Hej! 

Jeg har siden folkeskolen døjet med angst, primært grundet mobning og vidne til de andre fra folkeskolens egoisme og snæversynethed. Jeg har siden 9. klasse prøvet en masse forskellig terapi, som ikke har hjulpet og medicin, som jeg dog slet ikke er meget for, især ikke, når det blot er for at dulme min reaktion på sandheden. Jeg er jo ikke paranoid, men angst af gode og naturlige grunde. Jeg kan bare ikke være som dem, der nærmest som en robot følger normen og går den vej, de tror de er nødt til at gå grundet andres/samfundets forventninger. Så vil jeg nærmest hellere mærke den hårde virkelighed, for det er netop ubehag, der gør os i stand til at handle. Jeg er nu 23, og kommunen vil stadig gerne have, at jeg tager en uddannelse. Jeg tror ikke, jeg i min tilstand vil kunne passe ethvert almindeligt arbejde, og de få “offentlige” jobs, jeg ville kunne passe, kræver en lang uddannelse. Jeg tror ikke, jeg bliver i stand til at tage en uddannelse på almindelige vilkår, og føler virkelig, at systemets krav ødelægger det for sådan nogle som mig. Jeg har derfor overvejet at blive selvstændig og starte min egen virksomhed. Jeg har både idéer og alt, hvad det kræver af mig på plads, og jeg er selv meget positiv over at det nok skal blive godt, og at jeg vil kunne klare det meget godt, måske endda bedre end flere der har en uddannelse bag sig, fordi jeg netop har læst så meget op på det og har mit hjerte med 100%. Jeg har læst om mange unge, endda folk helt ned i 17-års alderen, som starter deres egen virksomhed, fordi de har noget at byde på, som måske ikke kræver en offentlig uddannelse og et sølle diplom. Jeg har det på samme måde, og har så godt styr på mit felt, at jeg føler mig klar til at starte. Men der er 1 ting der holder mig tilbage, og det er andres meninger og mistillid til mig. Selv mine nærmeste, som alle har fulgt “normen” og enten har taget en uddannelse eller er blevet fastansat hos et eksisterende firma, er skeptiske over om det kan lade sig gøre. De overvurderer dét at være selvstændig og undervurderer mig. De tror ikke på mig, og de er ikke engang bange for at indrømme det, når jeg fortæller om mine planer. Det sårer mig utrolig meget, og det er kun dét, der giver mig for meget angst til at turde springe ud i det, og tiden går, og jeg kommer ikke i gang, blot fordi ingen tror på mig. Jeg har endnu ikke nævnt det for kommunen, som stadig gerne vil have mig i beskæftigelse, for jeg er også bange for, at de vil være skeptiske og forsøge at stoppe mig. I princippet er der en lov, der siger, at jeg gerne må starte som selvstændig. Jeg skal selvfølgelig bare afmelde min offentlige forsørgelse, når/hvis jeg begynder at tjene penge og følge alle de praktiske regler. Det vil spare samfundet en masse skattekroner, hvis jeg bliver selvstændig, så hvorfor skal folk være så meget imod det? Jeg er ikke så bange for, at det ikke lykkes mig, som de ikke forventer, for så har jeg da prøvet; jeg er bare bange for det faktum, at folk ikke har tillid til mig, hvilket de jo tydeligt udtrykker. Jeg er bange for at nogen vil forsøge at give mig et dårligt ry, fordi jeg starter uden uddannelse. Kan det passe, at man er nødt til at have et diplom, før folk har tillid til en? Jeg har selv mødt professionelle, som aldrig har taget mere end 9. klasse, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne, når nu jeg har idéen og alt hvad det kræver på plads? Jeg er også bange for, at folk jeg kender, vil blive misundelige, hvis jeg skulle være så heldig, at det kommer til at gå mig godt og at jeg kommer til at kunne leve som selvstændig med min idé. Forresten drømmer jeg ikke om at blive rig, tværtimod ønsker jeg blot at gøre noget godt for verden, og jeg har slet ikke behov for at tjene mange penge, kun nok til at leve. Men... Jeg er bange for, at folk ikke vil se mig få succes, fordi de er vant til, at føle sig hævet over mig, fordi jeg har været på bistand og uden beskæftigelse så længe. De ser slet ikke, hvad jeg har at byde på, og deres mistillid ødelægger alt for mig. Det giver mig uro og jeg mister troen på mig selv, når de ikke kan tro på mig. Jeg ved, at jeg godt vil kunne svare på folks eventuelle spørgsmål, til at jeg ikke har en uddannelse, men jeg føler mig alligevel meget dømt af den årsag. Hvordan håndterer jeg det? :/ 

Mvh. Sophia