Hej med jer.

Jeg er en fyr på 30 somre, som aldrig har haft sex. Jeg har heller aldrig haft et fast arbejde og bor stadigvæk hjemme hos min mor. Jeg er ved at uddanne mig inden for erhvervsøkonomi på uni, hvor jeg får fine karakterer.

Jeg skammer mig meget over mit liv og føler mig fuldkommen magtesløs. Jeg føler at jeg lever i et mentalt fængsel og kan ikke bryde ud lige meget, hvor meget jeg prøver. Jeg bliver meget aggressiv, når jeg tænker på sex eller hører om det. Jeg forsøger at træne og holde mig i form, men efter noget tid bliver jeg træt af at gentage de samme mønstre om og om igen. Dette gælder også alt andet, som jeg foretager mig. Jeg kan stort set ikke spise noget, da jeg aldrig føler nogen sult. Jeg føler mig ikke som en rigtig mand, da jeg ikke føler mig eftertragtet eller set op til.

Jeg får at vide at jeg er en ret flot fyr, men ingen kvinder lægger mærke til mig overhovedet, selvom jeg er udadvendt og snaksagelig. Dette gælder også på Tinder. Jeg søger studiejob, men får aldrig svar tilbage. Jeg har endda opsøgt min læge for at få en henvisning til psykolog, men hun mente ikke at jeg havde brug for en. Hun påstod bare at jeg måtte være homoseksuel, hvilket jeg helt klart ikke er. Den kommentar gjorde mig meget fornærmet. Til sidst fik jeg henne overtalt til at lade mig få taget en blodprøve, for se om der skulle være noget galt med den kemiske balance i hjernen. Men da jeg så skulle op på hospitalet for at få taget blodprøven, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke få, da min læge ikke havde sendt dem en lægeerklæring. Det var dråben, der fik mit bærer til at flyde over, og jeg kontaktede aldrig min læge igen.

Ingen i min familie har søgt at hjælpe mig ud af min situation, jeg er helt på egen hånd. Jeg har før været til psykolog som barn grundet, at jeg ikke lavede mine lektier eller deltog i undervisningen, men ingen af lægerne kunne finde noget på mig. Derefter sendte de mig i specialklasse, hvor jeg følte mig malplaceret blandt de mærkelige børn, som jeg aldrig ønskede at have nogen kontakt med. Det føltes som at blive sendt på et sindssygehospital uden at være sindssyg, og lærerne var ekstremt forhånende over for mig, hvilket gjorde at jeg udviklede et ekstremt had til dem.

Generelt er jeg en helt almindelig, sjov, udadvendt, rolig fyr som folk generelt kan lide, og jeg føler mig normal på stort set alle områder, på nær dem jeg har nævnt. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre, da jeg ikke har særlig stor tiltro til hverken læger eller psykologer, da jeg er overbevist om, at de ikke er til nogen nytte. 

Hilsen den 30-årige