Klar afklaring på fremtiden

brevkassespørgsmål

Klar afklaring på fremtiden

brevkassespørgsmål af
DepressedAsFuck!
18 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Jeg er en 18 årig ung fyr som lider af Autisme, OCD, en slags form for social angst (dog ingen diagnose stillet) og har en del despressive episoder stort set hver dag. Ved dog ikke helt om dette er det rette sted at stille sådan et spørgsmål, men prøver anyway da det var det bedste jeg lige kunne finde. Jeg er heteroseksuel og vil i bund og grund rigtig gerne have en sød pige i mit liv men tænker at det evt. kan være en umulighed for mig og om der så er andre ting i mit liv der kan fylde det ud. Vil dog lige sige at jeg har interesser og hobbyer i mit liv og har planer og fremtidig uddannelse så det er ikke fordi der slet ikke er nogle værdier og noget der betyder noget i mit liv Grunden til at jeg tænker at det måske desværre bare er umuligt for mig at finde en kæreste ude i fremtiden ligger der flere faktorer i men der er 2 jeg vil mene er forholdsvis "altafgørende" og det er min Autisme og min lave højde (175 cm på en god dag) der er nok en del der vil tænke at det ikke er specielt lavt taget i betragtning af at gennemsnitshøjden er ca. 181 cm bland mænd og ca. 167 cm blandt kvinder i dagens Danmark i forhold til hvad jeg har googlet mig frem til og men jeg føler mig rimelig lav alligevel og har en opfattelse af at kvinder er MEGET kræsne vedr. højden. min Autisme indebærer problemer med at aflæse andre mennesker f.eks. mht. kropssprog og ansigtsmimik jeg føler dog ikke jeg har svært ved humor og ironi og sarkasme og vil endda beskrive mig selv som en til tider forholdsvis humoristisk (specielt sort humor) og ironisk og sarkastisk. Jeg har meget svært ved øjenkontakt, jeg er skide ring til smalltalk (syntes jeg i hver til fald selv) og synntes også ofte det kan være kedeligt og spild af tid, jeg er heller særlig god til at snakke med ny-mødte mennesker og når jeg taler med dem er samtalen primært omkring en fælles interesse eller lign. så det er to "handicaps i mine øjne og ting jeg ikke kan ændre og stiller egentlig slet ikke spørgsmål tegn til den højde jeg har har fået da min mor kun er 160 cm og min far også er omkring 175 cm lige som mig. man kan jo sige at jeg kan lære at kompansere for diverse autisme problemtikker hvilket jo også i lav grad har lært at gøre på nogle punkter men føler ikke det hjælper så meget da min hjerne bare er skruet sammen som den er og har desuden også accepteret min autisme og har egentlig ikke noget imod at den er der man er jo som man er. Og en del mennesker bliver ved med at sige "jamen der er jo en der ude til alle" NO det er der altså ikke det er bare kold og kedelig fakta at der ikke er det og det tror jeg også mange kan se med deres egen logiske og fornuftige sans (det kan jeg i hver til fald) jeg er lidt i borderline-tilstand i og med at jeg grænser mellem om det er muligt for mig at finde kærlighed i livet eller ikke og hvis det ikke er en mulighed for mig er det også noget jeg godt vil kunne leve med men har bare brug for en konkret konklusion nu og her hvis i kan give mig det fordi jeg er den slags person der ikke er så glad for bare at vente og se og har det bedst med at have tingene sat på plads på forhånd. Ps. undskyld den dårlige opsætning (er ikke ret god til kommatering) og undskyld brevet måske er pænt langt men havde brug for at få det hele med

Svar: 

Kære du

Tusind tak for dit fine brev! Det gør slet ikke noget, at det er langt, for jeg kan godt forstå, at du havde brug for at få alle dine tanker med. Ofte hjælper det at skrive det ned, når man går og bekymrer sig om noget, og jeg håber, at det også har hjulpet dig. Jeg kan være en smule i tvivl, om jeg kan give dig et svar, som er så sikkert, som det du ønsker, men jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig så godt, som jeg kan. Jeg forstår nemlig godt, at det er en frustrerende situation at stå i, fordi der for rigtig mange mennesker er så meget usikkerhed forbundet med dating og kærlighed. Det kan føles uendeligt og umuligt at finde en, som man kan lide, og som gengælder ens følelser, og det er helt okay at være irriteret over det.

Du fortæller i dit brev, at folk har sagt til dig, at der er en derude til alle, men at du ikke tænker, at det er sådan. Det er helt okay, for vi har ikke allesammen den samme opfattelse af kærlighed, men jeg tror, at de, som har sagt det her til dig, har sagt det, fordi det er det, som de selv tror på. Når I så ikke tror det samme, så er det måske fordi, I tænker nogle forskellige ting omkring, hvad kærlighed er? Nogle mennesker tror f.eks. på sjælevenner, hvor man tror, at der er 1 person for alle, imens andre ser kærlighed, som noget man kan opleve med mange mennesker, fordi kærlighed for dem er, når man har fundet en, som man ønsker at bruge sin tid sammen med, og som gør en glad. Jeg tænker på, om du har gjort dig nogle tanker om, hvad du tænker om kærlighed? Og måske også om du har gjort dig nogle tanker om, hvad det er du søger, når du gerne vil finde en kæreste? Jeg tror i hvert fald, at det er en god idé at prøve at finde ud af med dig selv, hvordan du gerne ville have, at en kæreste var. Så er det måske også nemmere for dig at finde ud af, om det er noget, som du tror, at du kan finde?

