Kære du,

Det er rigtig godt, at du skriver her i brevkassen. Det lyder bestemt ikke som en rar situation, du står i, og det er ikke holdbart, at du går og er så ked af det hele tiden, uanset hvad det handler om. Det kan være svært at tale med sine forældre, især om det aller inderste, så jeg forstår godt, at du er lidt tilbageholdende overfor det. Sådan som jeg læser dit brev, lyder det også til, at du ikke vil bekymre dine forældre, når de tror, at du egentlig har fået det bedre. På den anden side tænker jeg, at det er vigtigt, at de ved, hvad der foregår i dit liv, så de har mulighed for at hjælpe dig bedst muligt. Du skriver, at det aldrig rigtig virker som det rigtige tidspunkt, og at du ikke vil fortælle dem grunden til, at du er ked af det. Jeg tror, at du har ret i, at det kan være en udfordring at finde det rette tidspunkt, og måske skal du skabe det? Altså bare springe ud i det og få det sagt. Jeg tænker, at det vil kunne lette at få det fortalt. Hvis/når du fortæller det, behøver du ikke gå i dybden med, hvorfor du er ked af det, hvis du ikke har lyst. De vil sikkert spørge ind til det, men det er op til dig, hvad du gerne vil fortælle dem, og hvis det bare er, at du er ked af det og har det svært på grund af noget, som du synes er meget privat, så er det helt okay. Altså tænker jeg, at du kan sige, at der er noget, du gerne vil snakke med dem om, og så fortælle, at du går og har det svært og også er meget ked af det, men at du ikke har lyst til at dele mere omkring det. Og så kan du sige, at du fortæller dem det, fordi du gerne vil have noget hjælp fra f.eks. en psykolog.

Når man er ung, er der rigtig mange hormoner i kroppen og der foregår en stor udvikling både fysisk og mentalt, og man kan være meget sårbar og mere følsom. For nogen kan det vise sig ved, at man ofte er ked af det eller bliver slået lidt ud af den, selv af ting, som man måske tænker ikke er så store. Det betyder ikke, at man er dramatisk eller ikke har lov til at føle sådan, som man gør. Det kan også være svært at vide præcis, hvad man er blevet ked af det over, og det er også helt normalt, selvom det er frustrerende "bare" at være ked af det.

Du skriver også, at du godt kunne tænke dig at starte til psykolog eller snakke med din læge, og det tænker jeg, er nogle rigtig gode idéer, som helt sikkert kunne være relevant for dig. Hvis dine forældre ved, at du har det svært, kan de hjælpe dig med at finde en psykolog, som du så kan snakke med om grunden til, at du er så ked af det hele tiden. Igen så er det op til dig, hvor meget du vil dele med dine forældre, men det kan være en fordel, at de ved, hvordan du har det, og at du gerne vil snakke med en psykolog, så de kan hjælpe dig. Det er sådan, at ens læge ikke har tavshedspligt overfor ens forældre, når man er under 18 år. Det vil sige, at lægen skal fortælle dine forældre om, hvad du fejler eller hvis lægen sætter en behandling i gang. Ofte kan man tale med lægen om, at det er noget, man helst ikke vil have, at ens forældre skal vide, særligt i din situation, hvor der ikke er tale om en sygdom, du fejler. Lægen kan stadig vurdere, at det er noget, dine forældre er nødt til at vide for at kunne passe på dig, medmindre det omhandler problemer med ens forældre/derhjemme eller noget relateret til sex.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og virkelig vil overveje at få fortalt dine forældre om, hvordan du har det, så du kan få noget hjælp, og få det bedre. Du er også velkommen til at kigge forbi vores Cyberhus chat, hvor du kan snakke med en rådgiver om, hvordan du kan få det sagt, hvis du har brug for at vende det lidt mere i dybden.

De bedste hilsner

Jeanette