Efterskole rommies
Efterskole rommies
Hej. Jeg har gået på efterskole i en uge nu og jeg bor sammen med to andre piger. De laver ingenting, de roder, og er oppe hele natten. Mens jeg bare prøver at rydde op i mine ting på værelset ligger de bare i deres seng med deres telefon. De roder virkelig meget og vi har allerede fået en streg, hvis man få 3 streger skal man gøre rent et sted på efterskolen. Jeg rydder hele tiden op men det vil gå ud Over os alle tre hvis vi for de 3 streger. Jeg prøver at sige noget til dem men de ignorere mig bare. Håber du kan hjælpe mig . Caroline
Hej Caroline,
Det lyder da bare mega træls! Det kan jeg godt forstå du er træt af.
Jeg vil foreslå dig at prøve at snakke med dem igen. Hvis de fortsætter med at ignorere dig og stadig ikke lytter må du tage konsekvensen og sige til en af lærerne, at det ikke fungerer. Så kan læreren nok hjælpe dig med at tale med dem. Og kan I tale jer tilrette, vil det være det allerbedste. For jer alle sammen. For der skal nemlig være plads til jer alle sammen, og det skal være rart for jer alle tre at være der. I er nødt til at finde et kompromis, som I alle kan være i. Det vil højst sandsynligt betyde, at både du og de skal give jer lidt, så I kan finde et sted at mødes. Men kan I det kan det sikkert også blive rigtig godt.
Hvis det er helt slemt, eller hvis du føler det ikke rykker noget at tale med dem og med lærerne kan du også overveje at bede om at blive flyttet til et andet værelse. Det er en noget større operation, og det er ikke sikkert, at skolen vil imødekomme det. Men hvis du føler det kunne give mening kan du overveje det.
For hvis ikke det fungerer med dine roomies kan det risikere at blive et meget langt og meget træls år på efterskolen. Og det ville være super ærgerligt. For året på efterskolen skulle gerne være et af de fedeste i dit liv.
Jeg håber du finder en god løsning!
Mange hilsner,
Siv