Jeg vil væk

brevkassespørgsmål

Jeg vil væk

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Hej Jeg har det ærligtalt ikke særlig godt mentalt her for tiden. Jeg vil virkelig ikke leve længere, men samtidig er jeg ikke klar til at dø. Grunden til disse følelser skyldes forskellige årsager men hovedsageligt pres fra skolen og at jeg ved at jeg ikke betyder noget for min klasse, hvis jeg dræbte mig selv ville de selvfølgelig være i shock ( siden de færreste i mit kender til hvordan jeg egentlig har det ) men stadig ikke specielt rørt. Jeg har ikke nogen speciel rolle i andres liv udover min families. Presset fra min skole ( som ærligtalt er virkelig stram ) er for meget for mig og ødelægger klart mit mentale helbred. Mine følelser skifter noglegange fra “Jeg vil dræbe mig selv” og “Jeg kan ikke mere” til “Jeg er glad for at jeg ikke dræbte mig selv” men disse positive tanker finder oftest kun sted i få dage og timer. Desuden er drænet fra energi og kan dårligt nok falde i søvn grundet mine bekymrende tanker. Jeg har mistet min ellers store appetit og har tvangstanker- og handlinger der indebærer brug af tal som jeg på bestemte måder, skal banke. Jeg undskylder for min nok så forvirrende tekst jeg havde bare brug for at komme ud med. På forhånd tak. Hilsen Anonym

Svar: 

Kære du

Jeg er rigtig ked af at høre, at du har det så skidt for tiden. Det lyder virkelig hårdt, og jeg kan godt forstå, at det kan få dig til at føle, at det ville være bedre ikke at være her længere. Selvmordstanker er ikke ualmindelige, men de er rigtig ubehagelige at have, og det kan være rigtig svært at fortælle andre, at man har dem. Derfor vil jeg også gerne fortælle dig, at jeg synes, at det er så godt gået, at du er kommet forbi her i brevkassen. Din tekst er ikke forvirrende, og du har intet at undskylde for. Det er godt, at du rækker ud!

Når man har det svært, så kan selvmord føles som den eneste løsning, men jeg tænker, at det er vigtigt at få sagt, at selvmord ikke er en løsning. Selvmord er ikke en udvej fra det svære, fordi med selvmord stopper alting, og det ændrer ikke på noget eller gør noget bedre. Alle de gode ting, som livet har at byde på, vil man gå glip af. Men der er andre veje at tage, tingene kan blive bedre, og livet kan blive rigtig godt igen, selvom det føles helt umuligt lige nu. For det ved jeg godt, at det måske gør, fordi det er sådan, at når vi har det svært, så bliver det sværere og sværere for os at se de gode ting i livet. Vi begynder at tænke mere negativt f.eks., at vi ikke betyder noget for nogen, at vi ikke er noget værd, og at vores liv aldrig bliver rart og godt igen, men det er ikke sandt. Det er noget vores hjerne fortæller hos, og som den begynder at gøre helt ubevidst, når vi får det skidt. Det er på den måde ikke noget, vi vælger at gøre, men det sker, og i sådanne tilfælde så tænker jeg, at det kan være rart at blive mindet om, at der er masser af gode ting ved livet, også selvom man selv står i en situation, hvor der er noget, som gør, at man lige nu ikke kan se eller mærke det.

Jeg tror, at det vil være rigtig godt for dig at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det kan være dine forældre, andet familie, din lærer eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved. Når du føler dig klar, så kan det også være en rigtig god idé at få en snak med din læge, da din læge kan hjælpe dig med at forstå det, som sker for dig. Din læge kan også hjælpe dig med at finde en psykolog eller psykiater, som kan hjælpe dig med at få det bedre.

Som jeg startede med at skrive, så ved jeg, at det kan være rigtig svært at åbne op overfor andre og fortælle dem, at man har det rigtig skidt. Det er helt okay, hvis det samme gør sig gældende for dig, og du skal vide, at hvis du har brug for et sted at "øve", så er du meget velkommen i vores 1-1 chat. Her sidder vores rådgivere klar til en anonym snak, hvor du kan fortælle præcis så meget eller så lidt, som du føler dig tilpas med. Det er helt op til dig, for det vigtigste for os er, at du er tryg og okay med det, vi snakker om. Derfor er det også altid okay at sige fra, hvis noget bliver for svært at snakke om.

Hvis du ikke har lyst til at tale med vores rådgivere, så er der også andre alternativer, som vi kan henvise dig videre til, hvis du ønsker det. Jeg vil ikke nævne dem alle her, men jeg vil lige nævne en, og det er Livslinjen. De har åbent fra kl. 11-05 hver dag, og de kan være en rigtig god mulighed, hvis de svære tanker fylder for meget, og du føler dig alene.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du ved, at du ikke er alene, selvom dit hoved muligvis nogle gange fortæller dig noget andet. Du er det værd, og der er hjælp at hente, så jeg håber virkelig og tror på, at du vil række hånden ud og bede om den. Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg sender varme tanker og virtuelle knus din vej.

Mange positive tanker,

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program