det for en "fase" for dem, som gennemgår en "detransition". Jeg kan i hvert fald godt forstå, at man kan føle sig ramt af det, fordi når man kalder det en fase, så kan det hurtigt komme til at lyde som om, at det bare lige er en idé, man har fået, eller som noget man vokser fra, når man blive ældre, som om det ikke er ægte. Og det er skørt, for det er ægte. Også selvom man ikke kan vide, at det er sådan, man vil identificere sig hele ens liv. Jeg tænker f.eks. heller ikke, at man vil tænke, at et ægteskab blot var en fase, selvom det måske ender i en skilsmisse. Ting kan være ligeså ægte, betydningsfulde, og vigtige ,selvom de ikke varer evigt, som hvis de gjorde. Da vi ikke ved, hvad der varer evigt, og hvad der ikke gør, så tænker jeg, at det bedste vi kan gøre, det er at følge vores mavefornemmelse og gøre det, som føles rigtigt for os på et givent tidspunkt. Så hvis du lige nu identificerer dig som en dreng, gerne vil tiltales han/ham/hans, have kort hår og kaldes et andet navn, så synes jeg, at det er det, du skal gøre.

Dit egentlige spørgsmål handlede om, hvordan du kan tale med din far omkring de ting, du ønsker. Og umiddelbart så lyder det for mig til, at du har et ret fint forhold til din far, og at I kan tale sammen om de lidt mere sårbare ting? Hvis det er rigtigt, så er mit bedste råd til dig faktisk "bare" at fortælle ham, hvordan du har det. Fortæl ham, hvad du ønsker, og hvorfor. Fortæl ham, at det gør dig ked af det, når han kalder din kønsidentitet en fase, og hvad du har brug for fra ham i stedet for. Når jeg så alligevel skriver "bare", så er det fordi, at jeg faktisk ikke tænker, at det er noget, som bare lige er simpelt. Det er super sårbart at skulle åbne op omkring sådan nogle ting. Hverken dig eller mig kan vide, hvordan han vil reagere, og det er helt forståeligt, hvis det gør det lidt skræmmende. Alligevel tror jeg på, at den bedste vej fremad for dig, det er at være ærlig, og så måske være åben overfor de spørgsmål, din far har. For det kommer nok uanset hvad til at være lidt svært for ham at forstå, samt kræve lidt for ham at vende sig til at skulle bruge andre pronouns og kalde dig et andet navn. Det vil formentlig glippe for ham engang imellem, og han vil begå fejl og sige ting, der måske kan være svære for dig at høre. Men lige præcis derfor tror jeg, at det er vigtigt, at du tør tale åbent om, hvordan du har det. Jeg håber på, at I ved at være nysgerrige på hinanden sammen kan finde vej i en tid, som kan være meget forvirrende.

Slutteligt har jeg lyst til at sige, at uanset om din far (eller andre for den sags skyld) forstår og accepterer dig, så ændrer det ikke på, at du er den, du er. Hvis du identificerer dig som en dreng, så er det ikke så vigtigt, hvad andre tænker. Du bliver ikke mindre en dreng af, at andre ikke nødvendigvis forstår det. Det kan dog være rigtig ensomt, hvis man ikke føler sig forstået og accepteret, og derfor vil jeg lige nævne, at det måske kan være en idé at kigge forbi LGBT+ Danmark, som både har rådgivning og netværksgrupper, hvor man kan tale med nogen, som kender meget mere til det, du gennemgår lige nu. Du er nemlig ikke alene.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber, at du kan få talt ud med din far. Hvis du har flere tanker eller andre spørgsmål, så er du altid velkommen til at kigge forbi brevkassen igen eller at tage et smut forbi vores anonyme SMS-rådgivning.

Jeg ønsker dig ALT det bedste!

Store knus,

Dagmar