Kære du 

Jeg kan tydeligt mærke, at du har det rigtig svært, og jeg fornemmer at tingene bliver mere og mere uoverskuelige for dig. Jeg kan godt forstå din tanke om at livet måske ikke er et liv for dig, hvis livet er sådan her. Det du oplever er jo helt ægte, og derfor må du selvfølgelig også erkende at dit liv er sådan her lige nu. Men dit liv kan ændre sig, så det bliver et meningsfuldt og godt liv. Et liv du ønsker og er glad for. 

At gennemleve, eller leve med kritisk sygdom er voldsomt traumatisk, lige meget om det handler om én selv eller nær familie det handler om, og det kan have meget stor indvirkning på psyken. Mange der oplever kritisk sygdom oplever også psykiske problemer, som stress og depression. 

Når du fortæller at du skubber dine venner væk, fortæller det mig at du ikke har overskud til at have dem tæt på dig i øjeblikket. Det tænker jeg egentlig er ret naturligt. For selv om du på den ene side står i en situation, hvor du kunne have et stort behov for dine venner lige nu, så kan det på den anden side være svært at finde kræfterne til rumme venskabet, hvis alt det svære fylder rigtig meget indeni. 

Når du er begyndt at drikke for at komme lidt væk, er det jo et udtryk for at forsøger at finde strategier der kan hjælpe dig i en rigtig svær situation. At du afprøver strategier er positivt, men der er selvfølgelig ingen tvivl om at alkohol ikke er den bedste strategi, på den lange bane.  

Alt det her fortæller mig at du har et stort, og akut, behov for hjælp. Det ved du også selv, og du har gjort det helt rigtige ved at søge hjælp på dit studie og ved din læge. Hvor er det dejligt at høre, at du det har fungeret rigtig godt med den hjælp du har fået på din uddannelse. 

Til gengæld er det rigtig ærgerligt at du ikke føler dig hørt, hos din læge. Jeg tænker at du helt åbenlyst har brug for professionel hjælp, og jeg tænker du skal prøve at tage en snak med din læge igen. 

Din læge har mulighed for at henvise dig til en snak med en psykolog, og det er jeg slet ikke i tvivl om at du kan have rigtig stor glæde af. Har du fortalt om dine selvmordstanker? At du er begyndt at drikke alkohol for at "komme lidt væk" og at du ikke kan overskue din uddannelse mere. Jeg tænker det er vigtigt at være helt åben omkring de ting du oplever, på helt samme måde som du er her I brevkassen.  

Du fortæller ikke hvilken form for hjælp du har fået via din uddannelse, men jeg tænker om detpske kunne lade sig gøre at få endnu mere? Det er tydeligt at der er nogen på din uddannelse der har forståelse for din situation, og har et ønske om at hjælpe. Måske kan de være en vej til endnu mere hjælp. Her tænker jeg igen på eksempelvis samtaler hos en psykolog. 

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne komme med nogle enkle løsninger, men jeg tænker ikke du står i en enkel situation. Men jeg er helt sikker på at du kan lykkes med at skabe en forandring og få et liv, som du er glad for. 

Du har allerede kæmpet helt vildt, og det fortæller mig at du er vanvittig stærk. Hold fast og bliv ved. Du kan lykkes. Tag fat i din uddannelse og bed om mere hjælp, og tag endnu en snak med din læge og gør det helt tydeligt, at du skal have hjælp lige nu. Det du beskriver her er et stort problem, og det bør din læge også kunne se, hvis du åbner op på samme måde, som du gør her. 

Mange positive tanker - Tanja