Veninder

brevkassespørgsmål

Veninder

brevkassespørgsmål af
(:
12 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Hej. Her for halvt år siden startede en ny pige i min klasse, og hun er nu blevet ret gode venner med A og I (Mine "gode" venner). Men altså hun er også ret god ven med mig, men jeg føler mig ikke "velkommen" hvis man kan sige det sådan. M (nye pige) siger hele tiden deres navn (A og I's) når hun skal spørge om noget. Jeg bliver meget ked af det indeni og føler at jeg er deres "4 valg". Jeg føler mig ikke tilpas eller en del af deres "gruppe". Jeg vil egentlig bare spørge om der er noget jeg kan gøre for at de ligesom også vælger mig mere til? Vh. Mig (:

Svar: 

Kære du.

Jeg kan godt forstå, at det gør dig ked af det, at du føler dig som dine veninders fjerde valg. Det er ikke en rar følelse at sidde med, men jeg tror helt sikkert, at der er ting man kan gøre, som kan hjælpe. Det første jeg tænker på, det er, hvor meget du selv søger dine veninder. Nogle gange når man føler sig lidt udenfor eller lignende, så kan man ubevidst begynde at trække sig lidt, fordi man er bange for at gøre noget "forkert". Og det er super ærgerligt, fordi det så kan lede til at ens veninder også begynder at søge en mindre, og på den måde kan tingene ligesom blive lidt en ond cirkel. Derfor så tænker jeg, at det er vigtigt at være opmærksom på at det ikke kun skal være dine veninder, der søger dig, men også dig som søger dine veninder. Måske du kan invitere dem hjem til en hygge/film aften, eller noget lignende, som viser dem, at du har lyst til at tilbringe tid sammen med dem. Og generelt bare at lave ting med hinanden, hvor man hygger sig og nyder hinandens selskab, tror jeg tit kan være en rigtig fin måde at pleje et venskab.

Når det så er sagt, så tror jeg det bedste du kan gøre, det er simpelthen at fortælle dine veninder, hvordan du har det. Det behøver ikke at være dramatisk eller en kritik af dem, men bare stille og roligt at fortælle dem, "hey, jeg føler nogle gange at jeg er fjerde valg, og det gør mig faktisk ked af det". Jeg tænker, at der er flere grunde til at det er en god ide at få snakket om det. For det første så er det vigtigt at man kan snakke med sine veninder omkring hvordan man faktisk har det, og at man er der for hinanden, når man trænger til en krammer og lidt opmuntring. Jeg tænker dog også at det er en god ide, fordi det slet ikke er sikkert, at dine veninder ved, at det er sådan at du har det, og at det slet ikke har været deres mening, at du skulle føle dig som fjerde valg. Nogle gange så går man forkert af hinanden, og så er det bedre at få snakket om tingene med det samme, så tingene ikke skal vokse sig større og større, indtil man ikke længere kan holde det ud.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du kan få en god snak med dine veninder, så du ikke skal gå med den her ubehagelige følelse, for det er der ingen, der fortjener.

Mange kærlige tanker fra Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program