Akut...

brevkassespørgsmål

Akut...

brevkassespørgsmål af
Sofia
18 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Hej...

Jeg sidder i den her situation at jeg lærte på den hårde måde at der findes hjerteløse fyre. Han har sådan være den eneste der bare har givet mig en smule opmærksomhed. Men det gjorde han for over et år side, og nu har han virkelig behandlet mid dårligt. Vi har aldrig haft noget eller noget som helst! 

Jeg er ikke ked af det over ham, overhovedet ikke. Men det såre mig med tanken om at jeg ikke finder kærligheden. Jeg ved den kommer i dag, men har bare så meget brug for den nu - og derfor søger den de forkerte steder. Jeg vil så gerne elske nogen og blive elsket af nogen. Mit hjerte er ved at gå itu. Jeg kan ikke holde til den her følelse af at være alene. Jeg har massere af venner. De hjælper mig. Men jeg mangler bare dén del hvor min kærlighed kan placere sig. 

Vil så gerne... 

Svar: 

Kære Sofia

Tusind tak for dit brev. Jeg kan rigtig godt forstå dit ønske om at finde kærligheden og din frustration over følelsen af at være alene. Ensomhed er noget som rigtig mange mennesker døjer med, så jeg kan forsikre dig for, at du ikke er alene med de følelser. På trods af det, er ensomheden og længslen efter kærlighed selvfølgelig stadig en rigtig ubehagelig følelse. Så jeg vil forsøge mit bedste på at give dig nogle råd, som du forhåbentligt kan bruge. 

Først vil jeg rigtig gerne rose dig for, at du er så velovervejet og reflekterende omkring din situation. Jeg synes især din observation om, at du føler, at du søger kærligheden de forkerte steder vidner om, at du tænker over dine handlinger, og hvad de fører med sig. Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Når du er klar over, hvor du i hvert fald ikke skal søge kærligheden, vil du alt andet lige være mere tilbøjelig til at støde på en sund og holdbar kærlighedsrelation. Så det er mega sejt!

Mit konkrete råd til dig er at forsøg at være tålmodig, og indtil kærligheden opstår, så at rette al den kærlighed, du gerne vil give til en kæreste, mod dig selv i stedet. Det er selvfølgelig meget nemmere sagt end gjort, men jeg tror, at du vil opleve, at din indstilling vil ændre sig meget, hvis du fokuserer din kærlighed indad i en periode. Der sker nemlig noget med ens udtråling, når man ligesom dig helt vildt gerne vil have en kæreste. Hvis man ligesom bliver alt for opsat på at få en kæreste, så kan det godt gå ind og bremse muligheden for at skabe et sundt og kærligt til et andet menneske. Det kan eksempelvis være, at du møder en sød fyr, men at din længsel efter at elske og blive elsket fylder så meget, at det faktisk kan stå i vejen for en mulig forelskelse mellem jer? Eller måske kan store forventninger til, hvordan jeres forhold skal være kan gøre, at det bliver rigtig svært nogensinde at finde det, som du søger? Det er ikke sikkert, men jeg tænker, at det er værd at overveje, om det kunne være en idé i en periode at fokusere lidt mere på at elske dig selv for den vidunderlige pige, du med garanti er, også selvom at du lige nu ikke har en kæreste. 

Men hvordan retter man så kærligheden indad? Det handler om at finde aktiviteter, rutiner eller selvforkælelser, som giver dig energi og glæde. Det kunne for eksempel være at pleje dine venskaber, som du i brevet giver udtryk for, at du værdsætter. Det kunne også være at fordybe dig i aktiviteter, som du kan lide. Eller du kan forsøge at udvikle dig selv på et bestemt område, som du godt kunne tænke dig og som ville give dig glæde og selvtillid. Essensen er, at du forsøger at gøre dig selv lykkelig på en måde, som du reelt har kontrol over. Fordi kærligheden er ikke et område af ens liv, som man i samme grad kan kontrollere, da det i høj grad afhænger af den anden persons mål, ønsker og væremåde. Hvis man forsøger at tvinge kærligheden, bliver det i hvert fald nok ikke så tit det, som man lige gik og håbede på. Så lige nu vil jeg råde dig til at finde lykken på en anden måde og til at forsøge at opdage endnu mere af din indre værdi, end du kender til på nuværende tidspunkt. Så er jeg nemlig sikker på, at din indstilling og udstråling vil ændres, og så sker der ofte det, at kærligheden kommer helt naturligt, når man mindst venter det.

Det er simpelthen bare så vigtigt, at man også elsker sig selv, før man kan elske en anden. Jo mere, man værdsætter sig selv, jo nemmere er det ofte at få sat de grænser, som gør, at når man finder én, så vil det være én person, som respekterer og elsker én præcis, som man er, og det er den slags kærlighed, du fortjener. Den kan godt tage lidt længere tid at finde, men jeg tror også, at den vil væe det hele værd, når du finder den. Så til slut vil jeg sige, at du ikke må miste troen på, at du nok skal finde kærligheden. Det skal nok komme, men indtil da er det nok en god idé at væbne sig selv med lidt tålmodighed og så bruge ventetiden på at fokusere al din energi i at blive den bedste version af dig selv, for tid brugt på én selv er aldrig spildt. 

Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg håber virkelig, at min svar gav mening og var brugbart. 

Hvis du har lyst til at vende din situation med en anonym rådgiver igen, er du meget velkommen til at skrive ind til vores chatrådgivning, som er åben mandag og onsdag mellem kl. 14 og 17 og tirsdag og torsdag mellem kl. 18 og 21. Eller du kan kigge forbi brevkassen igen!

Stort kram og venlig hilsen

Karoline

KarolineSs billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program