Er jeg gravid

brevkassespørgsmål

Er jeg gravid

brevkassespørgsmål af
Forvirret og paranoid pige
17 år
Oprettet 4 år 1 dag siden

Hej! 

Jeg er 17 år gammel og har fornyligt fået en kæreste. Vi har sex, og jeg er på p piller. 

Her for 2 uger siden glemte jeg en p-pille, og der gik omkring 40 timer fra den sidste pille, til jeg tog den glemte pille - derfor blev jeg nødt til at tage en fortrydelsespille. Herefter står der så i indlægssedlen på p pillerne, at der skal bruges kondom de næste 7 dage, så p-pillerne kan få optimal funktion igen. Jeg havde dog sex uden beskyttelse alligevel omkring 3-4 dage efter - han kom ikke op i mig, men der er jo stadig præsperm. 

Jeg skriver, fordi jeg er sindssygt bange for om jeg kan være blevet gravid. Har p-pillerne stadig haft en virkning, som bare har været nedsat? Hvor stor er chancen for at jeg kan blive gravid af præsperm? Og skal jeg tage en graviditetstest, eller tage til lægen - eller er chancen så lille, at det ikke er nødvendigt? 

Mvh

En virkelig bange pige:(

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt du skriver.

Jeg kan forstå, at du er bekymret for om du kan være gravid. Jeg forstår godt din bekymring når du ikke har et ønske om at blive gravid, og du har allerede gjort dig mange gode overvejelser.

Hvis man glemmer én eller flere p-piller virker p-pillerne ikke 100% som de skal, og der kan være en lille risiko for at man kan være blevet gravid. Så for at svare på et af dine spørgsmål så har p-pillerne stadig en virkning, men den kan være nedsat. Derfor gjorde du det helt rigtige ved at tage en fortrydelsespille.

Alt efter hvor i ens cyklus man glemmer p-pillen er der forskellige anbefalinger, og det er korrekt at det i de fleste tilfælde er en god idé at anvende kondom de efterfølgende syv dage. Anbefalingerne er at hvis man glemmer p-pillen i den 1. uge skal man tage den glemte pille så hurtigt som muligt og beskytte sig med kondom de næste syv dage. Hvis man glemmer p-pillen i 2. uge skal man tage den glemte pille, men ellers ikke gøre yderligere da man er beskyttet. Hvis man glemmer p-pillen i den 3. og sidste uge af pakningen skal man tage den glemte pille, og når man er færdig med pakningen skal man fortsætte direkte med den næste p-pille pakning (og undlade de 7 dages pause). Hvis man følger dette burde man være fuldt beskyttet. Så med mindre det var i den 1. uge du glemte p-pillen, kan det være at det kan give dig noget ro i maven, hvis du følger disse anbefalinger.

Du har gjort det rigtige ved at tage den glemte pille så snart du kom i tanke om det og tage en fortrydelsespille. Fortrydelsespillen er ikke 100% sikker - den virker bedre jo hurtigere efter samlejet man har taget den. Risikoen for at du skulle være blevet gravid er formentlig lille. Alligevel er det vigtigt at du tager en graviditetstest 3 uger efter du havde sex uden beskyttelse samt hvis din menstruation er forsinket nogle dage eller er anderledes end den plejer. Som du selv kommer ind på er der sædceller i præsperm, og det udelukker derfor ikke graviditet at din partner ikke kom oppe i dig. Jeg kan ikke sige hvor stor risikoen er, men i dit tilfælde er risikoen for graviditet som nævnt nok lille. Men jeg vil understrege at det er vigtigt du tager en graviditetstest om nogle uger. Man anbefaler at tage graviditetstesten omkring tidspunktet hvor menstruationen skulle komme for at få et sikkert svar.

Du kan også altid tage kontakt til din læge, hvis du har yderligere spørgsmål. Din læge kan også teste dig for graviditet samt for kønssygdomme hvis du er bekymret for det. P-piller beskytter kun mod graviditet og ikke mod kønssygdomme.

Derudover er du velkommen til at skrive hertil igen, hvis du har yderligere spørgsmål.

Jeg håber at du kan bruge svaret.

Med venlig hilsen

Emilie

Læge

EmiliePis billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program