Indlede sårbare samtaler

brevkassespørgsmål

Indlede sårbare samtaler

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 2 år 5 måneder siden

Hej CH Jeg har gennem hele mit liv været en MEGET indadvendt person. Har generelt virkelig svært ved at håndtere og vise følelser og sårbarhed overfor andre, på trods af at jeg har kæmpet og fortsat kæmper med en fandens masse usikkerhed og selvhad. Tror ikke der rigtig er nogle der egentlig ved hvordan jeg går og har det, fordi jeg netop aldrig kan åbne mig op når det gælder. Dette vil jeg virkelig gerne blive bedre til, for tror det kunne hjælpe lidt på det hvis man delte det med nogen. Har nogle fantastiske veninder, som jeg ved jeg altid kan komme til og som altid vil lytte hvis der er det mindste og det er jeg rigtig taknemmelig for. Sagen er bare den, at vi ikke har så sårbare samtaler så tit - og de få gange vi har, så omhandler de aldrig mig, men mere når mine veninder har det svært. Så mit spørgsmål er egentlig, hvordan man starter sådan en samtale, når man er den veninde i gruppen der ligesom er vant til at lytte og aldrig er den der deler noget? Hvordan indleder jeg en samtale, som kan ende ud i at jeg kan få udtrykket mine følelser og usikkerheder, uden at det virker for dramatisk?

Svar: 

Kære du.

Hvor er det stærkt gået, at du rækker ud og erkender at der er noget der er svært for dig, som kan være vigtigt at få ændret. At kæmpe med selvhad og usikkerhed er en rigtig svær ting at gå alene rundt med.

Jeg er glad for at høre, at du har nogle fantastiske veninder, det er en rigtig god start, for netop at kunne få den type samtaler du ønsker, hvor du også får mulighed for at tale om noget af det svære.

Jeg bliver nysgerrig på, hvordan du oplever dine veninder tager svære emner op?

Måske vil der kunne ligge en læring her, som du kan drage nytte af. Hvordan starter de et svært emne op? Begynder de mon blot at fortælle, eller siger de at de har noget svært de har brug for at få vendt?

Måske vil det også være hjælpsomt for dig, at du en dag, I er sammen, fortæller stille og roligt, at du synes det er super svært at tage svære emner op, når det handler om dig selv, og at du godt kunne tænke dig, at få hjælp fra dem, til at tale om det. Jo mere ærlig du kan være i den snak, særligt om hvad der kan være svært i det for dig, jo lettere kan det være at have snakken.

Hvis det kan være lettere, kan det også være en ide at starte med at tage snakken med en enkelt veninde, du føler dig mest tryg ved, og fortælle at du har noget du gerne vil tale om, men at det bare er super svært for dig, at tage det op, og at du har brug for at hun vil lytte til dig. På den måde kan du fornemme, hvordan det er at få taget noget op.

De første gange kan det måske føles umuligt og rigtig svært, men forhåbentlig vil du også samtidig mærke at det faktisk er rart at kunne tale med nogen om det.

En anden mulighed, kan være at øve dig i at tale med nogen online, fx på gruppechat.dk hvor du kan møde andre unge i de forskellige grupper der er. Der er mange der oplever at der er noget der kan være svært at tale om, og tage noget op der er svært. Det kan være lettere at øve sig i et anonymt rum, og på den måde få mod til at tage det op med dem omkring sig.

Jeg håber du finder modet til at få taget nogle af tingene op, så du ikke skal gå med det indeni. Allerede det at du har nævnt det her, er en god start!

Venlig hilsen fra Rose fra Cyberhus

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program