Kæreste dig, 

Jeg er meget glad for, at du har skrevet. Det lyder virkelig ubehageligt, det der sker i skolen, og jeg kan sagtens forstå, hvis du føler dig hjælpeløs og er rigtig ked af det over situationen. Det er ALDRIG rart at blive råbt af - ligegyldig hvad der er sket forinden. Jeg synes bestemt heller ikke, det lyder særlig voksent af din lærer at råbe af dig foran alle på den måde, det må have været virkelig skræmmende, ubehageligt og måske også pinligt. Det kan især være virkelig ubehageligt at blive råbt ad af en voksen og så samtidig en lærer, når man selv er barn. Mange vil nok mene, at det er meningen, at lærerer skal lære børn, hvordan man bedst håndterer uenigheder og hvordan man samarbejder. Læreren skal opføre sig voksent - for han er voksen. Det kan aldrig forventes at du opfører dig voksent - for du er ikke voksen. 

Jeg tror, der sker en helt masse komplicerede ting i mellem dig og din lærer, som også gør, at situationen ligesom bare eskalerer og bliver værre. Jeg er ikke i tvivl om (selvom det måske er svært at tro på lige nu) at din lærer vil dig det bedste og virkelig gerne vil hjælpe dig. Men lærere er mennesker, og ofte meget pressede og stressede mennesker. Når man bliver stresset, så kan man have virkelig svært ved at håndtere pressede situationer optimalt. Og jeg tror, det er det, der sker her. Jeg siger det bestemt ikke for at undskylde hans opførsel, men ofte kan det være rart at forstå alle de mange ting, der kan ligge bag en anden persons opførsel. Det er også nødvendigt for at kunne ændre situationen, så den bliver bedre. Jeg forestiller mig, at din lærer føler sig hjælpeløs, fordi han simpelthen ikke ved, hvordan han skal hjælpe dig. Måske det ikke kun er dig, men måske det er flere omkring dig. Måske det er virkelig svært for ham at finde ud af, hvordan han når ind til dig. 

Det sagt, så er der selvfølgelig nogle helt klare grænser for, hvad man må sige til andre, og hvad man ikke må. Det er absolut ikke (og aldrig) okay at være racistisk, og jeg er virkelig ked af at høre, at du og dine venner ikke føler jer anerkendte som danskere af jeres lærere. Det er VIRKELIG frygteligt at høre, og jeg kan ikke forestille mig, hvor ubehageligt det må være for dig. Du skriver nogle rigtig vigtige ting, nemlig det med "os" og "dem". Det kan skabe rigtig store konflikter og problemer, når der generelt er den slags opdeling, og det sker desværre meget på det her område omkring etnicitet. Som jeg skrev tidligere, er det meningen at lærere skal lære os om mange forskellige ting - også hvordan man behandler hinanden ordentligt - og ud fra det, du beskriver, lyder det ikke som om, dine lærere er så gode til det. 

Jeg vil gerne rose dig for at være stærk og ville gøre noget ved det her. Du skriver og spørger, hvad dine rettigheder er, og om det er okay, det der foregår. Det synes jeg er meget modigt, det kræver mod at sætte sig op mod de autoriteter man møder, som man føler sig uretfærdigt behandlet af. Jeg tror her, det er rigtig vigtigt, at du husker på, at vrede aldrig løser noget. Vrede er den letteste følelse at hoppe til og handle i, fordi den ikke gør så ondt. Men ud fra det du skriver, er det tydeligt for mig, at du ikke kun er vred men faktisk rigtig ked af det, der foregår. Det kan virke skræmmende at skulle vise sin ked-af-det-hed til den, der har gjort én ked af det, men lige her for dig, tror jeg, det er rigtig vigtigt. Din lærer skal have at vide, hvor ked af det, du bliver. Det er ikke sikkert, du har lyst til selv at fortælle ham det direkte, så det kan godt være nødvendigt at inddrage nogle andre. Det kan for eksempel være dine forældre, din skolevejleder eller skolesygeplejerske, en anden lærer eller simpelthen skoleinspektøren. Det vigtigste er, at der er nogen, der får at vide, hvad det er der foregår, og hvad det gør ved dig, så det kan blive stoppet. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at det hele bliver bedre snart. 

Sophie