Kæreste dig, 

Hvor er det bare godt, at du skriver, for det er nogle kæmpe store og svære følelser, du sidder med helt alene, og jeg kan virkelig godt forstå, at du har det virkelig svært. Du har oplevet en hel masse svære ting i dit liv, og det er ikke let at håndtere alle disse ting alene. Du beskriver både et kæmpe behov for at der for en gangs skyld er nogen, der passer på dig og tager sig af dig, men også et stort pres fra følelsen af ansvar. Samtidig har du været igennem noget så traumatisk som at miste din far til selvmord, noget jeg forestiller mig er helt ubeskriveligt smertefuldt. 

Først og fremmest er det vigtigt for mig at fortælle dig, at alle de følelser du har, er helt normale. Også hadet og vreden. Det er helt normalt. Når man føler et had til nogen, og især familiemedlemmer, er det også helt normalt at skamme sig rigtig meget over det, som jeg også fornemmer i dit brev. Men din familie har virkelig været noget særligt og været meget udfordret, så selvfølgelig er du også meget påvirket af det hele. Der er slet ikke noget at sige til, at du er vred og har svært ved at tilgive din søster, selvom det ikke er hendes skyld. 

Ofte når vi er vrede, er det oftest fordi vreden dækker over nogle mere sårbare tanker og følelser. Vrede er meget lettere at håndtere end de sårbare følelser, fordi vrede er mindre smertefuldt. Ud fra de ting, du fortæller her, har du virkelig nogle gode grunde til at være rigtig rigtig ked af det. Derfor giver det også rigtig god mening, at du også er rigtig rigtig vred. 

Især når man oplever, at en nær begår selvmord, og særligt helt uden forklaring, kan man som pårørende opleve en hel masse voldsomme følelser - og især vrede. Igen, handler det her om, at sorgen er så stor og svær at håndtere, at det kan være lettere at blive vred. Man bliver vred, fordi man ikke forstår, fordi man ville ønske man kunne have gjort noget, fordi man ville ønske at alt var anderledes. 

Jeg kan godt forstå, at du kommer til at give din søster skylden for alle de her ting, der er sket i dit liv. Det er helt sikkert ikke let at have et familiemedlem med et handicap, der kræver så meget opmærksomhed som din søster. Det er en stor udfordring for hele familien, og ofte glemmes den handicappedes søskende. Jeg tror, rigtig mange søskende til handicappede til tider kan føle et stort had og en vrede til deres bror eller søster. Det er svært at føle, man skal kæmpe om opmærksomheden, man føler sig alene og overladt til sig selv, fordi forældrene må bruge al energi på den anden. Det er hårdt for alle, og det kan være svært at minde sig selv om, hvad det egentlig er, man hader. For det er jo i bund og grund ikke din søster, du hader, men mest af alt hendes lidelse. Det er den, der har været et problem. Og det er helt okay at hade den så inderligt, som du gør. 

Det skærer i mig at høre, at du holder dig vågen om natten for at sikre dig, at din mor er okay. Det er slet ikke sådan her, det skal være. Jeg kan godt forstå, at du er virkelig bange for at miste hende også. Mon det her er noget, du snakker med hende om? Mon I nogensinde har snakket ordentligt om din fars selvmord? Og hvad med din søster, snakker du med din mor om hvor svært det er for dig? Jeg forestiller mig, at det kunne være rigtig rart for både dig og din mor, at I snakkede om de her ting, så I begge kan føle, at I har hinanden og ikke er alene i det her. Jeg kan godt forstå, at det at hun drikker lidt mere også går dig på, og det kan også være rart at snakke med nogen om - måske du endda også kan snakke med hende om det? Det kan være virkelig svært at sige de her ting højt, og nogle gange kan det være en hjælp at skrive det hele ned i et brev. Så kan man læse det op, eller bare give det til dem, der skal have det. Måske dette er en mulighed for dig også?

Samtidig, tror jeg virkelig også, det kunne være godt for både dig og din familie at få noget hjælp udefra. Måske I allerede har prøvet det? Måske det kunne være rart for dig at snakke lidt med en psykolog om alt det her? Måske det også kunne være godt at have din mor med? Der er forskellige muligheder og tilbud, og det er noget, jeg tænker er lettest, du snakker med din mor om. I kan også læse mere her - det er en hjemmeside, der har fokus på trivslen for søskende til børn med handicap. Måske det kan være rart for dig at læse andre børn og unges oplevelser, så du kan mærke, at du ikke er alene om at have det sådan her? 

Selvom det måske ikke føles sådan lige nu, så kan det godt blive bedre og lettere. Men det kræver et stykke arbejde fra både din mor og dig, det er vigtigt, at I snakker med hinanden og måske også nogle professionelle. På cyberhus.dk kan du også prøve at se, om du kan chatte direkte med en fra din kommune, som måske kan fortælle dig mere om, hvad der er af tilbud i din kommune, du kan se mere her. Jeg synes også, det lyder som en virkelig god idé, at du snakker med din lærer om alt det her, men jeg forstår også godt, at modet skal være der til det. Måske der er lidt mere mod nu, hvor jeg fortæller dig, at det ikke er unormalt, det du føler? 

Det er en svær tid for mange, denne her vi er i nu. Det er vigtigt, at man passer på sig selv og husker at række ud til andre. Du er velkommen til både at skrive igen her, men også til at komme forbi vores chat til en snak, hvis det hele lige koger over. 

Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar, og at det hele bliver lettere for dig snart. 

Kærlig hilsen

Sophie