Jeg må nok indrømme, at jeg er lidt den samme type, som dem du har snakket med det her om før. For jeg tror også på, at vi alle kan finde en, som vi elsker, og som vi gerne vil være kærester med. Derfor tror jeg også på, at det er realistisk, at du kan finde en. Du skriver i dit brev, at du føler, at din højde og din autisme gør det vanskeligt, og det kan jeg godt forstå. Jeg tror og håber ikke, at de fleste er så kræsne, at det er et kæmpe problem, at du er omkring 175 cm høj, da det som du selv siger, faktisk er meget tæt på gennemsnitshøjden. Men der er måske nogle, som er så kræsne. Så tænker jeg til gengæld også, om mennesker, hvor højde betyder så meget, er nogen, du faktisk har lyst til at være kærester med?

I forhold til din autisme, så har du ret i, at det ikke er alle, som vil kunne forstå og acceptere, at du er, som du er. Men at noget er svært er i mine øjne ikke det samme som, at det er urealistisk. Der er måske også folk derude, som faktisk vil synes, at lige præcis din måde at være på er enormt sjov og dejlig og fantastisk? Jeg kommer f.eks. i tanke om, at jeg læste en artikel med en amerikanske kvindelig komiker kaldet Amy Schumer, som er gift med en mand med autisme. Sådan som jeg husker det, så sagde hun, at det lige præcis var hans væremåde, som var takket være hans autisme, som hun elskede allermest ved ham. Hun var helt vild med, at han var direkte og konkret tænkende. Så derfor tror jeg på, at det kan lade sig gøre at finde en, som vil elske de ting ved dig, som nogle andre måske ikke forstår.

Du skriver, at du kan forsøge at lære at kompensere for nogle af de ting, som du på grund af din autisme har svært ved, og at du allerede gør det på nogle punkter, og det er helt okay at gøre det, hvis det er det, som du har lyst til. Men jeg synes også, at det er okay at sige, at du er den, som du er, og at du ikke har lyst til at ændre på dig selv. Der er så mange mennesker, som har små udfordringer, som man kunne ændre på, hvis man havde lyst, og der er rigtig mange, som har det svært i sociale situationer. Mange mennesker har svært ved øjenkontakt, at smalltalke og at møde nye mennesker. Nogle mennesker får en diagnose, som forklarer, hvorfor de oplever de vanskeligheder, som de gør, imens andre kaldes "generte" eller "lidt akavede". Nogle vælger at forsøge at blive mere udadvendte og bedre til at møde nye mennesker, imens andre holder fast i, at det nu engang er den person, som de er, og at det er okay. I mine øjne så har du det samme valg, så hvis du skal ændre noget ved dig selv eller din måde at være på, så gør det fordi du lyst, eller fordi du føler, at det vil hjælpe dig på en måde, som du godt kunne tænke dig.

Du skriver, at du har brug for en konklusion på det hele nu og her, og tro mig, hvis jeg kunne give dig det, så ville jeg, men det tror jeg ikke, at jeg kan. For jeg tror, at det er en beslutning, som du selv bedst kan tage. Jeg tror, at du bliver nødt til at spørge dig selv, hvad du har allermest lyst til at gøre. Har du lyst til at prøve at møde nogle mennesker, og se om der opstår romantiske følelser, eller har du det bedre med at lukke det kapitel og så fokusere på alt det andet i dit liv, som giver dig glæde? Det kan også være en mellemting mellem de to, hvor du ikke længere vil lede aktivt efter en kæreste, men hvor du er villig til at give det en chance, hvis du en dag får lyst alligevel? Valget er dit, men hvis du vælger, at du gerne vil forsøge dig med dating og sådan noget mere, så tænker jeg, om det f.eks. kunne give mening at søge nogle råd eller erfaringer hos andre med autisme? Måske der findes nogle netværksgrupper for unge på din egen alder? Måske på facebook eller gennem nogle organisationer? Det kan også være, at du kender nogle i forvejen, som du måske kan søge lidt erfaring hos? Jeg ved også, at der findes en Facebook gruppe, hvis fokus er dating blandt danskere med autisme. Måske det kunne være noget for dig?

Jeg håber, at mit svar kan være en lille hjælp på vej mod en afklaring, men hvis du stadig føler dig vildt forvirret, eller hvis du måske synes, at det kunne være rart at tale med nogle om alle dine tanker, så er du meget velkommen til at kigge forbi vores chat, hvor du kan få en helt anonym snak, bare dig og en af vores søde rådgivere. Uanset hvad, så ønsker jeg dig så meget held og lykke med det hele!

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program