er jeg tyk!!

brevkassespørgsmål

er jeg tyk!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

hej cyberhus

jeg er virkelig ked af det hele tiden, jeg føler mig så tyk til hverdag går jeg aldrig i stramt tøj fordi det vider min fede mave.

jeg er 14, 165 cm høj og vejer 54 kg.

alle mine veninder vejer kun 40-45 og er mega pæne og tynde jeg ved ikke hva jeg ska gøre!

 

Svar: 

Kære dig

Tusind tak for dit spørgsmål og det er rigtig godt, at du bruger brevkassen, når du har brug for svar på et eller andet. Jeg er ked af at høre, at du føler, din krop begrænser dig i, hvad for noget tøj du kan tage på og jeg håber, at mit svar her kan give dig noget med, som du kan bruge.

Det er helt naturligt at spejle sig i hinanden og det er især naturligt at gøre det i den alder, som du er i lige nu. Husk at selvom din krop ser anderledes ud end dine veninders og tingene fordeler sig forskelligt, så er det ikke ensbetydende med, at du er tyk. Selvom man ser tynd/slank ud, er det ikke sikkert, at man er sund og rask og det er i sidste ende det, der er det vigtigste :) Vægten er bare et tal og vægten kan ikke fortælle én, om man er sund eller ej. Det vigtige er, om man har sunde vaner såsom at spise sundt, få nok søvn, drikke en masse vand, dyrke motion osv.

Du nævner, at du ikke synes, at du kan gå i stramt tøj, fordi det viser din "fede mave", som du beskriver det. Mon det er noget, du selv synes, eller er det andre, der siger, at din mave er "fed"? Selvom du beskriver din mave som "fed", så er der ikke noget, der tyder på, at du er overvægtig. Ud fra de oplysninger, du giver ift. højde, alder og vægt, lyder du normalvægtig. Der er mange forskellige måder at udregne, om man er overvægtig eller ej, men de er ikke altid retvisende. Det er nemlig ikke altid, at de tager højde for muskel- og knoglemasse, som også er ting, der tæller med i vægten, men ud fra de oplysninger, du har givet her, så er har du en fin og normal vægt. 

Det er vigtigt også for mig at sige, at din krop i teenagealderen går igennem mange ændringer og flere  end du måske er vant til. Det er derfor ikke unormalt, at fedtdepoterne ændrer sig forskellige steder på kroppen. F.eks. i ansigtet, maven, brystet, lår baller og andet. Mon det er sådan, du oplever din krop for tiden? Jeg kunne forestille mig, at de ændringer kommer til at lægge sig igen i takt teenage-perioden slutter. Der er mange piger, der begynder at tænke på udseende og kroppen i din alder, og som jeg nævnte før, så er det helt naturligt, at du også gør det. Din krop begynder allerede nu at forme sig til at blive en kvinde en dag, og det kan også være grunden til, at du oplever at den ændrer sig forskelligt fra dine veninder. Vi ser allesammen forskellige ud. Nogle kan veje fuldstændig det samme, men have forskellige kropstyper. Vi har alle forskellige kroppe og det er helt okay. Derfor skal man passe på med at sammenligne sig med andre. Heller ikke dem, som er på alder med en selv, for vores kroppe bliver aldrig ens. 

Hvis det er noget, der fylder meget hos dig kan du måske overveje at snakke med en voksen? Måske én du kender rigtig godt? Det kan være, at det er noget, som du kan snakke med din mor om? Jeg kunne forestille mig, at hun måske har gået igennem det samme som dig, da hun var i din alder og kan snakke med dig om, hvordan hun tacklede det? Det kan også være, at du kan snakke med din far, søskende, en lærer eller andet? Hvad tænker du om det? 

Hvis ikke du har lyst til eller mulighed for at snakke med nogen, du kender, så kan du også overveje at komme ind i Cyberhus' chat og skrive frem og tilbage med en rådgiver, der kan hjælpe dig på vej. Så kan du også få lov at uddybe, hvordan du har det. Mon det er en mulighed? 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og at det kan hjælpe dig på vej. 

De bedste hilsner, 
Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program