Biseksuel

brevkassespørgsmål

Biseksuel

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 4 år 1 måned siden

Hej Jeg er en pige på 13 år jeg ved ikke om jeg er biskseuel eller lesbisk før kunne jeg godt lide drenge men nu så ved jeg det ikke helt kikker ikke så meget på drenge mere og jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til min venner og familie.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, men jeg tænker ikke, at der er noget unormalt i det, som du beskriver. Mange oplever, at det kan skifte, hvem de er tiltrukket af, specielt i den alder, som du har, hvor man måske ikke har haft så meget mulighed for at udforske det endnu. Det kan også være, at det bare har handlet om, at du måske ikke lige har mødt nogle fyre i et stykke tid, som du kan lide, og at det er derfor. Det kan også være, at du generelt er mere tiltrukket af piger. Intet af det er forkert eller unormalt, og det er helt okay at være forvirret, og det er helt okay ikke at vide sig helt sikker på, om man f.eks. er lesbisk eller biseksuel i din alder. Det haster ikke, og du skylder ikke nogen at sætte ord eller mærkat på, hvad din seksualitet er. Så hvis du ikke føler dig sikker, så tænker jeg, at det er okay at tage dig tid til at finde ud af det med dig selv, og når du så føler dig klar, så kan du mærke efter, hvornår du så føler dig klar til at dele det med dine nærmeste. Igen er det ikke noget, som haster, og du skal ikke føle, at du skal fortælle nogen noget, før du selv har lyst til det.

Når den dag så kommer, så er det forskelligt, hvordan man vælger at dele sådan noget med andre. Nogle deler det f.eks. med hele deres familie eller hele deres vennegruppe på en gang. Andre fortæller det til en eller få personer af gangen. Nogle har det bedst med at det bare er deres venner eller en bedsteven som ved det i starten, og så senere dele det med andre. Nogle fortæller det ansigt til ansigt, imens andre skriver det ned i et brev og lader deres familie læse det. På den måde er der altså mange måder at gøre det på, og det vigtigste er, at du vælger en måde, som du har det godt med.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Hvis du har brug for en snak en dag, så tøv ikke med at kigge forbi vores chat, hvor vores søde rådgivere sidder klar til en snak!

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program