Komme til at overtale mig

brevkassespørgsmål

Komme til at overtale mig

brevkassespørgsmål af
Anna
21 år
Oprettet 4 år 5 måneder siden

Hej 

(det er fake navne)

Jeg har en veninde  Anemone som dater den her fyr Simon som en anden god veninde  Stine også kender. (Lille verden) Stine har haft dårlige oplevelser med fyren og spørger nogle gange indtil forholdet - Hvilket jeg normalt svarer på med han virker sød og han behandler hende godt.  Men her den anden dag kom jeg til at sige noget jeg nok ikke skulle have sagt (knas der var sket mellem Anemone og Simon). Jeg fik det ret skidt over det fordi det viser sig ikke at være sandt det jeg fik at vide og føler samtidig jeg lidt har forrådt Anemone.  Jeg er lidt i tvivl om jeg skal fortælle det  fordi 1. jeg tror det ville blive større af det  og 2. de to veninder kender slet ikke hinanden og ved ikke engang hvad hinanden hedder. Burde jeg sige det el hvis hun spørger mig, fortælle det?  Føler jeg overtænker det og helt klart aldrig gøre det igen. 

MvH en dårlig veninde

Svar: 

Kære Anna

Jeg kan godt forstå, at du har det lidt skidt med det, som er sket, hvis du tænker, at det ikke var noget, som du burde have fortalt. Men jeg synes, at det lyder som om, at du er en rigtig omsorgsfuld og opmærksom veninde. Vi laver alle fejl engang imellem, og det er ikke altid, at vi formår at være verdens bedste venner eller veninder, men man så fejler, så er det bare en vildt vigtigt evne, at man ligesom dig kan se indad og lære af det. På den måde bliver man klogere og en bedre veninde, og selvom man måske en dag kommer til at lave en anden fejl, så er det nok ikke den samme som sidst, fordi man lærte noget af første gang det skete. På den måde tænker jeg egentlig også, at en dårlig veninde er en veninde, som ikke er villig til at sige undskyld og at tage skylden på sig, fordi de ting man har gjort, mens en god veninde ligesom dig vil tage tingene til sig og lære af det. 

Du spørger også om, du skal fortælle det til din veninde, at du har fortalt det her videre, og jeg forstår godt, at du er bekymret for hendes reaktion. Det kan godt være, at du har ret, og at tingene ville blive lidt større af det, og at din veninde bliver ked af det eller sur over, at du har fortalt det her videre, men jeg sidder og tænker på, om det ville være endnu værre, hvis du ikke fortalte hende det, men hun så alligevel hørte det fra nogle andre? Hvis du tænker, at det er, så kan du i hvert fald overveje, om det er en bedre mulighed at fortælle hende sandheden nu, sige undskyld, og så håbe at hun vil tage imod den undskyldning. Det er ikke sikkert, at hun bliver helt god igen med det samme, men omvendt kan det også være, at hun slet ikke bliver sur. Der kender du din veninde bedre end jeg gør, og selvom jeg nok ofte tænker, at ærlighed rækker længst, så er det i sidste ende din beslutning. 

Jeg håber, at mine tanker kan hjælpe dig lidt på vej i forhold til at finde ud af, hvad du skal gøre, men hvis ikke, og hvis du har brug for en snak om tingene, så kig endelig forbi vores 1-1 chat. 

Jeg ønsker dig held og lykke med det hele, og jeg håber, at tingene løser sig!

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program