Hvordan kommer man over et venskab?

brevkassespørgsmål

Hvordan kommer man over et venskab?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 2 år 1 uge siden

Mig og en af mine gamle venner har været venner lige siden dagpleje, vi går begge i 9. klasse nu. Vi havde et "fallout" i løbet af 6. klasse hvor jeg ikke var i skole pga. min angst, og i en lang periode så vi ikke hinanden og snakkede ikke med hinanden, så kom COVID-19 hvor vi slet ikke så eller snakkede med hinanden pga. restriktioner og diverse andre ting. Da jeg stoppede med at gå i skole, begyndte han at komme ind i nogle dumme vaner, startede med at ryge og sådan noget. Men nu tager han snus, vaper, ryger cigaretter og tager stoffer. Jeg savner ham og de gode tider vi har haft da vi var mindre, men jeg vil helst ikke være sammen med ham mere pga. de ting han gør og laver som jeg ikke vil blandes ind i. Jeg har prøvet at glemme ham og vores minder, men jeg kan ikke stoppe med at tænke på dem. Så mit spørgsmål er, hvordan "kommer jeg over" et langt venskab.

Svar: 

Hej dig, 

Jeg kan godt forstå, at det er noget som du tænker på, især når det er en, du har kendt det meste af dit liv. Som du måske allerede ved, kan man ikke gå igennem livet uden at miste nogle venner undervejs. Der er kan være mange årsager til, at venskabet ophører, men derfor kan det stadig føles ubehageligt. At miste en god ven kan lidt sammenlignes med at gå fra en kæreste, og derfor er det også okay at være ked af det, når det sker. Om det er fordi, man er vokset fra hinanden, eller om det er et valg, man selv har truffet, så kan det stadig være hårdt at miste en ven. 

Det er også okay at savne det venskab, man engang havde. Nogle gange kan det hjælpe at spørge sig selv, om man faktisk savner personen, eller om man savner det, der var engang? For selvom man ikke ønsker at være venner den dag i dag, kan man godt savne det venskab, der var engang. Man forandrer sig og rykker sig hele tiden igennem livet, og det gør vores venner også. Der kan være forskel på om vi rykker os i den samme retning, hvor vi stadig har de samme interesser, eller om vi rykker os i hver sin retning. Det lyder til at dig og ven har rykket fra i hver sin retning. Jeg synes det er sejt, at du har gjort dig tanker om, hvad din gamle ven laver nu, og at det ikke er noget, du ønsker at være en del af. Sådan sker det nogle gange i livet, at man bare ikke skal den samme vej.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det er helt okay at fravælge venner, uanset hvad årsagen måtte være. Det kan være hårdt at have en ven som tager stoffer, da det ofte medfører en ændret adfærd, som kan være svær at håndtere eller at være vidne til. Det er også vigtigt, at du forstår, at det ikke er hverken din skyld eller dit ansvar, at din ven er kommet ud på et sidespor, selvom du måske kan have lyst til at hjælpe ham. Det kan måske også være derfor, han fylder meget i dine tanker lige nu. Det er nemt at tænke, at det hele måske ville være anderledes, hvis I blot stadig var venner. Men det er ikke givet, at det er sandt, eller at du kunne have forhindret det. Det, håber jeg, at du ved.

Der findes ikke nogen opskrift på, hvordan man kommer sig over et venskab, da det er forskelligt, hvad der virker fra person til person. Men en god start er at bruge tiden på det, som gør dig glad. Det kan måske hjælpe med at fjerne fokus fra dine tanker om jeres venskab, så det ikke vil fylde helt så meget for dig. I starten vil det måske føles hårdt, men det vil blive lettere over tid.

Jeg håber du kan bruge mit svar. 

Vh. Anja 

cyberhusfabiennes billede
Anja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program