4. Hjul i familien

brevkassespørgsmål

4. Hjul i familien

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Hej Jeg er en pige på 17 år, som siden sommeren 2019 har været på en mindre slankekur, som nu er endt ud i et større vægttab, end hvad jeg egentligt havde i kikkerten. Jeg har aldrig sultet mig selv eller spist alt for lidt, jeg har bare været rigtig glad for motion. I december begyndte mine forældre at lægge mærke til vægttabet og jeg prøvede ligeså stille at stoppe det, men helt indtil februar fortsatte det, selvom jeg spiste mere end de gjorde. Jeg har været ved lægen, som siger at det ikke er alvorligt, bare jeg ikke taber mere. Mit BMI er gået fra 22 til 17,5, så det er lige under grænsen for undervægt. Kost og motion fylder næsten ALT i mit hoved hver dag og min far vejer mig for at holde øje. Det er forfærdeligt, men jeg kan godt forstå, at han vil være sikker på at det ikke bliver værre. Samtidigt med dette er begge mine forældre konstant skæptiske for alt jeg foretager mig, hvis det ikke indebære, at jeg sidder stille på en stol. Min mor hakker hele tiden på mig, og siger nedgørende ting som “du er så tynd at jeg ikke kan se på dig”, og det hjælper bare ikke i mit hoved lige nu. Min søster er konstant sur på mig ligesom resten af min familie. Jeg er blevet det 4. Hjul, og det hjælper ikke at fortælle dem det, tilsammen er de bare fast beslutte på, at det er mig der er helt galt på den og har spiseforstyrrelse. Jeg har altid været er kæmpe familiemenneske, men det har helt ændret sig nu, og jeg kan ikke holde ud af at være under samme tag 24/7 her i coronatiden. Hvad kan jeg gøre for at få forståelse og blive en del af familien igen, for lige nu føler jeg at jeg ingen af delene har? Tak for hjælpen!

Svar: 

Kære dig

Tusind tak for dit brev. Det er rigtig sejt at du rækker ud efter hjælp, for det kan virkelig være en hård omgang at føle sig udenfor i familien. 

Når jeg læser dit brev, så bider jeg særligt mærke i at du omtaler både en "mindre slankekur", og samtidig skriver du at kost og motion fylder næsten ALT i dit hoved hver dag. Det forstår jeg på to måder. Enten har det udviklet sig fra at være et mindre ønske om at tabe sig, til et behov for at kontrollere kost og motion for at styre din vægt, og det er derfor det fylder så meget. Eller også handler det om at den mindre slankekur var mere effektiv end forventet, og nu forsøger du så ikke at tabe dig mere, og det gør du ved at kontrollere kost og motion dagligt. 

Når jeg kigger på den første måde at forstå det på, så giver det mening at en spiseforstyrrelse kan komme på tale, men i virkeligheden, så tror jeg mere på at det er den anden forståelse der er gældende. Altså at du nu forsøger at holde styr på kost og motion, for at du ikke taber dig mere. Det tror jeg, fordi alle omkring dig har et skærpet syn på din kost og din motion, og den slags smitter. Måske er du også blevet bekymret for lægens ord om at du skal være opmærksom på ikke at tabe dig mere, fordi det ellers kan blive farligt for dig. Hele din familie taler også om en spiseforstyrrelse, og det er endnu et ord som kan virke skræmmende - og særligt hvis man selv ikke mener at man har en spiseforstyrrelse. 

Hvis det er sådan det hænger sammen, så tror jeg at det bedste du kan gøre, er at samle din familie og så fortælle ærligt om hvad du oplever. At du bliver ked af at de taler til dig som om at du har en spiseforstyrrelse, at du er bange og bekymret for hvad der kan ske, og at du i virkeligheden har brug for deres hjælp og støtte - og at de fortæller dig at du er god nok som du er. For det er du! 

Prøv også at forklare dem at motion er vigtigt for dig, og at selvom du har brug for at røre dig, så betyder det ikke at du ønsker at være ekstrem. I den forbindelse kan du også se på hvilke former for motion du dyrker. Hvis du dyrker meget kondition, gennem fx løb eller cykling, så kan det være du skal prøve at fokusere mere på styrketræning. Så kan du få flere muskler, hvilket også betyder at din vægt vil stige. Styrketræning kan man sagtens lave derhjemme, fx ved armbøjninger, squats, mavebøjninger. Du kan også prøve om yoga er noget for dig, og her kan jeg anbefale at du tjekker Yoga with Adriene på youtube. Der er masser af gratis videoer med yoga som du kan lave derhjemme, og som udgangspunkt behøver du ikke andet end din krop. Yoga kan bruges til vægttab, men er i langt højere grad godt for smidighed og styrke, og hvem ved, måske er der nogen fra din familie som vil være med. Det kunne være noget I kunne være fælles om igen, så du kan finde det gode sammenhold med din familie igen. Derudover kan I gå ture sammen og nyde det gode vejr. 

Det samme gælder for din kost. Forklar dem hvorfor det er vigtigt for dig at have en sund kost, men at formålet ikke er at tabe dig. Alle burde faktisk prøve at have en sund kost, fordi det er det bedste for vores kroppe. Der er mange måder man kan skrue det sammen, og jeg har fundet en guide som fokuserer på hvordan din kost kan spille godt sammen med styrketræning af muskler. Du kan se den her.

Det er ikke sikkert at det bliver nemt for dig at få dem til at forstå, men jeg tror det hænger sammen med at de er bekymrede for dig. Altså at deres kommentarer og at din far vejer dig, kommer fra et sted med kærlighed. Fordi de er bange for at du skal få en spiseforstyrrelse og blive alvorligt syg. Så lige nu siger og gør de måske de her ting, fordi de tror at det er en god måde at hjælpe dig på, mens at det i virkeligheden bare gør dig mere ked af det. Ved at være ærlig og tydelig omkring hvad du har brug for fra dem, kan du hjælpe dem med hvordan de bedst kan hjælpe dig. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og husk at du altid gerne må besøge vores chat, hvis der skulle dukke flere spørgsmål op. 

Kærlig hilsen Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program