hvad sker der

brevkassespørgsmål

hvad sker der

brevkassespørgsmål af
katrine
14 år
Oprettet 2 år 11 måneder siden

hvad sker der hvis jeg stikker af hjemmefra og ikke giver lyd fra mig? er det bedre at gøre når jeg er blevet 18?

Svar: 

Hej med dig

Tak for din besked her i brevkassen.

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at det sjældent er en god ide af stikke af hjemmefra, heller ikke når man er blevet 18 år. Det kan måske føles som en god og nem løsning, hvis tingene går skævt derhjemme, men det er ikke den rette løsning. 

Jeg er sikker på, at dine forældre ville blive meget bekymrede for dig, hvis du stikker af hjemmefra og ikke giver lyd fra dig. Det gør de fleste forældre i hvert fald. Dine forældre ville med stor sandsynlighed også kontakte politiet, som kan hjælpe med at lede efter dig. 

Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvorfor du tænker på at stikke af hjemmefra. Er det uenigheder med dine forældre, føler du dig uretfærdigt behandlet eller en helt anden ting. Jeg bliver faktisk også lidt bekymret over, at du overvejer at stikke af hjemmefra. Det kunne godt tyde på, at der er noget, der svært for dig derhjemme eller noget, du er ked af. 

Har du mon snakket med nogle om, hvordan du har det og hvorfor, du tænker på at stikke af hjemmefra? Når man har sådan nogle tanker, er det ofte rart at snakke med andre om det. Har du en person i din omgangskreds, som du er tryg ved og tør åbne dig op for - en person, som du kan betro dine tanker til? Det kan være rart at opleve, at andre lytter til de tanker og følelser, man har. Det er ikke altid, at det er nemt at snakke med sine forældre om det, der er svært. Derfor kunne det måske være en idé for dig at snakke med en af dine lærere, en venindes mor eller far eller en helt anden person. Ellers er det også altid en mulighed at ringe til Børnetelefonen på 116111 eller skrive til Cyberhus SMS-rådgivning på 25806060, hvis du har brug for at snakke med nogle.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. 

De bedste hilsner, 
Matilde  

 

Matilde fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program