Længerevarende problem

brevkassespørgsmål

Længerevarende problem

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 3 år 2 måneder siden

Kort fakta om mig: Jeg dyrker dagligt motion, 1,5l vand hver dag, aldrig hvidt brød og indtager magnesium piller - begyndte at skrue ned for stivelse pga. problem.

Jeg har haft hård mave siden midt-slut september. Jeg blev derfor henvist til mave-tarm afdeling i november og har først tid i marts... I december fik jeg sure opstød der smagte af brændt metal og fik ondt i hele maven og har fået hæmorider pga. mit problem. Primært venstre side og midt i. Jeg begyndte på glutenfri diæt i januar og kunne se forbedring første uge, da jeg ikke havde hård mave. Pludselig sker der dog det, at den hårde mave starter igen ... Min læge siger jeg bare skal drikke med afføringsmiddel, men det er ikke altid det hjælper på mit problem, da det stadig er svært at skulle komme ud.

Jeg ved ikke, hvad mit problem er. Jeg har altid haft en lidt sart mave og derfor holdt mig væk fra stærke krydderier og hvidt brød, da det resulterede i enten diarré eller forstoppelse. Jeg går på toilet hver anden dag på trods af den hårde mave. Min hæmoride popper ud engang imellem og er som en kugle. Jeg har altid blod i afføring - jeg har før prøvet at hæmoriden sprang og det var overalt i kummen. Har fået creme og stikpiller, men så snart jeg har brugt det i den anbefalede tid, så dukker de op igen. Kan jeg have en forlænget tarm eller andet der påvirker? De sidste par dage er jeg vågnet pga. mavesmerte. Det stikker i venstre side lige under ribben og ned. Kan det have noget med milten at gøre?

Hilsen en opgivende og fortvivlet pige

Svar: 

Kære dig, 

Det lyder som om du har haft mange problemer med din mave gennem lang tid, og jeg kan godt forstå at du bliver bekymret. Jeg tror at det er helt rigtigt, at du skal undersøges på en mave-tarm afdeling, så du kan få undersøgt grundigt, hvorfor du har så mange problemer med din mave.

Med hensyn til din bekymring om forlænget tarm eller miltproblemer, skal du ikke være bekymret over det. Dine symptomer kunne umiddelbart tyde på, at du er rigtig forstoppet, og det giver netop problemer i venstre side af maven. Jeg vil give din læge ret i, at du skal forsøge med afføringsmiddel indtil du kan blive undersøgt af mavelægerne. Hvis det afføringsmiddel du har fået af din læge ikke virker, synes jeg du skal kontakte ham/hende, så I kan optimere det indtil du bliver undersøgt på hospitalet.

God bedring.

Mvh

Trine, Læge

TrineGs billede
Trine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program