Har ikke et godt forhold til min bror længere

brevkassespørgsmål

Har ikke et godt forhold til min bror længere

brevkassespørgsmål af
S
23 år
Oprettet 10 måneder 3 uger siden

Cyberhus. Jeg er en pige på 23, som har en storebror på 30. Min bror og mit forhold er ikke som det har været førhen, vi har altid været meget tætte, men mest da vi var børn, men efter jeg fyldte 20, gik det bare ned af bakke. Jeg tror gerne mig og min bror ønsker at vi havde det godt sammen, men det har vi bare ikke. Vi er gode til at pege fingre af hinanden, og vi er meget forskellige. Han kan irritere mig som ingen anden og omvendt, men det tænker jeg er meget normalt. Er nærmest kommet til et punkt, hvor jeg helst gerne vil undgå at se ham. Han dræner mig rigtig meget, så jeg holder mig egentlig på afstand fra ham. Han har været meget grænseløs, da han var teenager, og har blandt andet været voldelig og smadret dørene omkring min mor, og jeg har som lille pige skulle beskytte min mor. Han har aldrig slået på hverken mig eller min mor, men det sidder stadig dybt i mig. Føler lidt jeg er bitter på ham af den grund. Er det normalt at have det sådan? Det ikke fordi jeg ikke elsker ham, for det gør jeg, men jeg ønsker ikke den helt store kontakt til ham.

Svar: 

Hej du

Jeg kan tydeligt læse i dit brev, at du er fyldt til randen af mange tanker om din bror. Du er ikke den eneste, som har haft lyst til at droppe kontakten til nogen i deres liv. Når vi er i relationer med mennesker, kan der være mange forskelle følelser i spil. Det er helt normalt at kunne være glad og vred , forvirret og bitter på den samme person mange gange. Du skriver at du elsker din bror, jeg samtidig bliver drænet af ham og ikke ønsker den store kontakt. Og alle de følelser, du er fyldt af, lyder helt forståelige. 

Det er meget tydeligt i dit brev, at han ikke har været fysisk voldelig imod jer. Men det at være i rum/hus med en, som fx smadrer døre, kan også påvirke rigtig meget. Det lyder som om, du har været på vagt og har følt at du skulle passe på din mor. Så du har været muligvis enormt meget ‘på arbejde’ mentalt. Og det slider også på én at være det. Så man kan sige, at I ligesom har en masse ting, der fylder imellem jer, men som ikke er blevet sagt. Og det kan godt blive til en form for ‘usynlig mur’ imellem jer. Og ved du hvad, det kan også sagtens være derfor, du føler dig drænet af at være sammen med ham. 

Jeg vil helt klart anbefale dig at finde en terapeut eller psykolog og få talt om tingene, så du kan finde dig selv i historien. Få sagt din oplevelse og få dine skuldre lettet. 

Og måske også blive klogere på, om du gerne vil tage en snak med din bror eller om du måske bare har brug for at få talt om tingene alene. Du skriver, at du ikke har lyst til at have kontakt til ham. Og du skal vide, at lige præcis den beslutning, som føles rigtig for dig, er den, der er bedst for lige præcis dig. Du er dit eget bedste kompas her i livet, så uanset hvad, så er det vigtigt at du lytter til dig selv.

Det med at lytte til dig selv kan være en længere proces, især hvis det ikke er noget, du ellers har gjort. Og du vil sikkert komme hele følelsesregistret igennem et par gange. Det er fuldstændig normalt, så bær over med dig selv, hvis du ikke kan finde hoved og hale i det hele. Hvis du tager kontakt med en professionel kan han eller hun hjælpe med at få dig helskindet igennem alle de ting, der kan dukke op.

Så fik du et par tanker med på din vej. Forhåbentlig kan du finde en måde at komme tættere på at få afklaring på, hvordan du kan få mere ro i maven i forhold til dig og din brors forhold. 

Et knus til dig

Mai 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program