Kære du

Tusind tak for dit brev. Jeg tror at der er mange som kan kende de tanker og følelser du beskriver - særligt følelsen af at tiden bare går alt for hurtigt og at man næsten ikke kan nå at følge med. Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for tanken om at blive voksen. Der kan være flere årsager til, at denne tanke kan opleves som skræmmende. Dels sker der nogle ændringer i dit liv, såsom at du ikke længere kan være ansat i dit ungarbejder-job samt at du har mulighed for at tage kørekort og dels bliver der gradvist stillet flere krav til dig, i takt med at du bliver voksen. Det er dog vigtigt, at du husker på, at alle disse ændringer ikke sker på samme tid.

Jeg synes du skal prøve at se om du kan undgå at fokusere på det hele på en gang og tage én ting af gangen. I forhold til dit ungarbejder-job, kunne du jo overveje at prøve at spørge, om der er mulighed for at du kan fortsætte på den samme arbejdsplads efter du bliver 18, bare i en anden stilling eller arbejdsfunktion. Mht. kørekort, så er det heldigvis kun dig selv der bestemmer, om du har lyst til at tage dette. Det er helt i orden hvis du ikke har lyst til at tage kørekort og du kan også sagtens tage det på et senere tidspunkt, hvis du føler dig mere klar til det der. Jeg kan godt forstå, at tanken om at skulle tage kørekort kan virke overvældende. Du skal dog huske, at selvom du får et kørekort, betyder det ikke, at du ikke længere kan blive kørt af dine forældre - du har stadig mulighed for at have gode snakke med dine forældre, under køreture. 

Det lyder til, at du har et rigtigt godt forhold til dine forældre, hvilket jo er dejligt. Derfor synes jeg også, at du skal prøve at snakke med dine forældre om dine følelser og tanker om at blive voksen. Det, at du bliver ked af tanken om at din mor sidder alene derhjemme, når du er til fest eller er ved din kæreste, vidner om at du er et følsomt og meget empatisk menneske. Det er rigtig positivt at have disse egenskaber, men det er selvfølgelig vigtigt at de følelser ikke afholder dig fra, at leve dit eget liv. Selvom du føler dig trist over, at din mor sidder alene derhjemme, så er det jo slet ikke sikkert, at det er noget hun er ked af. Netop derfor synes jeg, at det er vigtigt at du prøver at tale med dine forældre om disse følelser - forhåbentlig vil de fortælle dig, at det ikke er noget du skal bekymre dig om. 

I forhold til at flytte hjemmefra, er det, igen, kun dig selv der bestemmer, hvornår det skal ske. Hvis du ikke føler dig klar til det, så kan du bare vente. Jeg tænker, at det er vigtigt at du prøver at fokusere på livet lige nu og ikke tænke så meget på hvad der skal ske i fremtiden, hvornår du skal flytte hjemmefra osv. - husk at det hele skal ske i dit eget tempo og ikke behøves at være lige nu. Det er vigtigt, at du mærker efter i dig selv, hvornår det føles rigtigt og ikke lader dig styre af din forestilling om hvad man måske “bør gøre” - og selvom du på et tidspunkt flytter hjemmefra, så betyder det jo ikke at du ikke stadig kan se dine forældre en masse. Du kan også flytte gradvist, så du stadig er meget hjemme ved dem, selvom du har din egen bolig. 

Så alt i alt, skal du huske at prøve at leve i nuet og ikke være så bekymret om de ændringer der kommer til at ske i fremtiden - selvom jeg ved, at det kan være svært. Men husk, at du kan tage alle skridt i præcis dit eget tempo, og ikke behøves at gøre noget, bare fordi at du føler at det er noget man “bør”. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du altid kan skrive herinde igen, hvis der er flere spørgsmål eller tanker der presser sig på. 

Mange hilsner

Nanna