Kære H,

Hvor er det bare et fint brev. Og hvor er det godt du skriver! Det du står i er meget kompliceret og tungt, og det er bestemt ikke noget du skal stå med alene. Derfor er det virkelig godt, at du rækker ud!

Jeg vil gerne starte med at tage fat i det sidste du skriver. At du ville ønske, at din mor og far flyttede fra hinanden er der intet ondt eller forkert i. I teorien kan det måske lyde mest rigtigt, at forældre bliver sammen, og sørger for at bevare familien i sin helhed. Men i praksis er det ikke altid tilfældet. 

Tit hører man om, at forældre bliver sammen "for børnenes skyld". Men det er sjældent en god løsning, hvis dynamikken mellem forældrene ikke er god. For som barn i sådan en familie kan man tydeligt mærke, at ens forældre ikke trives. Det er også det du selv mærker, når du oplever at dine forældre skændes meget og det føles forkert når de så kysser hinanden godnat bagefter. Og når du oplever at skulle være psykolog for din mor. Og når du skal høre på hvor meget det tynger hende og se på hvor stresset hun bliver. Jeg hæfter mig især ved at du skriver "Jeg ville bare ønske hun ville sætte sig selv fri og blive lykkelig." Det er så godt set, og det er virkelig rigtigt. For ingen af jer er tjent med, at dine forældre er ulykkelige - hverken du, din søster, din far eller din mor.

Helt konrekt i forhold til hvordan din far er over for din søster kan jeg ikke bedømme om det er fair eller unfair, når jeg ikke kender mere til historien. Men eftersom du sidder med en følelse af at han udnytter hende synes jeg helt klart, at du skal prøve at tale med hende om det og hvordan det opleves for hende. Den samtale vil kunne hjælpe med at gøre dig klogere på, om det er i orden det, der foregår, eller det ikke er.

Du spørger til sidst om det her er normalt, om du er for sensitiv, om dine forældres opførsel er okay og om du kan gøre noget, og du skriver, at det fylder rigtig meget for dig. Det er helt forståeligt at det fylder, for det kan ikke undgås, at det her er noget du kan mærke hele tiden, og det vil helt naturligt påvirke dig. Jeg tænker bestemt ikke, at du er for sensitiv. Snarere tænker jeg, at det er rigtig godt du reagerer på det du mærker. Hvorvidt det er normalt er svært at sige, for jeg tror det her (eller i hvert fald noget lignende) sker i flere familier end man regner med. Men et eller andet sted er det underordnet, hvorvidt det er normalt. For om det er normalt eller ej ændrer ikke på, at det her påvirker dig meget, og at dine forældre ikke lader til at trives.

Hvorvidt dine forældres opførsel er okay er igen lidt en gråzone. Ser man på det helt nøgternt og objektivt vil de fleste nok mene, at det ikke er okay. Men vi skal også huske på, at dine forældre er mennesker, og at mennesker har følelser, tanker, impulser, personlighedstræk, væremåder og vaner, der påvirker hvordan de handler og agerer i forskellige situationer. Det forsvarer ikke nødvendigvis den måde de opfører sig på, men det kan forklare den.

I forhold til dit sidste spørgsmål om, hvorvidt du kan gøre noget: ja, det kan du. Heldigvis! Når jeg læser dit brev får jeg et tydeligt indtryk af, at din mors og fars opførsel og dynamik påvirker hele familiens trivsel. Det er bestemt ikke dit ansvar eller din opgave at rette op på dette, men nogen gange har forældre brug for den øjenåbner det er, at deres børn italesætter de problemer de oplever der er. Derfor er mit råd til dig, at du fortæller dine forældre, at du har det rigtig svært med den måde tingene foregår på lige nu, og den måde de opfører sig på. At du har fornemmelsen af de ikke trives, og at det går stærkt ud over din egen trivsel. De fleste forældre gør det bedste de kan, men nogle gange har de brug for et wake up call for at kunne se hvad det er. Og det tror jeg det vil være, hvis du fortæller dem om dine tanker og følelser. 

Det kan være rigtig svært at konfrontere sine forældre på denne måde, og det kan føles enormt ubehageligt og skræmmende. Ikke desto mindre tror jeg det er rigtig vigtigt, at du gør det - for jer alle fires skyld. Hvis det er svært at få det sagt (hvilket i øvrigt vil være helt forståeligt) kan du overveje at læse højt for dem af dette brev. Du har nemlig beskrevet det hele rigtig fint her. Du kan også skrive et nyt brev til dem, hvor du fortæller hvad du oplever og hvordan det påvirker dig,  som du enten læser op eller giver til dem, så de selv kan læse det. Det er helt op til dig - der er mange måder at gøre det på. Men jeg tror det er vigtigt at få det gjort. For som du selv skriver til sidst "De passer ikke rigtigt sammen. Og det er hårdt at skulle bo med dem når det er sådan."

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig rigtig meget held og lykke!

Mange varme hilsner,

Siv