Kære du,

Hvor er det bare godt du skriver. For med dit brev har du nemlig taget det allerførste og meget vigtige skridt til at få det bedre: du er begyndt at åbne op og fortælle om hvordan du har det.

Det er nemlig slet, slet ikke meningen, at en dreng på 13 år skal have det som du har det. Jeg bliver bekymret når du skriver, at du lever livet på kanten lige nu, når du samtidig lige har skrevet, at du bl.a. lider af selvmordstanker. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at tale med en voksen om, hvordan du har det. En voksen som du stoler på og er tryg ved. Det kan være en forælder, en lærer, en onkel eller tante, eller måske en vens forælder. Jeg tænker også, at du på et tidspunkt skal tale med din læge. Lægen vil nemlig kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvilke tilbud, der vil være gode for dig, og vil også kunne henvise dig til en psykolog. Men da du er under 15 år kan du ikke selv bestille en tid ved lægen, og du er derfor nødt til at vente med at snakke med lægen til du har talt med dine forældre.

Det kan være svært at starte sådan en samtale, men faktisk synes jeg du gør det rigtig fint i brevet her: du siger det ligeud, præcis som det er. Det er det bedste du kan gøre. Det er vigtigt, at den anden giver sig tid til at lytte. Der vil nok også komme nogle spørgsmål, som er den andens forsøg på at forstå hvordan du har det, og måske også hvorfor du har det som du har det. Lige nu tænker jeg, at "hvorfor?" er ligegyldigt. Lige nu handler det mest om "hvordan?". Spørgsmålet om, og svaret på,hvorfor du har det som du har det hører, for mig at se, hjemme i samtaler med en psykolog. Psykologer er nemlig trænet til at behandle lige netop sådan noget her, og din læge vil kunne hjælpe dig med at finde en god psykolog til dig.

Hvis det er for svært for dig at snakke med voksne om det kan du også starte med at betro dig til en ven. Så kan din ven efterfølgende være der for dig og støtte dig, når du skal fortælle det til en voksen. Det kan være rigtig godt at fortælle om den her slags tanker og følelser til en god ven. Men det er vigtigt, at du også får sagt det til en voksen, for det er et alt for stort ansvar for din ven at bære alene. Akkurat ligesom det er en alt for tung byrde for dig at bære alene.

Jeg håber du har én eller flere voksne omkring dig, som du føler du kan tale med. Og husk, at du altid kan ringe til Livslinjen på 70 201 201.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv