Har jeg følelser for ham?

brevkassespørgsmål

Har jeg følelser for ham?

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 3 år 9 måneder siden

Hej med jer,

Jeg står i den situation, at jeg i sommers mødte en super sød gut på min arbejdsplads. Vi begyndte at skrive rigtig meget sammen - igennem alle dage, og jeg ville rigtig gerne ses med ham og skrive med ham hele tiden. Han havde på daværende tidspunkt en kæreste, som han slog op med fordi han indså at han havde følelser for mig. Vi tager så en snak om det, hvor han indrømmer hans følelser. Jeg blev meget forvirret, fordi jeg inden han havde sagt det, var blevet småforelsket i ham, og tanken om at være sammen med ham - men var det kun fordi han var 'uopnåelig' da han havde en kæreste?

Vi besluttede at give det en chance mellem os, og der er nu gået 3 måneder, og jeg er stadig forvirret omkring mig selv i forholdet. Jeg har tidligere været i et 3 år langt forhold - det var min første store forelskelse, men denne gang føles det anderledes. Jeg har ikke den store, vilde forelskelse som første gang, men betyder det, at jeg ikke er forelsket i ham, eller ikke har følelser for ham?

Han er meget forelsket i mig, og vi tilbringer meget tid sammen - vi sover sammen en gang i ugen cirka, og skriver sammen de resterende dage. Jeg føler mig tryg med ham, fordi vi kan snakke om de ting der er - jeg har en historik med depression og stress, som jeg stadig bøvler noget med, og som gør mig meget usikker på mig selv. Han er super sød og omsorgsfuld, men han har også sine mangler/sider jeg ikke er kæmpe fan af. Jeg kan godt lide det når vi kysser og krammer, men er det fordi jeg kan lide trygheden i det fysiske, eller er det ham? Der er for mig en tryghed ved at have noget med en - bekræftigelsen man får, og følelsen af at nogen elsker en betingelsesløst er rar. Han spurgte for nyligt om vi skulle være kærester, og jeg sagde ja, men har været endnu mere i vildrede siden. For var det nu også det rigtige valg? Jeg bliver ved med at sammenligne det med mit sidste forhold og tænke på min elskæreste - forholdet endte skidt. Desuden har jeg altid haft et billede af hvordan min 'drømmefyr' så ud, og det er slet ikke sådan min nuværende gut ser ud. 

Han ved godt nogenlunde hvordan jeg har det, men hvad skal jeg gøre herfra? Har jeg følelser for ham? Bør jeg blive i forholdet??

Jeg håber i har et bud, for jeg er i vildrede og overtænker det for meget.

Hilsen en tydeligvis meget frustreret og forvirret pige

Svar: 

Kære pige

Først og fremmest tak for dit spørgsmål. Kærligheden kan være enormt dejlig, men også en rigtig svær størrelse. Jeg tænker, at mange lige som dig prøver at være i tvivl om deres forhold. Følelsen af tvivl er rigtig hård, da man hurtigt kan komme til at bruge rigtig meget energi på sin tvivl. Jeg håber, at mit svar kan sætte nogle tanker i gang hos dig, som kan bringe dig tættere på, hvad der er den bedste beslutning for dig.

Du fortæller, at du skrev meget sammen med fyren, mens han var sammen med sin ekskæreste, og at du blev småforelsket i ham. På det tidspunkt har du sikkert kunnet forestille dig et forhold med ham og forelske dig i tanken om at være sammen med ham. Mens du har haft forestillingerne har forholdet været udelukket, da han havde en kæreste. Derfor kan jeg godt forstå, at du bliver overrasket - og måske endda overrumplet, da han fortæller, at han har slået op med sin kæreste, og at han har følelser for dig. For nu kan du faktisk være sammen med ham. Nogle gange kan man have brug for at mærke sig selv, inden man går ind i et forhold. Måske har du følt, at du skulle vælge ham til, når han nu valgte at gå fra kæresten for at være sammen med dig? For mig er det svært at afgøre, om du mest var forelsket i tanken om et forhold, eller om du er forelsket i ham. Men jeg tænker, at første skridt på vej mod svaret er at give dig selv plads til at mærke efter. 

