Flytte ud når man er under 18

brevkassespørgsmål

Flytte ud når man er under 18

brevkassespørgsmål af
Lollll
16 år
Oprettet 2 år 6 måneder siden

Hejsa. Sagen er den at jeg stopper på efterskolen her om lidt. Jeg kan slet ikke klare at bo hjemme. Mig og min mor skændes hele tiden. Hendes kæreste har før slået ud efter mig blandt andet. Jeg kan ikke bo hos min far, da han har hash misbrug. Min sagsbehandler vil ikke hjælpe, da hun ikke mener at det er anbringelses-værdigt. Jeg bor i nordfynskomune, så der er ingen ungeboliger tilknyttet kommunen. Hvilke muligheder har jeg ellers for at flytte ud? Kan godt have arbejde mens jeg går på uddanelse. Skal gå på HF inde i odense. Men lejligheder er ret dyre her hvor jeg bor, så et fritidsjob er ikke nok til at flytte ud. Skolehjem er ikke en mulighed

Svar: 

Kære Lollll

Det er godt nok en presset hverdag du beskriver, og jeg er sket ikke i tvivl om at du skal have noget hjælp, til at få skabt nogle bedre rammer for dit liv. 

Jeg kan se at du allerede er i kontakt med din kommune,  at du har undersøgt en masse, men ikke rigtig har fundet den hjælp du har brug for. Jeg kan selvfølgelig ikke vurdere hvilken hjælp der er den bedste for dig, men at leve i en hverdag hvor en voksen slår ud efter én er selvfølgelig ikke okay. 

I stedet for at skrive et langt svar med forskellige mulige løsninger, vil jeg gøre det helt kort. Det vil jeg fordi jeg tænker at du har brug for en voksen "samarbejdspartner" der kan sætte sig grundigt ind i din situation og din sag. En voksen der kan stille helt skarpt på de bedste løsninger for lige præcis dig. Og den slags voksen kan man komme i kontakt med gennem Børns Vilkårs Bisidder ordning. En bisidder derfra er en voksen der kender alt til de regler som kommunerne skal rette sig efter, og de rettigheder som du har. En bisidder kan fx deltage til møder ved kommunen, så man er sikker på at ens rettigheder overholdes. 

Du kan læse mere om Bisidder ordningen her: https://bornsvilkar.dk/det-goer-vi/bisidning/ hvor du kan se mere om hvem bisidderne er, og hvordan du kommer i kontakt med dem. 

Jeg håber du vil prøve at tage endnu et skridt i retningen af hjælp, og kontakte bisidderne, for jeg tænker de kan gøre en positiv forskel for dig. 

Mange hilsner Tanja 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program