Misbrug

brevkassespørgsmål

Misbrug

brevkassespørgsmål af
Jacob
19 år
Oprettet 1 år 11 måneder siden

God dag CyberHus Jeg skriver til jer da jeg har brug for hjælp med mit misbrug, jeg har det sidste uge eksperimenteret med Oxycodon som er et hårdt stof der er i familie med morfin, heroin og fentanyl. Jeg er gået psykisk ned og har fundet ros i oxy og nu er jeg bange for om jeg er i stand til at stoppe igen. Hvad kan jeg gøre?

Svar: 

Kære du

Hvor er det godt at du skriver og rækker ud. For det lyder til at det er en svær situation for dig at være i. Samtidig er det også mega fedt, at du selv kan mærke at du har brug for hjælp til at klare det her. 

Det lyder til at du kæmper med nogle ret svære ting, og har fundet en strategi med stoffer, som kan give dig noget godt, selvom det ikke er hensigtsmæssigt. 

Derfor er jeg virkelig glad for at du skriver, og jeg vil meget gerne give dig nogle muligheder for, hvordan du kan få hjælp. 

Der findes nemlig forskellige muligheder. 

Den første er, at du kan henvende dig til dit lokale misbrugscenter, og få hjælp derigennem. Særligt med unge er man opmærksom på at ventetiden ikke må være for lang. 

Derfor kan man ofte starte op ret hurtigt. De vil her kunne tilbyde dig hjælp til nedtrapning, og behandling og samtaler. I samtalerne vil man ofte kigge på hvad der har startet misbruget, hvad det giver en, og hvordan man måske kan finde andre måder at håndtere det på.

Jeg ved dog også, at det kan være super svært, at tage skridtet til at gå derhen og modtage behandling. 

Derfor vil jeg også fortælle dig lidt om et andet tilbud, som foregår telefonisk. Www.misbrugsportalen.dk tilbyder gratis samtaleforløb til pårørende og den misbrugsramte selv. Her kommer man til at tale med den samme rådgiver flere gange, som kan støtte dig til at komme i noget behandling, og forhåbentlig komme ud af dette misbrug, og finde andre copingsstrategier. Via hjemmesiden kan du søge et forløb, og de kan normalt starte op meget hurtigt. 

Jeg bliver dog nysgerrig på, om dem du har omkring dig, kender til dit misbrug? Eller om du mon har mistet meget af dit netværk igennem dette? 
Oplever du at have en støtte i dine forældre fx? Det kan have stor betydning at have et bagland der kan hjælpe og støtte under en behandling i at komme ud af misbruget, da man generelt har større succes på den måde. Det at der er nogen at tale med, nogen der kan støtte op og hjælpe kan betyde rigtig meget for hvor godt det lykkes. 

Det bliver ikke nemt at komme ud af, men det er super godt at du er blevet opmærksom på at du har brug for hjælp til det. Det kan nemlig være virkelig svært at nå dertil!

En sidste ting jeg vil give dig med, er at du også altid kan kontakte din læge og få hjælp til at trappe ud. 

Jeg håber du har mod til at gøre en af tingene, og få hjælp til at håndtere det. For jeg tror bestemt at du kan stoppe igen, særligt når du selv er opmærksom på at du har brug for hjælp til dit misbrug.

En masse styrkende tanker til dig, og virkelig stærkt gået at du rækker ud!

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program