Spørgsmål
Spørgsmål
Hej
jeg har et spørgsmål synes det er mega pinligt jeg har fået en hæmoride og jeg har ikke lyst til at gå til lægen med det.
så mit spørgsmål er der noget cream man kan købe uden recept som er godt og virker ?
har fået at vide at fordi jeg lider af bulimi og ikke får nok mad og væske at det er derfor jeg har fået en er det rigtigt?
har nemlig kun hørt om ældre der har dem
håber i kan hjælpe
- Pernille.
Kære Pernille.
Tak for dit brev. Godt at du skriver herind.
Jeg kan godt forstå, at du synes at det er pinligt, at du har fået en hæmoride, og at du ikke har lyst til at gå til lægen med det. Men hæmorider er meget almindelige, og de fleste kvinder oplever at få en hæmoride - oftest i forbindelse med graviditet og fødsel, men man kan også sagtens få dem på andre tidspunkter i livet.
Hæmorider kan skyldes mange ting og ses i alle aldre. Du har helt ret i, at de er de mest hyppige i den ældre del af befolkningen, hvor halvdelen af folk over 50 år har dem. Ofte sættes de i forbindelse med øget tryk som hos gravide kvinder, folk med forstoppelse eller hos folk med dårlige toiletvaner (hvis man f.eks presser rigtig meget).
Hæmorider er udposninger på vener, og de vil ofte blive mindre med tiden. De forsvinder typisk ikke, men bliver til tomme "hudflapper", som kan sidde omkring endetarmsåbningen eller lidt oppe i endetarmen. Man kan forsøge med en kur med stikpiller og/eller salve i 14 dage, men det er lidt omdiskuteret, om det virker. Omvendt kan det ikke skade, og det er meget anvendt. Du skal dog have en recept fra din læge, som nok vil kræve at du bliver undersøgt først, så I er sikre på, det er en hæmoride.
Når man kaster op skaber det ganske rigtigt et forøget tryk, så jeg kan ikke udelukke, at din bulimi har medvirket til udviklingen af hæmoriden. Det kan også være, at du i forbindelse med bulimien har haft lidt problemer med maven, som er årsagen til hæmoriden i stedet for opkastet?
Det vigtigste er at forebygge hæmorider ved at undgå forstoppelse. Så hvis du har tendens til forstoppelse, skal du gøre noget ved dét. Drikke mere væske, bevæge dig, spise groft og fiberrigt og eventuelt bruge HUSK eller Magnesia. Begge dele kan købes i håndkøb på apoteket.
Hvis du vil have den væk og med bedste råd og vejledning, så er det nok umuligt at undgå lægen. Derfor vil jeg råde dig til, at kontakte din læge. Så har du også muglighed for at stille lidt flere spørgsmål end. Hvis du synes det er pinligt eller svært at skulle til lægen med det, kan du i første omgang ringe og tale med lægen om det. Det kan godt være, at din læge derefter gerne vil undersøge dig. Din læge ser til gengæld hæmorider og andre “pinlige ting” dagligt og tænker slet ikke på det som nogen pinlig ting. Jeg tror du vil blive glad for det, når den er forsvundet.
Du kan selvfølgelig også prøve at ændre toiletvaner og få gang i fordøjelsen først og se om det hjælper - det gør det hos nogle.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at det kan hjælpe dig til at komme videre med dit problem.
Held og lykke og rigtig god sommer.
De bedste hilsner fra
Gro.