Mega dum veninde!!!

brevkassespørgsmål

Mega dum veninde!!!

brevkassespørgsmål af
Filucca
11 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus...

Jeg har en veninde, der er flyttet skole, efter alt det her Corona noget. Efter hun er flyttet skole, er hun begyndt at handle mig dårligt, og hun gør det over telefonen hvilket rører mig endnu mere. Jeg kan nemlig ikke se hendes ansigt, og hun kan ikke se mit, og derfor kan hun ikke forstå når jeg siger "stop." 

Hun har flere gange sagt grimme ting om mig, og til sidst ville jeg simpelthen ikke skrive med hende. Jeg ville ikke finde mig i at blive behandlet sådan af det der engang havde været en af mine bedste veninder. Hun var den jeg før, kunne fortælle alt. Vi delte alt med hinanden, og hun hjalp mig igennem mine angstanfald.

Efter jeg cuttede alt kontakten til hende, har jeg hørt rygter om, at hun nu lyver, og siger dårlige ting om mig - til andre. 2 af mine veninder tror på hende, og de vil ikke se mig i øjnene, nu hvor de tror jeg har gjort hende fortræd.

Jeg ved godt, at vi bare burde sige undskyld også komme videre, men hun har virkelig såret mig denne her gang. Jeg føler ikke at et undskyld er nok. Jeg føler at hun har smadret mig, som jeg var glas, også har hun taget det bedste af mig.

Alt det her, har også kæmpe indflydelse på min hverdag i skolen. Jeg føler at jeg ikke kan med andre, og min evne til at få folk til at grine, er væk. Jeg prøver at virke glad, men det er så svært. Og hver gang bliver min glæde mere og mere fake. Jeg smiler til folk, og siger jeg har det fint, men indeni er der bare en krig i gang. 

Min mor har fundet ud af det, og vi har snakket om det, men.... Det hjalp ikke.

Kan i hjælpe mig?? Kh ødelagt pige

Svar: 

Kære Filucca

Tak for din besked. Hvor er jeg ked af at høre, at du og din veninde er blevet så uvenner, som I er. Det er aldrig sjovt at miste et godt venskab og det er slet ikke sjovt at opleve bagtaleri eller at blive spredt rygter om. Jeg kan godt sætte mig ind i, at man kan føle sig lidt magtesløs i sådan en situation og derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind til os. 

Jeg synes, at det er rigtig flot, at du har sat dine grænser for din veninde. Du har sagt fra og sat foden i, når du har følt, at hun ikke behandlede dig ordentligt. Det synes jeg er stærkt af dig, fordi det kan være svært at sige fra, når det drejer sig om ens tidligere gode veninde. Jeg synes også, at du har taget en god beslutning i ikke at have kontakten med hende, hvis den kontakt kun har været negativ efter hun flyttede skole. Som jeg læser det, så har du ikke kunnet gøre mere end det, du allerede har gjort. Jeg kan godt forstå, at du er træt af, at der bliver spredt rygter om dig og jeg tror, at langt de fleste ville have det på samme måde som dig. Man kan sige, at du ikke kan kontrollere, hvad hun gør eller siger til andre om dig, men du kan kontrollere, hvordan du reagerer på det. Det er det, som du har gjort ved at tage afstand til hende.

Samtidig er jeg også glad for at høre, at du har snakket med din mor om det. Selvom du måske ikke synes, at det hjalp så meget, så er det godt at få sine tanker ud og tale om sine følelser til en voksen tæt på, så man ikke går med det hele selv.  Hvis man ikke taler med nogen om det, der er svært, kan det hobe sig op inden i og man kan måske opleve at være meget sur, ked af det eller andet. Selvom du ikke synes, at det hjalp at snakke med din mor, så kunne jeg forestille mig, at det alligevel gav noget positivt at dele det med nogen? Mon du har det sådan?

Når man er blevet såret sådan, som du er blevet det, så kan det godt tage noget tid før man bliver okay igen. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at du er ked af det og at du oplever, at du ikke er dig selv. F.eks. at du oplever ikke at have samme humoristiske sans, som du plejer. Du skriver, at du prøver at virke glad hver dag selvom det er svært. Dét synes jeg er en sejr i sig selv. Selvom du har det skidt indeni, så vågner du op hver dag og prøver at være glad og leve din hverdag så godt, som du kan. Det er mega flot og sejt! Jeg kan godt sætte mig ind i, at du rigtig gerne vil blive glad igen så hurtig som muligt. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det er at være dig i din situation. Samtidig så tænker jeg også, at du skal prøve at give det tid. Måske har du nogle andre venskaber, som du kan fokusere på? Måske nogle venner eller veninder fra klassen eller andre steder, som du kan hænge ud med? Måske vil det hjælpe dig at fokusere på de gode venskaber, som bringer noget positivt ind i dit liv. Hvad tænker du om det?

Hvis det stadig fylder meget hos dig, og du har brug for at snakke med en anden voksen end din mor/dine forældre, er du altid brug for at skrive til os inde på Cyberhus' chat. Der kan du skrive med en rådgiver, som lytter og er nærværende. Du kan også altid ringe til Børnetelefonen, hvis du har brug for at snakke med en over telefonen. 

Jeg håber, at du har kunnet bruge mit svar og har fået nogle værktøjer til at tackle situationen. Jeg håber, at du vil finde hjælp og støtte til at blive glad igen. 

Mange varme tanker fra
Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program