Sex og p-stav

brevkassespørgsmål

Sex og p-stav

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 2 måneder siden

Hej jeg har 2 spørgsmål 

Det ene er at jeg føler mig klar til at have sex men er aligevel bange fordi jeg ville synes det være så akavet hvis jeg blødte eller at det gjorde så ondt at jeg ikke kan holde det ud, er der nogle ting man kan gøre så det ikke sker, nogle af mine veninder siger jeg skal begynde at bruge den børste når jeg onaner for så vender jeg mig til det og så gøre det ikke ondt når jeg har sex første gang, er det rigtig? 

Det andet er angående p-stav min mor siger jeg skal have p-stav fordi jeg ikke kan tåle p-piller men jeg vil egentlig bare gerne  vide hvordan det foregår 

Svar: 

Hej du

Tak for dine to spørgsmål. Det er helt naturligt at være nervøs for ens første gang, også selvom man egentlig føler sig klar til det. Og det er helt naturligt at være bekymret for, om det bliver akavet, om man bløder, og om man kan holde det ud. Som udgangspunkt kan jeg naturligvis ikke give dig nogen konkrete svar på nogen af disse bekymringer, men jeg vil meget gerne forklare lidt generelt om, hvad ens første gang kan indebære, og hvad man kan gøre sig af forarbejde for at få det bedste ud af sin første gang.

Helt generelt er det ofte lidt mere besværligt og akavet at have sex de første par gange, end hvad man måske umiddelbart havde forestillet sig, og det kan kræve lidt tålmodighed at få til at fungere, så det er dejligt for både dig og din partner. Men heldigvis bliver sex også tit bedre i takt med, at man bliver mere erfaren, og det kan kræve flere forsøg, før man helt præcist finder ud af, hvad man kan lide. I den forbindelse kan det være en god idé at snakke med din partner om, hvad I hver især kan lide, og om det er noget, I har lyst til at udforske med hinanden. Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at røre ved og mærke dig selv forneden eller bruge et spejl til at kigge for at lære dit underliv bedre at kende og finde ud af, hvad du måske kan lide og ikke lide.

Du skriver også, at du er nervøs for, om du bløder ved din første gang, og at du er bange for, om det vil gøre ondt. Begge dele er meget individuelle og afhænger af mange forskellige ting. 

Man kan bløde under samleje af flere forskellige grunde. Men ved ens første samleje skyldes en blødning typisk rifter i det, der kaldes jomfruhinden. Jomfruhinden er egentlig ikke en hinde i den forstand, at der ligger "noget" hen over skedeåbningen. I stedet er det en slimhindefold, der ligger som en krans indvendigt omkring skedeåbningen. Den varierer i størrelse fra kvinde til kvinde, og under ens første gang kan der opstå små rifter i slimhinden, som kan bløde, fordi slimhinden udvides. Det er ikke noget, der er farligt, da slimhinden er elastisk og derfor vænner sig til det. 
Man kan dog også senere hen opleve små pletblødninger under eller efter samleje som følge af små rifter i slimhinden i skeden. Disse kan opstå, eksempelvis hvis din partner er meget stor, eller hvis du ikke selv har været våd nok, da han er trængt op i dig. Det er helt normalt, og kun hvis du oplever at få små blødninger meget ofte eller vedvarende blødninger efter samleje, kan det være en god idé at tage forbi lægen for at finde ud af hvorfor.

Du beskriver, at du er bange for, at det vil gøre ondt at have samleje første gang, og du spørger om, hvorvidt du kan bruge din hårbørste til at onanere for at "vænne dig til det", så det gør mindre ondt. På den ene side kan det godt give mening at onanere med noget, hvadenten det er sexlegetøj eller en hårbørste, for at blive mere tryg ved, at der kommer noget op i din skede. Du skal blot huske at gøre hårbørsten eller sexlegetøjet rent inden brug og eventuelt bruge et kondom udover hårbørsten. På den anden side kan der være mange forskellige grunde til, at man synes, det gør ondt at have samleje første gang. Ofte oplever man, at det gør ondt, fordi man er nervøs og ikke får slappet nok af. Det kan gøre, at man spænder i bækkenbunden, og det kan i den forbindelse være en god idé at huske at trække vejret helt ned i maven, så man kan få slappet af imens. Man kan også opleve, at det gør ondt at have sex, fordi man ikke er våd nok. Her kan du bruge glidecreme både til når du rører ved dig selv, og når du skal have sex med din partner, for at gøre det mere behageligt for dig.

Fordi man kan opleve, at det gør ondt at have samleje af de to ovennævnte grunde, så vil det heller ikke nødvendigvis være behageligt at onanere med en genstand eller sine fingre. Det kan være, at man bliver mere tryg ved det, jo flere gange man prøver det, og det derfor bliver mere behageligt. Men det kan også være, at du ikke bryder dig om at onanere selv. Det er helt normalt, og tit føles det meget anderledes at få finger af eller have sex med sin partner, end når man gør det selv.

Jeg kan godt forstå, at du kan være bekymret for din første gang. Når vi bekymrer os kan det nemlig forstås som en måde, hvorpå vi prøver at ruste os til det, der kan ske i fremtiden. Når vi tænker tanker om fremtiden prøver vi nemlig ofte at finde løsninger på scenarier, som, vi forestiller os, kunne opstå, så vi kan være forberedt på dem. Det er dog ikke ensbetydende med, at alle disse scenarier vil opstå, og nogle gange kan det give god mening bare "at kaste sig ud i det". Netop sex er en af de ting, hvor det kan give god mening ikke at tænke for meget over det, når det skal ske, fordi ens bekymringer ofte ikke bliver til virkelighed. Her er det mere vigtigt, at du er sammen med en partner, som du føler dig tryg ved, for så kan I måske bedre få fortalt hinanden undervejs, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Så kan I justere lidt, så det bliver behageligt for jer begge.

I forhold til prævention kan du læse om p-stave på Sexliniens hjemmeside. Her beskrives det kort, hvordan din læge kan indsætte p-staven ved hjælp af en meget tynd nål, mens du er lokalbedøvet i det område, p-staven indsættes i. Her kan du også finde flere informationer omkring p-stave og prævention generelt.

Jeg håber, jeg har fået svaret ordentligt på dine spørgsmål, og at du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program