knude i bryset?...
knude i bryset?...
Hej.
Jeg har mærket nogle knuder i mine bryster. De har været der i snart 2,5 år, og mærkede dem, da jeg var 15 år gammel. Føler ikke jeg kan rykke på dem, de er der bare. Prøver hele tiden at fortælle mig selv, at mine bryst er symmetriske, men det er de ikke. Er virkelig bekymret, og har ikke turde fortælle det til en læge eller til mine forældre, fordi jeg er bange for, at det måske kunne være noget alvorligt. Håber i kan give mig nogle gode råd til, hvad jeg kan gøre.
Hej med dig,
Mange tak for dit spørgsmål.
Jeg forstå at du gennem de sidste 2,5 år har mærket nogle knuder i brystet, og at disse knuder ikke har ændret sig. Derudover er du ked af at du har assymetriske bryster.
1) Vedr. knuder i brystet:
Jeg kan godt forstå du er bekymret, men der er mange årsager til at man kan have knuder i brystet, og de fleste knuder er fuldstændig godartede. Godartede knuder kan bl.a. indbefatte fedtknuder, "muskelknuder" og "kirtelknuder". Det at knuderne ikke har ændret sig gennem de sidste 2,5 år taler for at de er godartede. Du skriver at du er bekymret for om du kunne fejle noget alvorligt - her tænker jeg at du måske mener at du er bange for om det kunne være kræft. I nogle tilfælde kan knuder i brystet være kræftknuder, men det er meget sjældent at piger på din alder får brystkræft. Derfor tror jeg at du kan være ganske rolig. Jeg vil helt klart anbefale at du opsøger din læge, så vedkommende kan mærke på knuderne, og give sin vurdering. Det vil give dig vished, og forhåbentlig spare dig for en masse bekymring i hverdagen.
2) Vedr. assymetriske bryster:
Bryster varierer i form, størrelse og symmetri. De fleste kvinder har en smule asymmetriske bryster, så det er derfor helt normalt at brysterne er asymmetriske. Din krop udvikler sig stadig, og det samme vil dine brysters udformning, derfor er det endnu ikke sikkert at dine bryster vil forblive asymmetriske. Når du besøger din læge, synes jeg også du skal tale med vedkommende omkring dette.
Jeg håber du kunne bruge svaret, ellers er du naturligvis velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Morten
Læge