Du fortæller, at dit første forhold føltes helt anderledes end dit nuværende. Lige som mennesker er forskellige, er forhold det også. Selvom dine følelser denne gang er anderledes, kan du godt være forelsket i din kæreste. Men jeg tænker, at det vigtige her er, at du finder ud af, hvad det er for et forhold, du ønsker. I den forbindelse kan du også overveje, hvordan jeres forhold er nu. Hvis du ønsker, at jeres forhold skal være anderledes, kan du overveje, hvordan du kan påvirke det. Det tager tid og hårdt arbejde at opbygge et forhold. Du fortæller, at de sidste forhold varede 3 år, og at du har været sammen med din nuværende kæreste i 3 måneder. Derfor kan det være svært at sammenligne forholdene, da der kan nå at ske rigtig meget på 3 år. Et forhold kræver både tid og hårdt arbejde. Derfor er det vigtigt, at begge parter har lyst til at være i forholdet og arbejde med det. 

Du nævner, at en kvalitet ved forholdet er, at du føler dig tryg, når du er sammen med din kæreste, og at I kan tale sammen om alt. På den anden side nævner du, at han ikke ser ud som din drømmefyr. Måske kan det hjælpe dig at samle tankerne og skrive ned, hvad der er vigtigt for dig i et forhold. Det kan måske også hjælpe dig at forestille dig, hvordan dit liv ser ud om et år. Har du lyst til at være sammen med din kæreste, og hvordan har du lyst til at jeres forhold skal være? Hvis du ikke kan forestille dig, at du er sammen med ham om et år, kan det måske være et tegn på, at du ikke bør blive i forholdet. 

Et andet vigtigt spørgsmål er, hvorfor du sammenligner de to forhold med hinanden? Måske savner du det gamle forhold eller måske er det for at legitimere dit nuværende forhold. Uanset hvad tænker jeg, at svaret på spørgsmålet kan bringe dig tættere på, hvad der er den rette beslutning for dig. Hvis du vælger at blive sammen med din kæreste, håber jeg, at du med tiden kan give slip på sammenligningerne. For det kan være virkelig opslidende hele tiden at skulle sammenligne sit nuværende forhold med de tidligere. Nogle gange kan det forhindre én i at nyde og se alle kvaliteterne i det forhold, man er i. 

Du siger, at du er meget usikker på dig selv. Samtidig stiller du nogle spørgsmål i forhold til, om du overhovedet er forelsket i fyren. Det får mig til at overveje, om du allerede har valgt at gå fra ham, men blot har brug for at få legitimeret din beslutning af en udefrastående. Hvis det er tilfældet, tænker jeg, at du skal være tro mod din beslutning, og hvad du føler. Du er inde på, at det er dejligt at føle sig værdsat og have trygheden, som et forhold kan give en. Jeg tænker dog, at du ikke skal blive i forholdet for tryghedens skyld, men fordi du har lyst til at være sammen med din kæreste og se, hvordan jeres forhold kan udvikle sig.

I sidste ende tænker jeg, at det afgørende er, om du har lyst til at give forholdet en chance. Når du har besluttet dig for, om du vil være sammen med ham eller ej, er det vigtigt, at du holder fasi beslutningen. Hvis du hele tiden genovervejer beslutning, og giver de tvivlende tanker plads, vil det blive rigtig hårdt for dig at være i forholdet. Måske kan det hjælpe at tage en dag ad gangen og nyde den oplevelse, det er at være i et parforhold og lære et andet menneske at kende. 

Jeg håber, at du finder ud af, hvad du har lyst til, og at du er tro mod din egen beslutning. 

De bedste hilsner 
Emilie 

 

Emilies billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program