Fuldtidsarbejde

brevkassespørgsmål

Fuldtidsarbejde

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 1 måned 3 uger siden

Hej cyberhus. Jeg fik her for ca. 6 måneder siden mit første fuldtidsarbejde, og jeg synes simpelthen at det er så hårdt. Jeg kan egentlig godt lide selve arbejdspladsen og kollegerne, så det er ikke så meget det der er problemet. Det er mere det med at skulle vænne sig til en livsstil, hvor man udelukkende lever for weekenderne, og må undvære både familie og venner en stor del af tiden. Der er tit hyggelige aktiviteter som både min familie og mine venner laver hele tiden, som jeg ikke kan være med til, da jeg har mit arbejde. Da jeg står både min familie og mine venner meget nær, er det ekstremt hårdt at skulle undvære dem så meget i min hverdag. Selvom jeg generelt prøver at være en positiv person, så har jeg på det seneste fanget mig selv i ofte at miste livsglæden lidt pga. alle de ting jeg går glip af nu. Jeg føler at jeg har brug for en pause, men kan ikke engang få bare en enkelt fridag på arbejdet, da jeg flere gange har anmodet om det, men alle gange er blevet afvist, hvilket selvfølgelig ikke gør sagen meget bedre. Jeg føler bare jeg er ved at blive lidt desperat. Er ligefrem begyndt at få seriøse tanker om på en eller anden måde at skade mig selv, bare så jeg er "lovligt" undskyldt fra at få et par fridage fra arbejdet. Men ved selvfølgelig godt at det er åndssvagt. Jeg bliver bare så deprimeret over tanken om, at hvis jeg allerede har det sådan her nu, så tør jeg slet ikke tænke på fremtiden, da den jo højst sandsynligt kun byder på endnu mere arbejde og endnu mindre frihed, for ved jo godt at sådan er livet desværre bare. Men hvordan håndterer man lige det hele uden at miste forstanden??

Svar: 

Kære dig,

Hvor er jeg glad for at du skriver ind. Det lyder som om du er udbrændt af dit arbejde, og det kan være meget drænende og svært at være i. Rigtig mange oplever at føle sig udbrændt af arbejde, og nok især når det er ens første fuldtidsjob. Ud fra din alder formoder jeg at du har gået på noget ungdomsuddannelse før det her job, og der er man jo er vant til en hverdag med sine venner i skolen. Og en anden ting er, at på en ungdomsuddannelse er det, som regel, ens eget ansvar hvis man holder ferie/fri en dag hvor der er skole. Man skal altså ikke anmode om fri på samme måde, som på mange arbejdspladser, netop som du skriver. Du har formentligt gået i skole i rigtig mange år, og har nu pludselig fået en hverdag der bare er anderledes på rigtig mange måder. Nu står du med dit første fuldtidsarbejde, hvor du ikke har dine venner i hverdagen på samme måde, og nu skal anmode om at holde bare en enkelt dag fri.

Når man gennemgår de her store forandringer i hverdagen, er det helt naturligt at man kan opleve at blive overvældet og drænet for energi. Så når man får sit første fuldtidsarbejde er det altså meget normalt at det tager tid at vænne sig til alt det nye. Det er en stor omvæltning og det kan være svært at være i. Jeg tror faktisk at rigtig mange andre unge vil kunne genkende netop samme følelser som du sidder med. At have brug for en pause.

Det er dog vigtigt at pointere, at selvom det er normalt at føle sig udbrændt af sit arbejde, er det også vigtigt at spørge sig selv, hvorfor man er udbrændt. Der kan nemlig være mange ting, der gør, at man føler at man har brug for en pause. Det kan blandt andet være et dårligt arbejdsmiljø eller mangel på ordenlige arbejdsvilkår. Du fortæller f.eks. at du bliver afvist når du anmoder om en fridag, og selvom man har et fuldtidsjob med ansvar, skulle der altså gerne være plads til at holde en fridag. Under gode arbejdsvilkår ligger også retten til feriedage/fridage, netop så man kan få en pause engang i mellem. Måske du kan tage en snak med din chef, og spørge hvornår du så kan få lov at holde en fridag, hvis dine ønskede dage ikke bliver accepteret. I forhold til arbejdsmiljøet kan jeg forstå på dig at du synes det er en god arbejdsplads og at du har nogle gode kollegaer, og derfor formoder jeg umiddelbart at arbejdsmiljøet faktisk fungerer udemærket. Og det er jo dejligt, men ikke ensbetydende med at du skal være i jobbet, hvis du ikke trives i det som helhed.

Selv hvis arbejdsmiljøet er helt fantastisk og selv hvis man har de bedste arbejdsvilkår, er det stadig ikke ensbetydende med, at man trives som person, i alle former for jobs. Det kan altså sagtens være at jobbet bare ikke passer til en, og det kan være på trods af gode kollegaer og en god arbejdsplads, som du f.eks beskriver på dit arbejde. Der er simpelthen bare nogle jobs der passer bedre til en end andre, og måske ved man det ikke før man har prøvet noget forskelligt. Nu er det også dit første fuldtidsarbejde, og man skal selvfølgelig give arbejdet en chance, men hvis man ikke trives i det, og hvis man oplever at få tanker om at skade sig selv for at få en pause, så er det tid til at finde en løsning. Og den løsning kan blandt andet være forandring på dit nuværende arbejde eller at sige op og prøve noget andet, som forhåbentligt kan bevare din positive person, som du oplever forsvinder mere og mere. Det er nødvendigt med handling, så du ikke mister mere af dig selv. 

Til sidst vil jeg understrege at det ikke er dig der er noget galt med. Det er ikke fordi du ikke kan finde ud af at være i et fuldtidsarbejde. Du har måske bare ikke fundet det rette job for dig endnu. Hvilket er helt forståeligt, når det er dit første fuldtidsarbejde. Rigtig mange unge oplever de samme frustrationer og følelser når de får deres første fuldtidsjob, som bare er noget helt andet end skole. Det handler om at du skal finde det, der giver mening for dig og giver dig livsglæde. Det kan være svært at finde, men man bliver nødt til bare at prøve nogle forskellige jobs, og lige pludselig finder du måske ud af hvad der passer bedst til dig. Jeg kan forsikre dig om, at der findes et arbejde, som kan give dig glæde og positivitet og som stadig giver dig tid og overskud til familie og venner. Du fortjener at have tid og overskud til det der gør dig glad i din fritid. Til at se dine venner og din familie. Det er vigtigt at du er glad, også selvom et fuldtidsarbejde kan være tidskrævende. 

Jeg håber du blev klogere og at du kan bruge mit svar.

Venlig hilsen

Anne fra Cyberhus 

cyberhusannes billede
Anne fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program