Er man bøsse? Hvad skal man stille op?

brevkassespørgsmål

Er man bøsse? Hvad skal man stille op?

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 2 år 4 måneder siden

Dengang jeg gik i folkeskolen og var Ca 13-14 år var mig og min (gamle) bedste kammerat ret nysgerrig omkring det med sex men vi havde ikke en kæreste og havde det entlig ret svært med at få pigens kontakt og havde derfor ikke muligheden for at udforske det på det køn vi var tiltrukket til så ente det med at vi havde analsex og oralsex med hinanden (det fortsatte i ca 1 år turde ikke sige fra til sidst fordi så blev han bare sur) . (fortryder det meget den dag i dag) er virkelig bange for hvis min kæreste finder ud af det om hun så bare skrider eller syntes at jeg er klam... Får os nogle rigtig træls flashback omkring det engang imellem selvom jeg er 19 nu... Er det forkert? Er man så bøsse? Hvad burde man stille op?

Svar: 

Hej Anonym 

Lad mig lige starte med at sige at du ikke har gjort noget som helst forkert. Jeg kan godt forstå at de her tanker fylde rigtig meget for dig, og jeg er slet ikke i tvivl om at det er noget du skal handle på, og få gjort noget ved. 

Lad mig starte med det her med om du er bøsse? Jeg tænker sagtens man kan have sex med en af samme køn, uden at være homo- eller biseksuel. Ud fra det du fortæller lyder det ikke til at du følte sig tiltrukket af din kammerat, men at jeres seksuelle forhold opstod lidt i en blanding af nysgerrighed, og fordi I ikke følte at I havde muligheder for at lave noget seksuelt med piger. 

Det er fuldstændig almindeligt at være nysgerrig på forskellige sin seksualitet, og rigtig mange unge prøver også forskellige ting af. Nogle prøver at kysse med en af samme køn, andre onanerer sammen og nogle går endnu længere og har sex. Jeg tænker mest af alt det er et udtryk for nysgerrighed mere end at det behøver at betyde at man har en bestemt seksualitet. I dit tilfælde bliver betydningen endda endnu mere uklart, fordi du deltog under en hvis form for tvang.

Det lyder til at din kammerat ikke var god nok til at sikre sig at I var helt enige om at have sex, for det er jo præcis det ansvar man har overfor hinanden. Det er samtidig noget af det der er vildt svært, når man er meget ung. Både at mærke sine egne grænser og være opmærksom på andres. Og hvis man så faktisk godt kan mærke at noget er galt, kan det være svært at sige fra eller trække sig, fordi man kan være bange for at gøre den anden ked af det, eller sur. Der er slet ingen tvivl om at din kammerat har overskredet dine grænser. Om han gjorde det bevidst er svært at sige. Lige meget om det var bevidst eller ej, har det påført dig et stort traume, og det danner desværre et rigtig solidt fundament for en masse svære tanker og følelser nu. Jeg vil igen understrege at det ikke skyldes at du har gjort noget forkert. 

Selvom dine grænser blev overskredet har dele af jeres sex, måske også føltes dejligt, sådan rent fysisk, og det kan jo nemt være med til at skabe endnu mere tvivl. Det er i hvert fald noget vi ofte møder hos andre unge der oplever at få sine seksuelle grænser overskredet. Så selvom man kan mærke at det på den ene side føltes helt forkert, så bliver man måske i tvivl om hvad det så betyder at man alligevel fik stiv pik eller udløsning. Ville jeg så alligevel gerne, eller betyder det så at jeg faktisk er bøsse?  Grænseoverskridende seksuelle handlinger, og endda overgreb, kan sagtens føles helt forkerte og samtidig have elementer der føles rart, og det kan som sagt skabe masser af tvivl. 

Så er du bøsse, fordi du havde sex med din kammerat dengang? Det kan jeg selvfølgelig ikke sige. Jeg kan bare sige at man sagtens kan have sex med en af samme køn uden at være homoseksuel. Lige nu har du en pige kæreste, men har du sådan generelt en oplevelse af at du de seneste år føler dig tiltrukket af mænd? Her tænker jeg særligt sådan rent følelsesmæssigt. Mange hetro mennesker ser gay porn, fordi de synes det er frækt, rent seksuelt, samtidig med at de slet ikke føler dig tiltrukket af det samme køn, når de forestiller sig en kæreste. 

