Kære dig

Tak for din besked og fordi du åbner op omkring det. Jeg synes, det er utrolig modigt og sejt af dig, at du fortæller, hvordan du har det, for det lyder til at være noget, der er meget tungt at gå med selv. 

Jeg er ked af at høre, at du føler, som du gør. Det lyder svært og hårdt at forsøge at få dine forældre til at se dig. Hvor længe har du haft det sådan? Jeg vil rose dig for at stoppe op og både mærke efter og tænke over, hvad det er, der sker i din krop i de forskellige situationer. Især i forbindelse med din opkast. Det er ikke alle, der kan kan mærke, hvordan de har det eller tænke over det på den måde, som du gør, så det synes jeg er flot, at du kan.

Du nævner, at I er en søskendeflok på tre. Ens pladsering i en søskendeflok på tre kan have betydning for, hvordan man har det i en søskendeflok og det er helt normalt. Er man førstefødt kan det være svært at skulle dele sine forældre - og opmærksomheden fra sine forældre - med sine yngre søskende, fordi man har været vant til at have sine forældre for sig selv. Især hvis der ikke er stor aldersforskel mellem ældste barn og dem, der kommer efter. Er man mellembarn kan det af og til være en udfordring at finde sin plads blandt sine søskende og man kan nogle gange komme til at føle sig klemt mellem den ældre og yngre søskende. Der er måske mange ting, som den ældre søskende gerne må, fordi han/hun er den ældste og der er måske ting, som den yngste gerne må eller ikke må for forældrene, fordi han/hun er den yngste. På den måde kan det være en udfordring at være midterbarn, fordi der måske ikke altid er de samme "det må du gerne/må du ikke, fordi...", som der er ved de to andre.  Hvis man er sidstefødt kan der også være nogle ting, der gør, at man måske føler sig udenfor og har svært ved at finde sig til rette.  Derfor er det ikke unormalt, at man i en søskendeflok på tre kan have nogle udfordringer ift. at finde sin plads.

Jeg ved ikke, hvilken pladsering du har i din søskendeflok, men måske kan du genkende det, jeg har har beskrevet? Jeg ved, at der er flere, som går igennem det samme, som dig. Dem, jeg har snakket med, har fortalt, at det har hjulpet at snakke med nogle fra familien, som ikke er deres forældre, om, hvordan de havde det. Kunne det være en mulighed for dig? Måske er det endda en mulighed at snakke med dine forældre om, hvordan du har det? Det kan være, at det ikke er med vilje, at de ikke giver dig den opmærksomhed, som du gerne vil have fra dem. Kan det tænkes, at de bedre kan hjælpe dig, hvis de ved, hvordan du har det?
Det kan også være, at du kan forklare dem, hvordan tingene kunne se ud, hvis du helt selv måtte vælge. Hvis det er for svært at snakke med dine forældre, kan det måske også hjælpe dig at snakke med enten dine søskende eller andre familiemedlemmer (dine søskende, bedsteforældre, onkler, tanter, mostre)? Pladseringen i søskendeflokken kan være én måde at forklare, hvordan du har det, men måske har der været en bestemt episode i familien, som har gjort, at du ar det som du har det. Hvorfor tror du, du føler, at dine forældre ikke giver dig opmærksomhed?

Som jeg nævnte før, så er det normalt, at man i en søskendeflok forsøger at finde sin plads, og det er ikke unormalt at føle sig overset i større eller mindre grad.  Måske kan det også være en idé at snakke med nogen fra skolen det? Jeg tænker her f.eks. på skoles sundhedsplejerske, hvis I har sådan én. Grunden til at jeg kommer til at tænke på den idé er, at du nævner, at du - for at får dine forældres opmærksomhed - kastede op med vilje, men du nævner ikke hvor mange gange, det er sket. Hvis det er sket mange gange, vil en sundhedsplejerske eksempelvis kunne snakke med dig om det og hjælpe dig med f.eks. ikke at gøre det igen. Hvis man kaster meget op kan kroppen godt blive påvirket negativt ved at man f.eks. får lav energi, dårlige tænder osv. 

Som jeg startede med at sige, så syns jeg, at det er modigt af dig at skrive herind og jeg synes, at du har været god til at forklare, hvordan du har det.

Kærlig hilsen
Malou