Kære Cyberhus. 

Er det mig, der har et problem?! 

Jeg har været meget ensom og alene hele mit liv. Jeg føler ikke, at jeg kan relatere til nogen menneskers levemåde, livsstil, prioriteter og holdninger. 

Jeg har gået i terapi flere gange, og fået at vide at jeg er en person som gennemtænker alt rigtig meget, og er rigtig god til at gennemskue og reflektere. Det lyder jo umiddelbart som en positiv evne, men det gør, at jeg ikke kan få nogle venskaber eller sammenhold med nogen, fordi jeg altid ser “fejl”. Jeg er godt klar over, at alle er forskellige og har forskellige værdier, men jeg føler at langt de fleste er dobbeltmoralske, bærer en maske og at ingen kan være helt ærlig og loyal over for mig, som jeg vil kunne være for dem, og det er netop noget af dét, som jager mig væk. Jeg har aldrig mødt et eneste menneske som jeg føler, jeg kan have det godt med. Jeg vil ikke mene, at jeg “dømmer” folk, for jeg respekterer at de er som de er, og lader dem være det, og jeg forsøger ikke at ændre dem til at være mere som mig. 

Men det er som om, jeg har et inderligt ønske om, at have bare én person i mit liv, som har det som mig. Det gælder ikke bare interesser, men den dybere levemåde og værdier, vi mennesker alle har. 

Jeg ser mig selv gang efter gang at PRØVE og PRØVE at etablere relationer med andre, men der dukker altid noget op, som jeg simpelthen ikke kan acceptere i mit liv. 

Måske er jeg virkelig uheldig, men når det samme sker tusind gange, kommer jeg i tvivl om der er noget “galt” med mig, siden jeg har det sådan. Jeg oplever at de fleste relationer, også blandt andre, er overfladiske og folk kun “bruger” hinanden når det lige akkurat passer dem. 

Jeg ville bare ønske, jeg havde én, som forstod mig og som jeg virkelig også forstod, så vi i medgang og modgang, som man siger, kan være der for hinanden. 

Jeg kan komme med 6 tilfældige eksempler ud af hundredevis, for at give et bedre indblik af, hvad jeg føler i disse tilfælde. 

Jeg fortæller dem i nutid, selvom de fleste er fortid. 

A. Jeg prøver at etablere et forhold med en fyr, om det er venskab eller mere er sådan set ligemeget, så længe vi har det godt sammen, hvilket vi også har på flere områder. Vi går til koncerter, lytter til samme musik. Det går fint nok i starten, og jeg nyder tiden vi har sammen. Men pludselig begynder personen at udvise sexuelle ekstreme fetish, som at han vil have mig til at klæde mig ud som et dyr, fordi han tænder på dyr. Her står jeg helt af, og venskabet går i stykker. 

B. Jeg møder en pige, som jeg prøver at blive veninder med. Hver gang vi mødes, er det mig, der skal hjem til hende. Jeg har spurgt masser af gange, om vi skal tage på café, til stranden, ud og gå en tur, eller om hun vil besøge mig, men hun kommer med undskyldninger hver gang og jeg ender med at komme hjem til hende, og så beder hun mig endda om at komme med mad og drikkevarer (alkohol) hjem til hende. Jeg gør det omkring 15 gange, for jeg vil jo gerne være venner med hende, men som tiden går, vil hun have mig til at købe mere og mere med, og det er mig, der betaler det hele. Til sidst indser jeg, at i “venskabet” er det kun mig, som kæmper og giver, mens hun tager imod, indtil jeg ikke længere kan holde ud, at være den eneste som gør hende glad - aldrig omvendt. 

C. Jeg forsøger at etablere et nyt venskab med en pige, som i starten hævder, at hun ligesom mig, slet ikke har andre i sit liv, og derfor også mangler “en”. Vi mødes nogle gange, men som tiden går, kommer der pludselig en hel masse af hendes andre venner og veninder med, som giver mig følelsen af, at jeg bare er én af mange, og at hun nok i virkeligheden slet ikke mangler nogen ligeså meget som jeg gør. Hun begynder også at aflyse vores aftaler, enten fordi hun har “glemt” det, eller fordi hun er kommet til at lave en aftale med en anden ven. 

D. Jeg møder en fyr igennem flere måneder, hvor vi begge har italesat at vi ikke skal forvente et parforhold, men blot nyde vores venskab. Jo mere trygge vi bliver ved hinanden, jo mere kontrollerende bliver han. Han vil pludselig vide ALT hvad jeg laver, nærmest fra hvad tid på dagen jeg handler ind, hvad jeg køber og hvornår jeg går i bad, hvilket tøj jeg har tænkt mig at tage på osv. Han virker pludselig som en dominerende kæreste, hvor vi i starten lave klare forventningsafstemninger om, at vi tager det stille og roligt. 

E. Jeg begynder at skrive med en fyr på nettet, som virker som prinsen på den hvide hest. Han gør alt for mig, og jeg gengælder det naturligvis. Dette tilfælde er noget anderledes, fordi vi rent faktisk havde mange ting til fælles, og kunne snakke om tingene. Vores “forhold” varede i omkring 4 måneder, hvor vi havde daglig kontakt og hver dag i flere timer, enten virtuelt eller fysisk. Men en dag begynder han at introducere mig for stoffer, og får mig lokket med til at tage dem med ham. Jeg bliver paranoid og finder ud af, at det slet ikke er er liv med stoffer, jeg ønsker. Jeg prøver alligevel at hjælpe ham ud af hans misbrug, men han nægter at få hjælp og fortsætter... Jeg stopper også her kontakten.

F. Jeg møder op i et kommunalt tilbud for folk, som er ensomme, og har brug for fællesskab. Jeg ser frem til endelig at møde nogen, som rent faktisk har det nogenlunde som mig. Men jeg bliver allerede efter få uger sat i en “rolle”, hvor jeg er udelukket for dét fællesskab, de andre dog alligevel har etableret. De snakker om emner, spiller spil og laver ting, som ikke siger mig noget, og jeg ender alligevel med at blive holdt udenfor. Da de opdager det, slutter de også helt med at invitere mig med til private arrangementer, fordi de bemærker, at jeg ikke passer ind. 

Der er masser af disse tilfælde, også nogle, som er langt værre, men så kunne jeg jo skrive en hel roman. Jeg ved godt at ingen mennesker vil være præcis som mig, selvom jeg ville ønske, jeg kunne få en ven, som bare mindede meget om mig selv, og får ofte at vide, at der nok en dag skal dukke én op, som vil være et godt match, men jeg tvivler, for jeg føler menneskeheden er gået helt tabt efter alle mine erfaringer, både mine egne og hvad jeg iagttager blandt andre.

Jeg mister mere og mere troen på, at jeg nogensinde får en ven. 

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og håber på lidt feedback fra jer. 

Knus 

Luna