Mit underliv

brevkassespørgsmål

Mit underliv

brevkassespørgsmål af
Karla
16 år
Oprettet 3 år 8 måneder siden

Hej.

jeg er en 16-årig pige, som har haft en kæreste i 2 år og er meget tryk ved ham. Men jeg har igennem mange år haft et problem med mit underliv. jeg har aldrig brugt en tampon, fordi jeg ikke kan få mig selv til det. Jeg kan ikke lide at tænke på at der skal noget op, og at jeg selv skal sprede benene og gøre det. Jeg tror jeg har en eller anden slags for klaustrofobi for mit underliv. Hver gang jeg skriver eller snakker om mit underliv, gør det næsten ondt I mit underliv, bare at tænke på det. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. og tænker alle mulige tanker som "er der noget galt i mit underliv?" "kan jeg måske ik blive gravid?". jeg Håber derfor at du/i kan komme med et svar til mig:)

Svar: 

Hej Karla,

Hvor er det dejligt at høre, at du har en kæreste som du er glad for og tryg ved. Jeg gætter på det også betyder, at han er god til at lytte til dig og til at rumme dig. Det er vigtigt i et forhold. Men jeg kan samtidig godt forstå, at det kan gøre dine udfordringer med dit underliv endnu sværere at finde ud af hvad du skal stille op med.

Når jeg læser dit brev kan jeg ikke lade være med at tænke, at dine udfordringer med dit underliv skyldes en eller anden form for frygt. Du er selv inde på det, når du kalder det "en slags klaustrofobi for mit underliv". Et eller andet ved tanken om at skulle sprede benene og at noget skal op skræmmer dig. Det kan være enormt hæmmende at have det sådan. Dels fordi det kan betyde, at der er ting man egentlig gerne vil, men som man ikke kan få sig selv til at gøre. Men også fordi ens tanker kan køre der ud af med 100 kilometer i timen, og på den måde få frygten til at vokse. Det er også det du mærker, når du begynder at tænke tanker som dem du beskriver i dit brev.

Jeg kan ikke give dig et svar på, hvorfor du tænker sådan. Måske er du bange for at det skal gøre ondt, måske bryder du dig ikke om tanken om at få fremmedlegemer ind i kroppen, måske har du haft en ubehagelig oplevelse i din fortid, måske er det flere af tingene på én gang og måske er det noget helt fjerde. Jeg ved det ikke, og kan ikke sige noget om det på afstand. Men når jeg læser dit brev tænker jeg, at du har brug for noget andet og mere end hvad du kan få i en brevkasse. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du har brug for at snakke med en professionel om det. Til en start vil jeg foreslå, at du snakker med din læge om det. Han eller hun vil nemlig kunne vurdere, om det udelukkende er psykisk betinget, eller der også er noget fysisk (altså rent kropsligt) i det. Det vil dog højst sandsynligt kræve, at lægen foretager en gynækologisk undersøgelse, og det ved jeg ikke hvordan du har det med. Hvis lægen kommer frem til, at det udelukkende (eller i hvert fald primært) handler om noget psykisk (altså dine tanker og tankemønstre omkring dit underliv) vil jeg anbefale dig at opsøge en psykolog. Lægen kan evt. hjælpe dig og kan muligvis også give dig en henvisning.

Når jeg læser dit brev vil jeg umiddelbart tro, at dine udfordringer er psykisk betingede. Hvis det er rigtigt kan du overveje at vente med at gå til lægen, og i stedet starte ud med at gå til samtaler hos en psykolog. Det er helt op til dig at gøre det du har det bedst med. Uanset hvad er det i hvert fald ikke meningen, at en 16-årig pige skal opleve problemer med sit underliv på den måde du oplever det. Jeg håber derfor, at du vil opsøge noget professionel hjælp.

Held og lykke og alt det bedste til dig!

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program