Græder i søvne

brevkassespørgsmål

Græder i søvne

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 2 år 9 måneder siden

Hej Jeg er en 17-årig pige som generelt er meget glad. Her for tiden er jeg dog begyndt at græde i mine drømme omkring hver nat. Det sker også når jeg bare tager en lur. Jeg kan godt huske drømmene, men jeg forstår ikke hvorfor jeg drømmer om det. De giver ikke mening ift. hvad jeg oplever om dagen, fordi jeg som sagt har det godt (vil jeg selv mene). Jeg er nu begyndt at undre mig meget over hvorfor jeg græder så meget i søvne, da jeg bare ikke kan finde grunden til det. Det er næsten helt ubehageligt, da jeg bliver i tvivl over, om jeg overhoved har det godt. Jeg går på efterskole og bor på værelse med to andre. Derfor kan det også være lidt pinligt og underligt at jeg græder i søvne hele tiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, har i nogle råd?

Svar: 

Hej du

Jeg kan godt forstå, at du undrer dig meget over, hvorfor du græder i søvne. Og jeg kan godt forstå, hvis det er særligt forvirrende eller ubehageligt for dig, at du ikke ved hvorfor. Derfor er jeg glad for, at du havde mod på at dele dine tanker om det med mig her i brevkassen.

Der er stadig en del mystik omkring, hvilken funktion vores drømme har. Men man har fundet frem til, at drømme formentligt er den måde, hvorpå hjernen "lagrer" alle de indtryk, man har fået i løbet af dagen. Det vil sige, at hjernen i vores drømme på en måde gennemspiller og sorterer vores sansemæssige indtryk, inden de gemmes i hukommelsen. Nogle mennesker mener derfor, at vores drømme kan sige noget om, hvordan vi har det, eller at vi gennem vores drømme kommer i kontakt med følelser fra vores underbevidsthed, som vi måske ikke mærker, når vi er vågne. Men som regel betyder vores drømme faktisk ingenting. Når hjernen sorterer de forskellige sanseindtryk, behøver de ikke komme i nogen logisk rækkefølge - og det kan formentligt give nogle ret mærkelige drømme! Det kan selvfølgelig sagtens være, at man oplever at have flere triste drømme, hvis man har oplevet noget svært. Det kan også være, at man reagerer på noget, som er sket tidligere, eller som man bekymrer dig om vil ske i fremtiden. Men man kan også sagtens have triste drømme, selvom man har det godt.

Derfor tænker jeg ikke, at du skal være så nervøs for, om du rent faktisk har det godt. Det vigtigste er, at du kan mærke, at du er glad, når du er vågen. Så er det mindre vigtigt, om du har glade eller triste drømme. Måske er det blot en periode, du har lige nu? 

Det er også vidt forskelligt, hvordan man reagerer i søvne på sine drømme. Nogle mennesker snakker for eksempel i søvne. Og andre kan for eksempel finde på at gå rundt i søvne. Og du oplever at græde i søvne. Det er helt normalt, at det kan ske.  Men jeg kan godt forstå, hvis du ikke synes, det er særligt fedt at græde i søvne, når du bor på værelse med andre. Og jeg kan også godt forstå, hvis du bliver meget påvirket af dine triste drømme. Drømme kan føles meget virkelige, selvom de ikke er det. Hvis du har svært ved at ryste følelserne eller drømmene af dig, kan du prøve at huske på, at alle følelser er midlertidige! Følelser opstår ofte på baggrund af vores tanker, og hvis man har triste tanker (fx på grund af en trist drøm), så føler man sig også ofte trist. Omvendt kan glade tanker også løfte ens humør! Så hvis du føler dig trist på grund af en drøm, kan du prøve i stedet at fokusere på glade ting. Det kan være, at du skal lave noget fedt på efterskolen, eller at du har gode veninder, som hjælper dig. Det kan også være, at du har fået et nyt stykke tøj, makeup eller andet, som gør dig glad. Eller du kan prøve at lytte til din yndlingssang eller tage et dejligt varmt bad. De ting får som regel humøret op igen.

Du spørger også om gode råd til, hvad du kan gøre ved dine drømme. Jeg tror ikke rigtigt, at man kan gøre noget for at påvirke sine drømme. Drømmene kommer og går, og ens hoved har på sin vis lidt sit eget liv, når man sover. Men måske kan det hjælpe, hvis du gør noget, som gør dig glad eller beroliger dig, inden du skal sove? Det kan for eksempel være at se en god komedie, lytte til god musik, snakke eller chatte med en god veninde, høre en god podcast, meditere eller tegne.

De bedste hilsner
Marie

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program