Kæreste dig, 

Hvor er jeg glad for, at du har skrevet. Det du fortæller mig i dit brev gør indtryk på mig, og først og fremmest vil jeg fortælle dig, at jeg synes, du er sej. Det er modigt, at du har skrevet herind, og det er stærkt, at du kæmper. For nogle er livet og tilværelsen svær og smertefuld, og nogle gange er det uoverskueligt at eksistere. I nogle perioder af livet, oplever vi at være fyldt af smertefulde følelser og tanker, som kan være så utroligt svære at håndtere. De fleste af os gør det bedste vi kan, det meste af tiden. Når vi er pressede, reagerer vi så godt, som vi kan lige der. Når vi er kede af det, reagerer vi så godt, som vi kan lige der. Når vi er vrede, reagerer vi så godt, som vi kan lige der. Nogle gange kan man komme til at tro, at man skal kunne klare det hele. Være glad hele tiden. Være i kontrol hele tiden. Mærke sig selv hele tiden. Sandheden er, at vi alle mister kontrollen en gang imellem. Sandheden er, at verden er usikker og uforudsigelig, og det er okay, at det påvirker os. Det er okay ikke at være glad, ikke at have kontrol. Vi er ikke forkerte, når vi er svage, sårbare og kede af det. Vi er ikke forkerte, når vi ikke magter det, vi plejer, eller det vi tror vi burde. Nogle gange er vi så hårde ved os selv, vi føler os ikke gode nok, føler os ikke værdige, føler vi fejler konstant. På den måde kan man endda komme til at tænke, at man fortjener straf og smerte. 

Jeg kender godt til det at føle den overvældende susen af behovet for hurtigt at afreagere, mærke sin krop, få et eller andet ud af den. Vrede, sorg, indre smerte. I det øjeblik, hvor det raser indeni, kan det bedste man magter godt være at slå og skade sig selv. Det er en måde at håndtere et indre kaos på, som kan virke som den eneste mulighed, når man ikke har lært, hvordan det indre kaos kan beroliges uden selvskade. At selvskade er en måde at håndtere svære tanker og følelser på, som især virker, når man hurtigt skal afreagere eller flytte fokus væk fra de svære tanker og følelser. Men selvskade virker ikke i det længere løb. For man skader jo sig selv yderligere. For at man kan stoppe med at selvskade, bliver man nødt til at have lært nogle andre måder at håndtere det indre kaos på. Det kan tage rigtig lang tid, fordi selvskaden netop virker som den letteste løsning. Jeg tænker på, om du mon har prøvet andre metoder end at slå dig selv? Måske løbe en tur, lave 10 englehop, høre din yndlingssang? Det er ikke altid andre metoder virker, og det er okay. Det tager lang tid at lære at håndtere det, der gør ondt uden at gøre endnu mere ondt ved sig selv.

Der kan være mange grunde til, at man selvskader, og mange forskellige situationer, der giver én lyst til at selvskade. Jeg tænker meget på, hvad der mon får dig til at selvskade og hvordan det føles for dig? Hvad har mon startet din selvskade og hvad får dig til at fortsætte? Hvilke følelser og tanker er din selvskade forbundet med?

Du skriver, at du har selvskadet i nogle år nu, og jeg forestiller mig, at det derfor også kan føles som en meget fastlåst måde at håndtere svære tanker og følelser på. Jeg forestiller mig, at du nok har en eller anden følelse af, at det i et eller andet omfang virker. Men her må jeg alligevel bede dig overveje, om det nu også rent faktisk virker på længere sigt? Det er ikke let at ændre sine vaner på den måde, og det kan være helt enormt svært at stoppe med at selvskade. Det er en lang kamp, men det er faktisk ikke en kamp, du behøver kæmpe alene. Der er rigtig mange andre unge, der også selvskader, og der er mange forskellige muligheder for rådgivning og hjælp. Det første skridt er at snakke med andre om det. Fortælle andre om hvorfor man gør det og hvordan det føles. Man fejler ikke, fordi man selvskader, og det er okay at det er svært at stoppe med. Jeg vil gerne dele de her gode råd med dig, som måske kan være rare for dig at læse. På samme hjemmeside kan du også finde andre unges fortællinger om deres selvskade, hvad selvskaden betød for dem, og hvordan de stoppede. Jeg håber, du vil læse lidt og se, at du ikke er alene eller forkert.

Jeg synes, det er rigtig betænksomt af dig, at du vil beskytte dine forældre og sørge for, at andre ikke tænker, at det er dem, der slår dig. Jeg tænker også, at den bedste måde at undgå, at andre tænker, at de slår dig, er at sige sandheden. Altså, at fortælle til dem omkring dig hvis de spørger, at du nogle gange har svært ved at håndtere temperamentsanfald og kommer til at slå dig selv. Jeg tror, at de fleste "undskyldninger" vil være lette at se igennem, og samtidig synes jeg heller ikke, du behøver lyve. De fleste mennesker kender til, at vredesudbrud nogle gange vendes lidt indad - man tænker nogle hårde tanker om sig selv, slår i puder, sparker til en stol, slår i væggen eller slår måske sig selv. Det kan faktisk være enormt rart at fortælle sandheden til andre og på den måde også finde ud af, at de følelser der ligger bag reaktionen kender andre faktisk også til, og du er altså ikke alene. De fleste kender godt til smerte, sorg, ubehag og behov for kontrol, det er nemlig helt normale følelser at have i perioder. Samtidig kender de fleste også til at have hårde tanker om sig selv. Det kan være så befriende at snakke med andre, der forstår. 

Jeg kan godt forstå, hvis det ikke virker så lige til og let at skulle snakke med nogen du kender, om din selvskade. For mange kan det være rart at snakke helt anonymt og måske over skrift, lidt ligesom du har gjort her i dit brev. Du må altid komme forbi vores chat og snakke, og der findes også online rådgivning til selvskade, for eksempel i form af chat - det kan du finde her. 

Jeg ved godt, at jeg ikke svarede helt så simpelt og direkte, som dit spørgsmål lagde op til. Jeg håber alligevel virkelig, at du vil tænke over det, jeg har skrevet her, for jeg ønsker virkelig det bedste for dig, og det ved jeg er en selvskadefri tilværelse. Du er stærk, også når du er sårbar og ude af kontrol, det må du huske. Kom endelig forbi chatten eller skriv igen. Alle varme tanker til dig. 

Sophie