Ekskæresten forvirrer mig

brevkassespørgsmål

Ekskæresten forvirrer mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Hej

Min eks og jeg var sammen i 4 måneder og den sidste uge i forholde fortæller han mig at han har det dårligt. Der er mange ting i hans hoved og ting fra barndommen begyndte at fylde meget igen. Han slår op men siger han stadig elsker mig, så vi bliver enige om jeg skal vente på han får plads til mig igen. Der gik 2 måneder hvor han var i tvivl om der var følelser og hele tiden skiftet mening om jeg måtte vente eller ej. Han behandlede mig virkelig dårligt i den tid og jeg er aldrig blevet såret så meget før. Alle mine veninder og familie kan ikke forstå jeg ikke har blokeret ham og fjernet ham fra mit liv. Nu har han så endlige sagt at han ikke har følelser for mig mere.. Han siger det fordi han har det dårligt med sig selv og ikke kan elske andre når han ikke kan elske sig selv. Vi mødtes forleden for at snakke det hele igennem og det var rigtig hyggeligt. Han sagde undskyld og at han havde været et kæmpe svin og han ikke kunne forstå jeg ikke hadet ham. Det kan jeg heller ikke forstå. Men vi grinte konstant, holdte om hinanden og alt var næsten som det plejede. Vi blev også enige om at ses en gang om måneden og prøve at være venner, så vi ikke mistede hinanden 100 %. Allerede 5 min efter vi sagde farvel skrev han til mig og dagen efter skrev han det havde været rigtig hyggeligt. Nu er der gået en uge hvor han har taget kontakt hver dag og holdt samtalerne igang med alle mulige små ting. Det gør mig utrolig forvirret at han ligepludselig har så meget plads til mig og behov for at snakke med mig. Vi aftalte at ses en gang om måneden, men ikke noget med at snakke hver dag. Han ved godt at jeg stadig elsker ham, men også at jeg endelig er begyndt at få det godt igen. Er forvirret omkring hvor vidt det er for at holde mig hen igen eller han bare har savnet at snakke med mig om de små ting. Han må da vide at jeg får håb når han ligepludselig har brug for mig igen efter vi ingen kontakt havde i en måned...  Er bange for at jeg bare bliver udnyttet?

Svar: 

Kære dig, 

Godt at du skriver herind. Jeg kan høre, at du har meget på hjerte. Jeg forstår godt, at du bliver forvirret over, hvordan din ekskæreste opfører sig. Jeg tror, at mange har prøvet at kærligheden er svær og kringlet.

Det er utrolig hårdt at få sit hjerte knust. Når man er så såret sidder alle følelserne uden på tøjet, og det kan være svært at mærke efter, hvad man egentlig gerne vil. Jeg er ked af, at din ekskæreste har behandlet dig dårligt. Det er et ret strengt krav, han har sat op - at han ikke vil være i et forhold med dig, men at du skal vente på ham, hvis han pludselig vil alligevel. Det er ikke retfærdigt at bestemme sådan over nogen, som man ikke ønsker at være sammen med. Jeg er ked af at høre, at du har tænkt, at han ville skifte mening og derfor har ventet på ham - og måske stadig gør det. Hvis han vil dig, må han være klar og tydelig omkring det, ellers skal du have lov til at komme videre og hele det hjerte. Du fortjener en, som er 100% sikker på, at han vil være sammen med dig og som behandler dig godt og giver dig kærlighed, omsorg og tryghed. At komme videre er lettere sagt end gjort, men du kan få det bedre igen, som du også selv skriver var ved at ske. Når smerten er blevet mindre ser man ofte også lidt klarere på tingene. En af de ting, som kan hjælpe på at komme videre er at tage afstand til personen, og forsøge at lave nogle andre ting, som også gør en glad. Jeg tror, det er vigtigt, at du tager jeres aftale om at ses en gang i måneden op til genovervejelse, og også tænker over, om du egentlig kan være venner med ham, hvis du stadig har følelser for ham. Du er allerede blevet såret en gang, og der er en stor sandsynlighed for at det vil ske igen, hvis han lover dig noget, han ikke kan give dig. 

På den anden side kan det også være, at han faktisk prøver den her gang. Måske kan du prøve at tænke over, om han virkelig har arbejdet med sig selv, og hvad han har gjort for at lære at elske sig selv. Måske er han klar til et forhold igen. Det er svært for mig at sige, det kan du bedst selv mærke og vurdere. Jeg tænker dog, at din tvivl er ret sigende, og måske skal du lytte til den, fordi den er der af en grund.

Du skriver, at han da må vide, at han giver dig et håb. Det tror jeg ikke, at han nødvendigvis gør. Jeg vil anbefale dig at snakke med ham om, hvordan du har det. Du må konfrontere ham med, at det er forvirrende, at han først siger, at han ikke kan elske dig, og så vil hænge ud hver måned, holde om hinanden og skrive sammen hele tiden. For at få en afklaring, må du spørge ham direkte om, om han udnytter dig, eller hvad han lægger i det, når han skriver med dig og gerne vil ses igen. Når du har talt med ham, kan du tænke over, om I skal fortsætte med at ses, og hvad der er den bedste beslutning for dig lige nu. Hvis han svarer, at han stadig ikke er interesseret i at være i et forhold, vil det selvfølgelig gøre ondt. Selvom det gør ondt at få et svar, der måske ikke er det, du håber på, er det også en afslutning, der betyder, at du kan komme videre og ikke skal bruge energi på at tro på noget, som ikke kommer til at ske.

Du fortjener at være glad og være i et forhold, hvor du er elsket og holdt af af en, som vil dig. Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du har mod på at spørge ham direkte, hvad det er han vil.

Varme hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program