Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Retainer bøjle

brevkassespørgsmål

Retainer bøjle

brevkassespørgsmål af
Mathilde
21 år
Oprettet 2 år 1 måned siden

Hej Jeg har har haft retainer bøjle på i ca 7 år. (Havde inden det, togskinner og ganebøjle i 1,5 år pga overbid) For to år siden var min bøjle faldet af min ene fortand og der var kommet et lille mellemrum mellem mine fortænder. Jeg tog til tandlægen og fik sat den fast igen, de havde meget svært ved at få det til at hænge fast, men efter at have hevet og flået i mig sad den der til sidst. Siden da har mine tænder rykket sig en del, og den ene fortand hælder lidt ud af munden og ser derfor kortere ud end den anden. Jeg tog til en bøjletandlæge og han kunne se at retainerbøjlen var helt skæv og buet og derfor skubbede til mine tænder. Han anbefalede at jeg fik taget bøjlen af og fortalte at mine tænder ville sætte sig tilbage på plads. Men jeg er bange for at de rykker sig helt tilbage til overbiddet og jeg pludselig skal bruge mange penge på en bøjle jeg ikke har råd til. Har i nogen gode råd til mig eller kender til andres erfaringer med dette? Mvh. Mathilde

Svar: 

Hej Mathilde, 

Tak for dit spørgsmål.

Sikke en uheldig situation du er havnet i, det er jeg godt nok ked af at høre! 

Det lyder helt bestemt som om, at den pågældende tandlæge du har været hos har fået sat retainertråden således, at den nu er aktiv (dvs. kan rykke på tænderne) og ikke passiv (holder tændernes position).

Årsagen til at man efter endt bøjlebehandling anbefaler livslang retention af biddet med retainertråde, er fordi tænderne rykker sig livslangt og tænder, som er rettet ud af deres oprindelige position har tendens til at ville rykke sig mere. Så du gjorde det helt rigtige med at få repareret din retainertråd da den gik løs. 

Jeg vil helt klart anbefale dig, at få fjernet den pågældende retainertråd for den må ikke være aktiv. Og du har allerede oplevet konsekvenserne heraf.

Man kan så håbe således som bøjletandlægen siger, at dine tænder rykker sig tilbage igen. Du skal ikke være nervøs for at du får et stort overbid igen, da der skyldes kæbernes vækst. Og selvom du stadig vokser lidt så vil det ikke have nogen betydning. Det du vil opleve når retainertråden fjernes er tandforskydning, og det kan være svært at forudse i præcis hvilken retning og hvor meget. Det lyder som om, at du har plads til at den lille fortand kan komme ud på plads igen, og tunge vil være med til at presse tanden udad når retainertråden fjernes. Jeg vil dog klart anbefale dig, at du går regelmæssigt hos en bøjletandlæge under forløbet. Tag også gerne nogle billeder af tændernes stilling før retainertråden fjernes, for på den må kan du bedre følge ændringerne. Og ligeså snart du synes at tandstilling er forbedret - du kan nok ikke regne med at det bliver 100% som før, så skal du have bøjletandlægen til at sætte en ny retainertråd på dine tænder. 

Hvis du ikke er utilfreds med din nuværende tandstilling, altså at den lille fortand ser lidt kortere ud og hælder indad, så kan du også få taget den nuværende retainertråd af og påsat en ny passiv med det samme. Så holder du bare den tandstilling du har nu. 

Jeg håber at du kan bruge mit svar. Held og lykke og jeg krydser fingre for et godt resultat :) 

Mange hilsener 

Mia, tandlægen 

Mias billede
Mia fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program