Hvad burde du stille op, spørger du. Jeg tænker at du er nødt til at tale med nogen, om det her. Både fordi de her oplevelser har skabt en grundlæggende tvivl om hvem du er. Men mindst lige så meget fordi du oplever flashbacks, hvilket gør det helt tydeligt for mig at du bærer på et traume...et åbent sår, som kræver behandling. Mennesker med PTSD, som følge af voldsomt traumatiske oplevelser, fortæller om den slags flashbacks. Mennesker der har været i krig eller som har været udsat for overgreb. Jeg kan ikke sige at du har PTSD, men jeg tænker at dine flashbacks er et meget tydeligt signal fra din hjerne, på at noget er i ubalance. 

Det er lidt ligesom hvis du holder fingeren over en flamme. Hurtigt mærker du smerte. Smerten har til formål at få dig til at flytte fingeren, så skaden ikke bliver værre. Det er faktisk et ret genialt advarselssystem, vi har indbygget i kroppen, for at sikre at vi kommer mindst muligt til skade. Vores psyke har et lignende system, og dine flashbacks er din hjerne der fortæller dig, at der er noget du skal handle på, for at din mentale trivsel ikke tager yderligere skade. 

Du er allerede igang med at handle. Det er derfor du har skrevet det her brev, og det er virkelig et godt, stort og vigtigt skridt. 

Jeg tænker du har brug for at tage endnu et skridt og søge yderligere hjælp. Det kunne eksempelvis være at tale med en psykolog. Det handler dels om at få bearbejdet de grænseoverskridende oplevelser du har haft, fordi jeg tænker det kan betyde at dine flashbacks kan forsvinde. Smertefulde tanker som vi bærer alene indeni,  vil som regel vokse eller i hvert fald blive ved med at fylde. Ved at få dem ud, og få bearbejdet dem, kan de med tiden fylde mindre og mindre og til sidst blive ubetydelige. Det handler også om at få talt med andre om den grundlæggende tvivl, som du har omkring dig selv og din seksualitet. Ikke fordi andre kan fortælle dig hvem du er og hvad du er, men fordi vi ofte får bedre mulighed for at forstå os selv, når vi deler vores inderste, og hører andres perspektiver og tanker på det vi tænker og føler. 

Det leder mig til spørgsmålet om din kæreste. Jeg forstår godt din bekymring for hvad hun vil tænke. Om hendes syn på dig vil ændres, hvis du fortæller hende om det her. Igen kan jeg ikke give dig et præcist svar. Jeg vil håbe at hun vil reagere positivt og støttende. Jeg vil tænke at det i bund og grund handler om hvorvidt det er dit behov at få det sagt, lige meget hvordan hun ender med at reagere. Hvis hun er "the one", den du tænker at du skal dele dit liv med, er det så vigtigt at hun forstår dig? Det vil jeg tænke at det er. Hvem du er, og hvad der får dig til at tænke, føle og handle som du gør? Først og fremmest vigtigt for dig, men også vigtigt for hende og jeres forhold. Jeg tænker i hvert fald ikke det vil være sundt for dig og din mentale trivsel, eller for jeres fælles forhold, hvis du skal bære det her der fylder så meget for dig...helt alene. Smertefulde hemmeligheder, i et forhold, er ligesom sten i skoen. Man kan godt gå med dem, men de vil genere og med tiden kan det blive for smertefuldt at fortsætte. 

Det endte med at være mange tanker, og jeg håber du kan bruge nogle af dem. Der er mange muligheder for hjælp. Gennem din læge kan du få en henvisning til psykolog, og der findes mange muligheder for mere anonym samtale, hvis du ikke føler dig klar til en snak med lægen.

Headspace kunne være en mulighed. De tilbyder anonym rådgivning til unge op til 25 år. På telefon, chat og fysisk. Du kan læse mere her: https://headspace.dk 

En anden mulighed er Kvisten, som tilbyder rådgivning til unge der har følt sig presset til sex. De ved rigtig meget om de spor det kan sætte i et menneske, og hvordan man kan bearbejde de her eftervirkninger. Du kan læse mere om tilbuddet her: https://kvistene.dk/unge/

Jeg vil gerne gentage at du har gjort noget godt for dig selv ved at skrive det her brev. Jeg håber du vil overveje at tage endnu et skridt, og søge yderligere hjælp, for jeg tror det kan gøre en positiv forskel for dig. 

De bedste tanker - Pedro 

 

Pedros billede
Pedro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program