Antidepressiva

brevkassespørgsmål

Antidepressiva

brevkassespørgsmål af
Amanda
18 år
Oprettet 1 år 9 måneder siden

Hej cyberhus Min forælder vil have, at jeg tager antidepressiv medicin og har fået min læge til at udskreve det til mig. Jeg har dog ikke selv lyst til at tage medicin, men samtidig har jeg det ikke godt mentalt, og jeg får bare ikke nogen anden hjælp. Skal jeg bare tage medicinen for at få det bedre eller hvad skal jeg gøre? og kan medicinen stå alene som behandling?

Svar: 

Kære Amanda 

Det kan være en meget svær beslutning at skulle tage antidepressiv medicin, og det er helt forståeligt, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre her. Først og fremmest vil jeg sige, at det er vigtigt at tale grundigt med din læge om dine bekymringer og spørgsmål. Din læge kan give dig mere information om, hvordan medicinen virker, og hvad du kan forvente af behandlingen.

Antidepressiv medicin kan være en effektiv behandling på fx depression og andre psykiske lidelser, men det virker ikke for alle, og det er ikke et "quick fix", men mere en slags ”støtte” så man bedre kan komme tilbage til hverdagen. Medicinen kan være lidt tid om at virke, og det er normalt at opleve bivirkninger i starten af behandlingen. Derfor er det vigtigt at have en åben og ærlig dialog med din læge om, hvordan du reagerer på medicinen, og hvordan medicinen påvirker din krop og sind.

Antidepressiv medicin kan også kombineres med terapi eller andre behandlingsformer for at opnå den bedste effekt. Hvis du ikke føler dig klar til at tage medicin lige nu, kan du også overveje at prøve terapi eller andre former for støtte. Det kan være en god ide at tale med din læge om alternativerne og beslutte i fælleskab, hvad der er bedst for dig.

Du kan også overveje nogen andre muligheder selv, der kan hjælpe på dit mentale helbred fx dyrke lidt motion, spise sundere, få en god nattesøvn, gør ting du ved gør dig glad- dette er også forskellige ting, der måske kan hjælpe lidt på humøret.

Husk på, at du har ret til at vælge den behandling, der føles rigtig for dig. Hvis du har brug for mere tid til at overveje, om medicin er den rigtige løsning for dig, så kan du tage en yderligere snak med din læge og bede om at få mere information om andre behandlingsmuligheder, som kan være en mulighed for dig. Det er bare vigtigt at finde den behandling, der giver bedst mening for dig i øjeblikket. Selvom dine forældre måske ønsker du tager medicinen skal du ikke føle dig presset til at tage antidepressiv hvis du ikke føler dig klar til det.

Håber mit svar kan hjælpe dig lidt, og håber du finder lige den behandling der passer til dig og dine behov- al held og lykke til dig!

Venlig hilsen Kylie

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program