Forvirret og måske forelsket?

brevkassespørgsmål

Forvirret og måske forelsket?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hej brevkasse Jeg er en pige på 17 som går på efterskole. Jeg føler selv jeg har rigtig svært ved at blive forelsket og skabe forhold til folk. Når mine veninder har snakket om drenge og forelskelser, har jeg aldrig haft det store at bidrage med. Måske har jeg haft et crush engang imellem, men det er nok også det og har aldrig været noget jeg har følt skulle gøres noget ved. Der er igen mennesker jeg rigtig stoler på og det er nok også derfor jeg ikke før har haft en kæreste. Men nu står jeg i den situation, at jeg ikke ved om jeg er forelsket i min veninde? Har aldrig følt sådan for nogen før, og tænker konstant på hende. Vi er meget "tætte" og hun er nok den eneste jeg som sådan stoler på. Nogle morgener når vi ikke har timer sover hun ved mig indtil vi skal til timer, imens min roomie er til time. Jeg ved ikke hvad det betyder, eller om det overhovedet betyder noget. Jeg har aldrig før tænkt over hvad jeg var til og har til fest både kysset drenge og piger (min ene veninde, men ikke hende som jeg tror jeg kan lide). Det går mig lidt på at hun er min veninde og ikke bare en eller anden fyr, da jeg synes det gør det hele mere akavet og kompliceret. Da vi alligevel snart er færdige på skolen, ville jeg ønske jeg kunne glemme og "hade" hende så det ville være lettere når vi stopper på efterskolen, men det virker overhovedet ikke. Kan ikke få mig selv til at ikke kunne lide hende. Håber ikke det var for kludret, men er utrolig forvirret over hele situationen. Tusind tak på forhånd for svar :P

Svar: 

Kære du.

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over hele den situation, du står i med din veninde. For hvis der er noget, der er forvirrende, så er det følelser, forelskelse og seksualitet, så jeg håber, at mine tanker kan gøre dig lidt klogere.

Jeg kan sagtens følge det, du skriver med, at du er lidt i tvivl om, hvorvidt du er forelsket i din veninde eller måske "bare" er tæt med hende i form af, at hun er en rigtig god veninde. Og når du ikke har prøvet at være forelsket før, så er det også svært at vide, fordi du ikke kan sammenligne med tidligere forelskelser. Man kan også godt være så glad for en person, at det kan minde om forelskelse, fordi man bare ikke vil undvære personen og savner dem, hvis man ikke er sammen med dem. Jeg tænker, at forskellen måske kan ligge i, om du har lyst til at være fysisk tæt med din veninde. Får du lyst til at røre hende, nusse hende og måske endda kysse hende, når I er sammen? Får du sommerfugle i maven ved tanken om hende? Tænker du meget på hende, når I ikke er sammen? Hvis du kan svare ja til de ting, så kan du meget vel være forelsket i hende. Hvis du er lidt i tvivl, så kan det måske også bare være, at du ønsker at være tæt med din veninde, men på et venskabsniveau, men tanken om, at du ikke skal se hende hver dag, når I stopper, kan måske forstærke dine venskabelige følelser for din veninde, fordi du kommer til at mangle hende. Nogen gange når tanken strejfer, om man mon har følelser for en person, så kan det godt være de tanker, der starter det hele. Lidt ligesom, hvis man har haft en drøm om en person, hvor man fx kyssede, så bliver den person oftere lidt mere interessant end vedkommende var inden. Så måske er du ikke forelsket, men fordi tanken har strejfet dig, så bliver du lidt i tvivl. Men igen, det kan sagtens være, at du er forelsket i hende.

Jeg kan godt forstå, hvad du mener med, at det ville være meget nemmere, hvis du kun var til drenge, fordi det er det mest "almindelige". Men der er rigtig mange, som både er til drenge og piger, og heldigvis har vores samfund udviklet sig meget, så det er blevet meget mere accepteret at være homoseksuel eller biseksuel, men jeg kan godt forstå, hvis du er lidt nervøs, hvis du nu er til piger, for man ved aldrig hvordan omverdenen vil tage i mod det.

Jeg tænker, at det bedste du nok kan gøre lige nu, er ikke at fokusere sig meget på at putte dig selv i en kasse forstået på den måde, at du ikke behøver at beslutte dig lige nu, om du er til drenge eller piger. For i sidste ende er det ikke så afgørende, tænker jeg. Og måske behøver du aldrig helt at beslutte dig, men nærmere acceptere, at måske er du til begge, og at det i sidste ende handler om personen. For hvis man har god kemi og ja, følelser for en person, så burde det ikke have så meget at sige, om det er en pige eller dreng. Det vigtigste er, at du er glad for den person, du vælger at være sammen med. Så måske du kan arbejde lidt med den tankegang, at det ikke er så vigtigt, hvad du er?

Men jeg kan godt forstå, at det har sat nogle tanker i gang ved dig. Jeg tænker på, om du har nogen tæt på dig, som du kan snakke med. Ikke nødvendigvis om din veninde, men måske om seksualitet. Måske du har en god veninde, som du kan snakke med ift. om hun selv har gjort sig nogle tanker om, hvilket køn hun er til og hvordan de kan være sikre. Måske du endda også kan prøve at snakke med din pågældende veninde. Hvis du har mod på det, så om dine mulige følelser for hende, men ellers om hun har gjort sig nogle tanker selv. Det kan også være, at I kan snakke om, hvordan I kan bevare jeres tætte forhold, når I stopper på efterskolen. Det vil nok være meget godt, så du bedre kan forberede dig på tiden efter efterskolen, selvom det er svært helt at forholde sig til nu.

Jeg kan også anbefale dig at tage en snak med LGBT (Landsforeningen for bøsser, lesbiske biseksuelle og transpersoner). De har en telefon og chatrådgivning, og alle rådgivere har erfaring med spørgsmål om seksualitet. Måske det kunne være meget rart at vende dine tanker om seksualitet og din veninde med nogen, der måske har været igennem det samme som du står overfor nu. Det kan også være, at du kan snakke med dine forældre og lufte tanken om, at du er i tvivl om, hvad du er til. For nogen er det en rigtig svær samtale at have, men måske det kan være rart for dig at høre deres reaktion og tanker om det.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker og forslag til noget. Husk du også er velkommen i vores chat, hvis du har brug for at snakke mere om, hvad du kan gøre ift. din veninde og dine tanker om seksualitet.

Mange hilsner
Pernille

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program